Diskuterede webdesigns fremtid med bekendte; og der var lidt uenighed om løbet er kørt nu AI er her - eller om identitet og brand lige præcis bliver helt afgørende.
Jeg er i den sidste lejr - det er rigtigt at oceaner af software vil blive afviklet af agenter og robotter; og der er mange ting, der er vigtigere end stil og identitet, når robotterne skal anvende din software, men det er jo ikke sådan at menneskeheden bliver udslettet af at der også er robotter. Alle menneskene foran computerne skal stadig kigge på noget og de vil nok lige så gerne have design i morgen som de ville i går.
Anyway - spørgsmålet er så hvordan det design bliver til. Vi sad og grinede lidt af at alle designere, også dem der ikke kunne lave enkelhed om så deres liv afhang af det, elsker Dieter Rams og hele den æra - hvis ikke direkte, så gennem dens afsmitning på Apple's design i Jony Ive æraen.
Og så fik jeg lyst til at teste om AI er der - hvad sker der hvis jeg beder Claude lave min blog om til radioen ovenfor - RT20 designet af Dieter Rams i 1961.
Resultatet sidder du og kigger på lige nu. Jeg er ovenud imponeret. Læg mærke til hvordan frekvensdisplayet fra RT20 nu er blevet den kronologiske slider i toppen - prøv den engang - den vandrer dig rundt i mit arkiv. Kommentarer virker som før - yes jeg har indført kommentarer på bloggen for ganske nylig for at se om det kunne lade sig gøre at vække konceptet websites og blogs til live igen.
Min menu og de to forskelligt sprogede spor jeg kører her er blevet meget mere tydelige. Fremragende indsats fra Claude.
Nu glæder jeg mig allerede til at bede Claude lave bloggen om til Raymond Loewys hurtige lokomotiv om nogle måneder.
