I de sidste par år har mange talt om at 'alle skal lære at programmere'. Det er en forfærdelig idé. Men vi mangler i den grad nogen kvalificerede tips til ikke-teknikere til hvordan man bedst omgås teknologi, og dem der laver den. Hvordan beder man et udviklingsteam om det rigtige? Hvad er gode måder at skrue systemer sammen på - og hvad er dårlige måder. Hvad driver egentlig softwareprocesser? Denne blogpost er den første i en række jeg vil forsøge at skrive det handler om det.
Man gjorde en idé fortræd
For efterhånden en del år siden talte jeg med Christian Dalager om det nu forsvundne projekt Arena365 - et socialt netværk for motion - eller som Computerworld skrev dengang - Facebook for idræt. Jeg tror det var på det tidspunkt i sitets liv hvor det sådan set var der og fungerede til sin primære use case, men som Dalager sagde dengang (efter hukommelsen) så er der nogen grundforventninger, der følger med, når man laver sociale netværk.
Man skal kunne kommentere - og der skal være activity feeds, og så videre og så videre. Det var én ting at lave en idræts-portal - det var en anden, og helt sin egen sag at gøre den til idrættens Facebook. Det tager tid at møde alle de forventninger som metaforen "idrættens Facebook" skaber. Det er sådan ting bliver indviklede.
Jeg kom i tanke om historien med Arena365, mens jeg læste de mange tweets om Forældreintras afløser Aula. Dengang alle dem, der skriver på Twitter gik i skole var der ingen kommunikation mellem skolen og forældre, andet end til forældremøderne - eller også var der en lille beskeden meddelelsesbog. Hvorfor pokker skal vi nu have en skide-besværlig portal - jeg vil bare have en digital meddelelsesbog. Sådan spiller klaveret bare ikke når man digitaliserer.
Først er der selve behovet: Nu digitaliserer vi meddelelsesbogen. Det lyder som en elementært god idé. Så kan både far og mor tilgå den allevegne - men det er jo ikke bare sådan, for nu sker der en masse ting Før den kommer til at findes, skal den jo finde sin form - der skal vælges en metafor. Metaforen kaster en masse forventninger af sig, som man så også må tage sig af Den fungerer jo ikke før der er både lærere, elever og forældre i den, så vi skal integrere den med allehånde andre IT-systemer Og hvis nu lærer og forældre kan skrive til hinanden, hvorfor så ikke forældre til forældre - hvorfor ikke gøre broadcast nemt for lærere - eller forældre, hvorfor ikke dit og hvorfor ikke dat - creeping featurism, som vi kalder det. Valget af metafor er ikke nemt, selv om det kan se sådan ud. Tag nu bare Arena365. Hvad nu hvis det ikke var idrættens Facebook? Hvad hvis det var idrættens Twitter - eller Google - eller Youtube - eller Twitch. Der er talrige andre muligheder end Facebook for valg af ramme - og de har alle forskellige forventninger. Jeg forestiller mig at idrættens Twitter havde været en del nemmere at bygge. Men måske var der så mindre community i det? Det er ikke enkelt at vælge rigtigt fra arkivet af metaforer vi alle kender - og vi har alle set virkelig mange håbløse systemer, hvor der er valgt forkert.
Så er der den svære forudsætning for digitalisering: Data.
Meddelelsesbogen stiller ikke så mange krav - udover at den skal transporteres frem og tilbage. Sådan kan man ikke bygge et system til hele skolen - eller det kunne man jo godt; det ville gå ud på at læreren simpelthen bad børnene om en emailadresse på deres forældre - men email er jo ikke fortroligt - og hvad med NemID? Og GDPR? Fidusen ved meddelelsesbogen - den gamle af papir, er at den ikke stiller alle de spørgsmål før man går i gang med at bruge den. Man kunne jo have valgt, at det var lærerens problem at få det til at virke digitalt også - altså en løsning, der ca. er en liste af emailadresser - men det ender virkelig sjældent med at være det, der er løsningen - undtagen når brugerne bare selv gør et eller andet, der løser deres problem. Det giver så til gengæld en uensartethed, der helt slukker for alle de andre muligheder digitalisering tilbyder - så det er bare aldrig det, der er valget.
Systemers tyngedkraft
Den digitale platform selv - og den metafor man har hældt sit behov ned i - er begyndelsen på en kamp, der aldrig slutter, om hvad det naturlige minimale sæt af egenskaber for systemet egentlig er. Og når så det er på plads starter kampen om alle de andre ønsker. Creeping Featurism.
Sådan helt basalt, så er den vare internet-forbundne systemer tilbyder os koordinering. når vi deler informationer, får vi en gruppe af modtagere, til at have den samme viden; og - med lidt held - det samme handlingsmønster. Det sker jo kun, hvis man ikke har torpederet koordineringen fra bunden af, ved ikke faktisk at lave et fælles system for meddelelser - men kun facilitetere græsrods-aktivitet med digitale meddelelser.
Selvfølgelig spørger systemkøberen sig selv, når systemet skulle i luften - hvad kan vi mon ellers koordinere her? Og med hvem? Og der skred budgettet så. Eller oplevelsen - hvis budgettet skal holdes. Teknochauvenisme Jeg har netop læst Meredith Broussards Artificial Unintelligence - som til trods for titlen, ikke handler særlig meget om kunstig intelligens, men om den bredere idé solutionism - eller som Broussard foretrækker at kalde det, teknochauvenisme - forestillingen at løsninger på problemer uvægerligt kræver teknologi. Altså den form for tænkning, der siger at undervisning partout bliver bedre hvis alle skoleelever får en gratis iPad. Forestillingen, at teknologi, ved sin blotte tilstedeværelse, forbedrer verden. Det er den slags tænkning der får folk til at lave 1-dages workshops om hvordan man kan bruge blockchain til at forbedre undervisningen i flygtningelejre I de seneste år har der været et tiltagende hylekor, som karakteriserer al teknologi, som en slags afart af teknochauvenisme - men lige så fristende det er, når IT-projekter løber amok, lige så meget skurrer det i ørerne, når man har arbejde i årevis med faktisk at realisere teknologi-projekter, der har ændret arbejdsvilkårene markant, for de der bruger dem. De sidste 50 års computer-bølge er trods alt ikke én gigantisk cargo-cult af skøre ritualer, der ingen forskel gør. Teknochauvenisme findes - og der sker mærkelige ting, når vi digitaliserer, som forringer vilkårene for masser af mennesker - det skal jeg nok skrive meget mere om senere - men selv om vores teknologibegejstring måske også er irrationel, så er den ikke så irrationel. Det bliver givetvis købt mængder af teknologi, der aldrig skulle have været købt, men der bliver brugt meget mindre teknologi, der aldrig skulle have været købt. Der er ikke nogen gode grunde til at forestille sig, at teknologien bliver brugt, hvis ikke den opfylder et eller andet rationale. Det er ikke givet at brugeren, er den aktør; der har rationalet - men anvendelsen er som oftest fornuftig for nogen.
Problemet med såkaldt 'dårlige' IT-systemer - dem vi bruger, ikke fiaskoerne - er som regel mere at køen af interessenter bliver for lang - og at interessenternes mål kommer på tværs af hinanden. Den traditionelle løsning på problemet er, at skære ned på antallet af interessenter - det gør man ved at bygge simple systemer med mindre ansvar - men så længe interesserne stadig findes derude, har man et stykke af vejen bare flyttet problemet - nu er der et antal systemer, med forskellige rationaler, der skal bringes til at tale sammen. Det er ikke noget der på magisk vis ender mere lykkeligt end det gamle komplicerede system med alle stakeholderne.
Efter læsningen af Broussards bog sidder man i et vist omfang tilbage med spørgsmålet "men hvad så?" Broussard beskriver en virkelighed, hvor digitalisering ikke kommer i mål - fordi virkeligheden er indviklet. Når man så ikke digitaliserer den, holder den jo ikke op med at være indviklet. Det er fint at vide, før man kaster sin kærlighed på det næste bud på en digital løsning; men i sidste ende bliver det også en lidt tynd kritik af digitalisering som fænomen. Der mangler en anvisning af hvad vi så stiller op. Et bud på den teknologi vi burde lave - og hvordan den burde forbinde sig med den komplekse virkelighed.