May 13, 2016
Deglobalisering

I 'Verden Af I Går' fortæller Stefan Zweig om hvordan han rejser rundt i verden uden papirer. Besøger panamakanalen og mange andre steder. Den tid er jo for længst forbi, hvor man bare kan rejse sådan rundt og gå i land ved fremmede kyster - men vi har så fået den igen i informationsalderen i form af varerne, der flyder frit - og de informationer de er hyldet i.

Well. I et stykke tid, måske. Kinesernes store firewall er jo en realitet, selv om man må tro, med alle de kinesere vi ser i resten af verden, at verdens hemmeligheder for længst et sluppet ud, også derhemme. Bare uden nogle medier at sætte sig i.
Nu vil russerne gøre kineserne kunsten efter. Og vi har jo egentlig ikke så meget at være stolte over herhjemme selv på den front. Retsløs censur med baggrund i pædofili, svindel og terror - og overvågning; censur ved selvcensur.
Det lugter kort sagt en smule af, at en pessimist om tyve år muligvis vil kunne fortælle den næste generation om dengang i en usandsynlig fortid hvor man, informationelt, kunne rejse frit rundt i verden uden papirer.

May 10, 2016
Hvis du ikke ved om du skal dø af skræk eller ryste på hovedet af maskinernes fremmarch, så læs her
Det er svært at blive klog på de kloge maskiner - er kunstig intelligens ved at æde al den software der er ved at æde hele verden? Skal vi være bange ligesom Nick Bostrom, eller bare ryste på hovedet, når nu vi kan se Microsofts Tay opføre sig som en fordrukken racist-bot?
Hvis du er i tvivl, så skulle du læse denne artikel af Luciano Floridi - som modstiller all-in optimismen med den hovedrystende afvisning og finder et balanceret punkt midt imellem. Det mest interessante i artiklen er måske Floridis reklame for sin seneste bog
This is what I have defined as the Fourth Revolution in our self-understanding. We are not at the centre of the Universe (Copernicus), of the biological kingdom (Charles Darwin), or of rationality (Sigmund Freud). And after Turing, we are no longer at the centre of the infosphere, the world of information processing and smart agency, either. We share the infosphere with digital technologies. These are ordinary artefacts that outperform us in ever more tasks, despite being no cleverer than a toaster. Their abilities are humbling and make us reevaluate human exceptionality and our special role in the Universe, which remains unique. We thought we were smart because we could play chess. Now a phone plays better than a Grandmaster. We thought we were free because we could buy whatever we wished. Now our spending patterns are predicted by devices as thick as a plank.
Jeg kan lide tankegangen - det er et udemærket bud på et grand sweep gennem hvad vi har tænkt om os selv gennem tiderne. Selv er jeg måske større fan af de tidsaldre Lars Qvortrup lister op i sin bog om det hyperkomplekse samfund - en centristisk med kongen eller gud som autoritet og referenceramme, en individualistisk med subjektet som autoritet og så nu, en netværksepoke hvor tusinde forklaringsrammer konkurrerer om autoriteten og sandheden. Men det fine, for mig at se, er at Floridis historie mapper fint ind i Qvortrups. Copernicus er fra den centristiske epoke, Freud og Darwin er fra menneskedyrets tidsalder og maskinerne er netværkenes hele sammenhængskraft. Jeg bliver kort sagt nok nødt til at læse lidt op på Floridi. Om de intelligente maskiner selv har jeg mine egne intuitioner også:
  • Intuition 1: Som Steve Mann har sagt i hundrede år, så er det størrelsesordner enklere at udvide vores horisont med nye AI-værktøjer end at bygge en helt selvfungerende AI, og det er derfor meget mere sandsynligt at vi får mere af de maskiner vi har nu: Informationsproteser, der strækker vores ydeevne, ikke autonome intelligenser.
  • Intuition 2: På samme tid, så har jeg simpelthen læst for mange besynderlige neurovidenskabelige findings, der piller vores fornuft fra hinanden, til at tro på den som et magisk sted, hvor det virkelig sker. Jeg er forholdsvis sikker på at vi er en ekstremt veladapteret Roomba, snarere end et magisk væsen, som er afgørende forskelligt fra de kunstige informationsmaskiner
Men... det er jo spekulation - og i termer af hvordan fremtiden kommer til, er jeg ganske overbevist om at Mann har fat i den lange ende. Om prognosticering som sådan er jeg helt på linie med Floridi. Han siger nogenlunde det samme som jeg har forsøgt at sige med denne figur. Vi står på et sted, som vi ved en masse om. Fremtiden foran os er en kegle af muligheder - vi ved ikke hvordan den bliver, kun at den udvikler sig væk fra det den er nu. Pessimisme og optimisme er ekstreme strategier for at beskrive fremtidskeglen - men det er uendelig usandsynligt at verden virkelig skulle blive optimalt fantastisk, eller optimalt rædselsfuld langt ude, hvor vores viden om verden er blevet mindre og mindre værd. fremtidsprognosemodel.png
May 09, 2016
Midnatsklarinettisten II

For efterhånden mange år siden skrev jeg en post om den klarinet man af og til kan høre ud over Vesterbro. Siden er det gået op for mig, at det formodentlig er ham de kalder Klarinet-Mikki, som bor (i hvertfald af og til) på Mændenes Hjem. Han færdes i det københavnske jazz-miljø og, som jeg allerede konstaterede dengang for 11 år siden, spiller han ganske habilt. Endnu bedre, han har en Facebook-profil, og du kan høre ham spille selv her.
Jeg fandt også ud af at Mikki er kanoniseret i litteraturen, ikke bare her på classy.dk, men hos Henrik List.

May 08, 2016
Obamas eget 'reality based community'-øjeblik

Obama-administrationen har fået sit eget reality based-community citat. Hvis du har glemt Bush-æra citatet, så var det ord fra en af Bushs neocon-høge i administrationen, der rystede på hovedet af pressen og offentlighedens optagethed af 'virkeligheden'. "Det er os der laver virkeligheden!"-var neocon-tænkningen, som siden er blevet alvorligt vingeskudt af udviklingen i Afghanistan, Syrien, Irak, Libyen, Lesbos.....

Men selvtilstrækkeligheden er ikke blevet mindre, den er bare blevet erstattet af en endnu mere brutal afvisning af mediernes rolle i social-medie alderen, hvor alle avisredaktioner er nedskæret til højeffektive kopieringsmaskiner.

"All these newspapers used to have foreign bureaus," he said. "Now they don't. They call us to explain to them what's happening in Moscow and Cairo. Most of the outlets are reporting on world events from Washington. The average reporter we talk to is 27 years old, and their only reporting experience consists of being around political campaigns. That's a sea change. They literally know nothing."

Sådan siger Ben Rhodes, en af Obamas sikkerhedsrådgivere. Læg mærke til forandringen: Det er end ikke et spørgsmål om at underkende offentligheden; Rhodes vil ikke engang anerkende af offentligheden findes mere. Den er sparet væk.

Nu skal man altid være forsigtig med at tage den slags for mere end blærerøvssnak fra en underordnet i administrationen, men om ikke andet, så klinger det lidt af noget vi godt synes vi kender. Helt sikkert fra amerikanske medier, hvor Trump af ukendte årsager (OK, kendte, på den måde at han genererer views og clicks og penge) bliver behandlet som andet end en dårlig vittighed. Men såmænd da også herhjemme, både fra trætte og pressede medier, og fra politikernes tydelige ringeagt for mediernes arbejdsvilkår med offentlighedslov osv. I dækker de historier vi vil fortælle jer, når vi fortæller jer dem.
Og helt konkret, så genkender man udsagnet fra P1-morgens opringninger til den lokale danske ambassadør, når en nyhed fra det store udland skal forklares i radioen. DR har ikke nogen folk bare i nærheden, heller ikke nogen i redaktionen, der ved noget - vi sætter bare statsrepræsentanten til at udlægge sandheden.

April 25, 2016
Prince Rogers Nelson 1958-2016

Da Prince, præcis 12 år før sin død, udgav Musicology - farvede jeg bloggen her lilla i en måned bare af begejstring. Jeg kunne såmænd have fundet på det samme i torsdags.

Musicology var det første sådan rigtig gode Prince-album i lange tider; bedre end Lovesymbol-albummet 12 år tidligere, der også var en slags comeback efter nogle svage albums. Prince var den 4. mest funky person, der nogensinde har gået på jordkloden, hvis du spørger mig, men livet som Prince-fan var fuldt af skuffelser; for produktionen har været ufattelig ujævn siden de gyldne år fra Dirty Mind i 1980 til Sign Of The Times i 1987. Og selv på de gyldne plader må man leve med, at Prince ved siden af en musikalsk inspiration og alsidighed uden sidestykke også havde en dårlig smag næsten uden sidestykke. Pinlighederne stod i kø - men hey, det var ligesom en del af pakken. De cheesy symboler, de krasse farver, og en uhindret adgang til de mest sirupsklæbrige store følelser. Jeg har altid opfattet det som en del af Princes forbindelse til den store sorte musiktradition at han også har noget af det mest blæverklamme fra både soul og gospel med i sin musik. Man kan ikke være Prince-fan uden at omfavne den side af musikken også.

I 1987 virkede det som om Prince var på kanten til at nå en Beatlesk storhed; Sign Of The Times var stort anlagt, og vellykket og lyder skiftevis af næsten alt; stram funk, rene radiorockballader, stort anlagt orkesterpop og private kærlighedssange i forskellige afskygninger. Altsammen suverænt skruet sammen, Produced, Arranged, Composed and Performed by Prince*. Og så var det som om han holdt op. Black Album blev holdt tilbage og erstattet af det lidt blege low-risk projekt Lovesexy; og så begyndte Prince decideret at træde vande. Diamonds and Pearls ramte mere skemaerne fra de genrer Prince betjener sig af end nogen storhed. Batman-pladen snakker vi slet ikke om. Der var den uskønne angst for ikke at være cool længere, overhalet indenom af hiphop. Det fik Prince til at hyre secondrate rappere og forsøge at følge med, men kom aldrig til at lyde som andet end pinagtige forsøg på at spille noget musik man ikke rigtig forstår. Der kom en laang stribe halvdårlige albums. Lovesymbol-pladen var et lyspunkt, men er også uudholdeligt cheesy, med rædselsfulde Kirstie Alley-mellemspil, og den hæslige 3 Chains O' Gold. Trippel-CD rædslen Emancipation var ikke nogen fornøjelse.

Netop derfor var Musicology så befriende - for her var Prince tilbage ved den musik han selv er vokset op med og mestrer til fingerspidserne. Drømmen om at følge med, og være mest cool, var lagt på hylden; til gengæld fik vi et fremragende Prince-album, hvor man kunne høre at Prince stadig har melodierne, arrangementerne, og ikke mindst stemmen, til at skabe en virkelig god plade. 3121 moderniserede lyden, men holdt nogenlunde kvaliteten - men så har det for mig også ca været det, med albums man faktisk har lyst til at høre det hele af. Der er en god sang her og der; men ikke noget man sætter på i fuld længde. Måske er det derfor jeg alligevel ikke har sat bloggen i lilla - der har været meget langt mellem snapsene meget længe. Den sene Prince er mere den bedste fortolker af den store Prince - og han har gudskelov spillet musikken hele tiden.

Når man sådan sidder og tænker igennem hvad det var, der var så fascinerende ved Prince, udover hans indiskutable suveræne teknik som popsnedker, sanger og guitarist, så var det nok - at her var en ægte musikfan; det er tydeligt fra alle de genrer han har forsøgt sig i, hvor meget han holder af dem, som fan. Han bevægede sig ubesværet rundt i hele den sorte musik han var vokset op med, men også i alt 70ernes øvrige popmusik, fra den hvideste radiorock til synthesizerne og sen-70ernes skramlede minimale post-punk lyd som han gjorde til sin egen på gennembrudspladerne. Det diminutive geni fra Minneapolis kunne lide det hele og spillede det hele. Man kan høre hans idoler gennem hans musik. Prince har introduceret mig til tre eneste mennesker på jordkloden mere funky end ham selv (James Brown, Sly Stone og George Clinton, hvis du skulle være i tvivl) - og til lyden og følelsesindholdet fra soulmusik og gospelmusik, som sjældent er langt væk, når man hører Prince synge.

Jeg har altid undret mig over hvorfor han stoppede op, der i 1987. Jeg tænkte på det dengang som om han flirtede med at være sofistikeret og europæisk, og måske kom det bare lidt for langt væk fra rødderne. Eller også var det fornemmelsen af hiphoppen, der buldrede frem og stjal den sorte musik fra ham. Vi må slå os til tåls med at selv om han holdt op med at genopfinde al sin yndlingsmusik dengang, blev han ved med at spille den for os.

* except where indicated

April 20, 2016
Fascisme og motorsport

Bernie Ecclestone, Formel 1-bagmanden, er pjattet med Putin og Trump - og kan I det hele taget lide stærke mænd og fascister. Selv Hitler beskriver han i interviews som en 'der fik tingene gjort'. Det er der 30-60 mio døde europæeres efterladte, der ville ønske han ikke havde gjort, men den slags småting generer ikke Ecclestone.
Ecclestones gode ven Max Mosley, mangeårige samarbejdspartner i motorsport, som præsident for det internationale motorsportsforbund, er søn af Oswald Mosley, leder af det britiske fascistparti under 2. verdenskrig - og så var der jo den der historie om at Max godt kan lide selv at lege nazilege med frække damer, men den lader vi ligge.
Mosleys forgænger som FIA-præsident ved med i SS i Frankrig under krigen.

Det ligner næsten en tanke.... og har selvfølgelig tråde til så meget andet sport. Fejringen af styrke.

April 15, 2016
Dystopier, utopier og det midt imellem

Jebus, så gik der sgu en måned igen - it's tough to be an active blogger - men hvilken måned!

Der er sket vilde og uhyggelige ting i den tid der er gået; I har sikkert opdaget de fleste af dem: 
Vilde, men virkelige
  • SpaceX landede endelig raketten på skibet, efter en del grimme crashes. Nu går vi og venter på hvornår de tør sende den op igen, for det er jo det, det handler om: Raketgenbrug. Rygtet siger denne sommer, men spørgsmålet er hvem, der tør være først med at være kunde på en genbrugsraket.
  • MIT annoncerede et programmeringsmiljø for bakterier. Bio-engineering har jo været i gang længe, men ikke med dette automatiseringsniveau. Med Cello, som det hedder, kan man sammensætte biofunktioner med programmerbar logik - f.eks. installere et sensor-protein, der genkender et eller andet stof, og så progammere bakterier eller andre celler til at lyse, eller producere andre svar på det genkendte materiale. De er vist også i gang med den slags på DTU.
  • Bots, bots, bots: Alle bygger chatbots. Microsoft byggede en, der hurtigt lærte at være en klam nazistisk troll af virkelige trolls på nettet; men conversational interfaces 2016 er web 1994. Kapløbet er i gang. 
Langt ude
  • Flyve fem-grams rumskibe til Alpha Centauri på kun 20 år med kæmpelasere? Det bliver vist ikke lige med det første. Skulle jeg gætte, så har vi, med hjælp fra  SpaceX, bygget en kæmpebase på månen - hvor laserne kan stå, så atmosfære er et non-issue og den gigantiske atomreaktor, der driver laserne, heller ikke er et problem - før Milners system er klar til brug.
Mens vi venter på
  • VR er måske ved at ske, men jeg er stadig i tvivl - demoerne er seje; men kan ikke se at verden er hoppet på toget endnu. 
  • Apple Watch og Android Wear venter også på at blive almindelige.
  • De selvkørende biler er i test-fasen. Den er kedelig. Vi afventer.
Og frygter
  • Den globale opvarmning, der smelter løs, mens politikerne kloden rundt ikke tager den alvorligt. Rekorderne i nedsmeltning vælter ind. 
  • Det globale fiskeri er ved at kollapse. Det er afgørende fødevarekilde for halvdelen af jordens befolkning. 
  • At terroren kun er toppen af isbjerget. Bruxelles blev angrebet - i skrivende stund er sagen om de der hjalp Omar El-Hussein med angrebet i København for retten i København. I dag kom det frem, at der var indtil flere, der om eftermiddagen vidste præcis hvad der var foregået, og at Omar sad stille og roligt på en spillecafé på Nørrebrogade, mens alle i rummet vidste han lige havde slået en mand ihjel - og ingen gjorde noget. Heldigvis har vi også fået en mere håbefuld historie fra Paris, om hvordan politiet faktisk fik fat i hovedgerningsmanden gennem et tip fra et familiemedlem, der ikke var fanget i religiøs klanmentalitet. Flere af dem, og færre fucked op gamere på Nørrebrogade, tak. Læs evt også Føljetons serie af interviews med danske imamer.
  • Det går planmæssigt skidt med privatlivets fred på nettet. Myndigheder kloden rundt prøver løbende simpelthen at forbyde effektive privatlivsteknologier. Beregning er en superstyrke - og den bliver derfor mere og mere reguleret. Copyright-lobbyen har fået bizarre beskyttelser af deres adgang til kryptering (i form af DRM) og ikke-indgreb, samtidig med at privates adgang til kryptering (i form af meddelelseshemmelighed) begrænses mere og mere. Det burde naturligvis være omvendt. Meddelelseshemmelighed har og bør have en højere status i lovgivningen end copyright.
Når det hele bliver for meget, mand!

Find den største skærm du har. Hop til http://randomgradient.com/, gå fuld-skærm. Tænk lidt over tingene. You're welcome.