På Regensen holder man fester, og til de største af dem, er det kutyme at man inviterer en hemmelig gæst til at underholde ved midnat. Regensen er jo et historisk sted - og hele konceptet med at komme ind og være en overraskelse til studenterne på det fine kollegium overfor Rundetårn, var tilpas finurligt til at vi tit havde held til at få fine og kendte kunstnere til at stille op. Midt i 90erne havde jeg selv den store ære at stå for arrangementet, som klokker på Regensen - og jeg havde af omveje hørt af Povl Dissing måske godt ville optræde, hvis ellers kalenderen passede.
Her bliver jeg nødt til at at dele lidt teknologihistorie: Midt i 90erne - det var dengang postvæsnet virkede, mobiltelefoner var sjældne, og email en eksotisk fornøjelse for os, der gik på universitetet. Så jeg skrev simpelthenet gammeldags papirbrev til Dissing og forklarede hvad det gik ud på, og spurgte om han ville være med. Jeg havde ikke selv telefon - på Regensen på det tidspunkt var telefon noget med at ringe til fællestelefonen på køkkenet, og gå over i en særlig telefonboks hvis man skulle ringe ud.
Et stykke tid efter blev jeg kaldt til telefonen af en medkollegianer - en kvinde havde spurgt efter mig. Jeg tog røret, og hørte så kvinden sige "Jeg har Povl Dissing til dig". Det var ikke fordi Dissing lever som USAs præsident; han havde bare forstået mit brev. Hele ideen var jo at han skulle være en overraskelse - og den ville jo blive spoleret, hvis han lå og ringede til mig; så han havde fået en anden til at ringe op, så vi kunne holde på hemmeligheden.
Datoen passede, og Dissing syntes det lød sjovt så det ville han godt - med sine to sønner som backing-band. Til min store fortrydelse fortalte han dog at en af mine egne favoritplader Jeg er en tosset spillemand simpelthen var for fjollet - de sange optrædte han ikke med mere, undtagen måske "25 minutter endnu".
Vi snakkede lidt om honoraret - og ... det var beskedent, vi var jo studerende på SU allesammen, men det gik an.
"Hvor længe har du tænkt vi skal spille?" spurgte Dissing så med sin karakteristiske stemme. Vi havde lige snakket om det beskedne honorar, så jeg sagde at vi var glade bare for at han kom - et par numre eller tre ville være fantastisk.
"Nå....", Dissing lød lidt forbeholden, og jeg tænkte åh nej - nu går det i vasken, men han fortsatte "Altså.. jeg håber det er med løs bagkant, for vi er jo også interesserede i at det skal være fedt".
Og sådan blev det, lidt før midnat smuglede vi Povl ind - og så spillede Dissing og hans sønner en timelang koncert for en sal, der kogte fuldstændig over.
(billede via Ellen Mygind Kristensen på Facebook)