Noter fra Classys Køkken

Hvis din blog var en radio

2026-09-20T00:00:00+02:00

Diskuterede webdesigns fremtid med bekendte; og der var lidt uenighed om løbet er kørt nu AI er her - eller om identitet og brand lige præcis bliver helt afgørende.

Jeg er i den sidste lejr - det er rigtigt at oceaner af software vil blive afviklet af agenter og robotter; og der er mange ting, der er vigtigere end stil og identitet, når robotterne skal anvende din software, men det er jo ikke sådan at menneskeheden bliver udslettet af at der også er robotter. Alle menneskene foran computerne skal stadig kigge på noget og de vil nok lige så gerne have design i morgen som de ville i går.

Anyway - spørgsmålet er så hvordan det design bliver til. Vi sad og grinede lidt af at alle designere, også dem der ikke kunne lave enkelhed om så deres liv afhang af det, elsker Dieter Rams og hele den æra - hvis ikke direkte, så gennem dens afsmitning på Apple's design i Jony Ive æraen.

Og så fik jeg lyst til at teste om AI er der - hvad sker der hvis jeg beder Claude lave min blog om til radioen ovenfor - RT20 designet af Dieter Rams i 1961.

Resultatet sidder du og kigger på lige nu. Jeg er ovenud imponeret. Læg mærke til hvordan frekvensdisplayet fra RT20 nu er blevet den kronologiske slider i toppen - prøv den engang - den vandrer dig rundt i mit arkiv. Kommentarer virker som før - yes jeg har indført kommentarer på bloggen for ganske nylig for at se om det kunne lade sig gøre at vække konceptet websites og blogs til live igen.

Min menu og de to forskelligt sprogede spor jeg kører her er blevet meget mere tydelige. Fremragende indsats fra Claude.

Nu glæder jeg mig allerede til at bede Claude lave bloggen om til Raymond Loewys hurtige lokomotiv om nogle måneder.

25 år som blogger

2026-08-04T00:00:00+02:00

Foranlediget af en dialog på Blue Sky om old skool bloggere fandt jeg min allerførste blog - lavet med Blogger for mere end 25 år siden på hjem.get2net.dk - Blogger var ur-blog-platformen, den første af mange SoMe platforme Evan Williams er blevet rig på for bagefter at sælge ud og enten forgifte eller lægge i graven. Teknikken i Blogger var at man redigerede sit indhold på platformen men publicerede og hostede selv - Blogger distribuerede med den hotte teknologi FTP. Det føltes vildt at man overhovedet kunne.

Denne blog var den næste næste. Leveret fra - hold nu fast - en server jeg havde stående i et skab i køkkenet serveret over en ISDN-linje. Dengang fik man fast IP med sin ISDN-linje.

Anyway - det betyder 25 års jubilæum som blogger til mig. Tillykke, mig.

Spoilers incoming: Nolans Odysse er imponerende. Og imponerende ringe.

2026-08-03T00:00:00+02:00

Christopher Nolans odysse er en humorforladt, affortryllet, fascistoid voldsfantasi forklædt som antikrigsfilm. En teknisk bedrift - men til syvende og sidst en elendig film, med med en ubegribeligt cheesy afslutning skamferet af horrible replikker.

Det var jo ikke fordi jeg som sådan var overrasket over at krigen i Troja skulle fylde så meget i filmen som den gør og egentlig heller ikke over den sorte visuelle tone; men holy shit en fjollet bastard af en film.

En skør blanding af Platoon i oldtiden - hvor selve odysseen - rejsen hjem - mest minder om Deliverance iblandet lidt body horror. Det fantastiske er blæst væk. Det er bare sultne, forkomne mænd, udsat for en kæderække af bestialske hændelser. Hvorfor skal gudesønnen Polyfemos være en mærkelig edderkoppeagtig kravlende freak? Der er shades af Will Smith-spiser-spaghetti i griseforvandlingen hos Kirke - var det lidt humor alligevel? Men igen læner det sig mere ind i body horror når det kommer til stykket. Og laistrygonerne, kæmperne der tæsker Odysseus' hær, minder betænkeligt meget om Battlestar Galacticas cylons. Det er næsten til et copyright-søgsmål.

Det er vel lige knapt Nolans problem at filmhistorien melder sig hos mig, mens jeg kigger på - men det er hans problem hvor nemt det sker; der er ikke mere og andet i filmen - det er temmelig klichéfyldt når alt kommer til alt.

Det er parodisk og meget sigende for Elons Musks ideologiske deroute - at Musk er gået i rette med filmen; for den er i virkeligheden temmelig tæt på hans egen perfekte højre-radikale billedfantasi. Sorte uniformer. Og Nolan er grebet af MAGA-testosteron æstetikken - skæg og body-building; hans folk ligner mere Seal Team 6 end græske sømænd. De to farvede skuespillerinder er som de er simpelthen for at være maksimalt anderledes fra filmens renskurede hvide look; det er ikke særlig subtilt; de er trofæer fra en anden verden.

Og hvad blev der af det erotiske? Sirenerne er kun abstrakt til stede. Odysseus bedårer både Nausikaa, Kirke og Kalypso i den oprindelige tekst - i filmen sidder han bare og flæber hos Kalypso.

Det hele munder ud i den måske dårligste påklistrede slutning på nogen film - hvor Nolan importerer slutningen af Ringenes Herre med Odysseus, der forlader denne verden i en rejse mod vest - mens han og Penelope udtaler nogle af filmhistoriens mest tåkrummende replikker.

Man sidder paf tilbage. Alt den larm for så lidt? Verdens mindst subtile pointe om at de gode måske - omg - i virkeligheden er de onde? Det er jo absolut intet i vejen med at skrive verdenslitteraturen om for sin egen skyld - Kurosawas har lavet genial japansk Shakespeare (gad vide hvad Musk vil sige når han opdager det?) - men jeg sidder tilbage med samme oplevelse jeg har haft efter næsten alle Nolans film - måske den største distanceblænder i film i dag.

Mørk Batman. Mørk Odysseus. Jeg glæder mig usigeligt til han laver Tom og Jerry - det bliver Itchy og Scratchy fra Simpsons, lavet så kulsort så ikke engang Bart Simpson kan grine af det.

Cecilie Liv Hansen - en liberal Jeanne d'Arc

2026-03-31T00:00:00+02:00

En stor tak til Søren Rindal for korrekt at udpege at Cecilie Liv Hansen på ingen måde er en flaky overløber - næh, hun er så liberal så eksklusionen mere ligner at organisationen ikke kan leve med hvor liberal hun er. Så bliver man brændt på bålet, som en anden Jeanne d'Arc. Lad os gå sagerne igennem

Mor til tre

Cecilie er bare 24 - men allerede mor til tre! En stolt forsvarer for familien som samfundet væsentligste enhed. Det kan ikke gøres flottere. Internettets sladdermedier undrer sig over tidslinjen ... og antallet af fædre... men vi bedriver ikke sladder på classy.dk

Ikke bange for at tage fat

Cecilie har ikke bare taget ét job - hun har taget tre! LA plejer da i den grad at hylde de, der for alvor går til makronerne og arbejder solen sort i rå ambition. En mor, der ikke bare sætter sig derhjemme og hæver understøttelse, men istedet går i krig med hele tre jobs - det er jo en af samfundets sande helte vi taler om her.

Tophamrende produktiv

Det bedste og fineste man kan være i LA er at være produktiv. Det betyder "en der scorer kassen". Hvis man tjener mange penge, så har man jo skabt meget værdi, ellers blev man ikke honoreret for indsatsen, og det er simpelthen det vigtigste man overhovedet kan gøre her i samfundet, ihvertfald ifølge en af partiets finansielle bagmænd Lars Seier Christensen. Nogle rynker på næsen af Seiers Saxo Bank, hvis primære indtægtskilde i de gyldne vækstår var at tømme kontoen hos bankens kunder, der selv prøver at score kassen ved valutaspekulation, men taber de fleste af deres penge i forsøget (og flest af dem til banken) - men produktive, altså højindtjenende, det var de.

En anden af partiets kandidater, Christopher Arzrouni skrev engang specifikt om det at lænse de offentlige kasser, at hvis man er modstander af skat i det hele taget er det nærmest en hellig pligt at gribe hver en krone man kan få fat på fra det offentlige. Cecilie gør det - 1.7 millioner hiver hun hjem på sine tre jobs.

Handler ikke med stoffer

Kollektiv skyld? Det lyder ærlig talt ikke særlig liberalt at Cecilie skal bøde for andres forbrydelser. Det kan aldrig blive liberal politik at straffe den ene for den andens forsyndelser.

Smil. Bliv stående. Lign en vinder

Og så kommer vi til den påståede anledning: Løgnen. For det første er der vel mere tale om en fortielse end en løgn, når nu Cecilie bare har undladt at dele sin bofælles hashhandel med ledelsen. For det andet, så har Alex Vanopslagh jo selv løjet så drikkevandet driver i valgkampen; på TV udnævnt drikkevand til en politisk topprioritet - simpelthen vigtigere end at få skatten ned og vigtigere end rigets sikkerhed, mens han privat udnævnte spørgsmålet til det rene pjat.

Sammenlignet med en grundløgn om hele partiets politiske projekt virker det lidt søgt at bebrejde Cecilie at hun ikke har taget ansvaret for noget, der ikke er hendes ansvar.

For god til at være sand

En uplettet, top-produktiv - både økonomisk og biologisk - ung kvinde med partiets 6. højeste personlige stemmetal, der tager ansvar lige præcis for det eneste man som liberal skylder verden at tage ansvar for - nemlig sig selv. Mere liberal end chefen. Det må man ikke være, så ryger man ud.

Sne

2026-02-06T00:00:00+01:00

Ingen forskel på vejbaner og fortove i Nordsjælland i dag. Ingen trapper.

Tveskov blogger også!

2026-02-04T00:00:00+01:00

Jeg er godt igang med at genåbne classy.dk - der er kommet et certifikat på så det faktisk fungerer også i mobilbrowsere. Og så har jeg gjort hvad jeg kan for at få det gamle arkiv til at leve igen - søgemaskinerne har fået et sitemap og de menneskelige læsere har fået en søgemaskine.

Det næste er at finde ud af hvem der egentlig læser på det her tidspunkt. Er feedreaders stadig en ting? Hvilken en bruger du? Hvem taler du om dine feeds med? Ikke rigtig nogen? Kender det hele - og er stadig vred på Google over det med Google Reader...

En kæmpe overraskelse for mig er det at Bjarne Tveskov også er i luften igen. Jamen herligt - så er vi jo allerede to! Hvad med jer andre? Findes i. Fortæl mig det ovre på Bluesky.

Søgemaskinen havde jeg store forventninger til - bl.a. den "On This Day" feature jeg byggede - men holy cow... det var ikke lige det glade gensyn jeg håbede på. Virkelig mange skud fra hoften og noget færre stærke sager - sådan er det jo nok med den slags. Bygger videre. På et tidspunkt må jeg lave en overblik over bloggens greatest hits og se om den er pinagtig eller noget værd. Jeg har 10-20 års tracking på lager til opgaven.

Har også en lumsk plan om at bygge en comment-dimmer der er tilpasset nyheden. Og en feed reader som er det samme - men det må du følge med her for at læse mere om.

Det danske AI-slopivers

2026-02-02T00:00:00+01:00

Internettet er inde i en dødskamp - eller det er det ikke, men søgemaskinerne er døende og nye planer for hvordan man finder rundt på det brugbare internet er nødvendige.

Slop

Dræberen er AI-slop - og selv om det er nærliggende at tro at det er et større problem på engelsk fordi hvem vil dog ødelægge den hjemlige andedam - så kan du godt tænke om - slopiverset er lige så dansk som storken, frikadellen og rødgrød med fløde.

Hvis man vil have et godt blik på det skal man bare lave nogen superlamme websøgninger - som f.eks. den her: "Hvor høj er Lars Løkke".

Gør man det åbner der sig en decideret afgrund af AI-slop. Hvis man ikke vidste hvordan internettet bliver lavet ville man undre sig over de medier, der har brugt energi på emnet - så forskellige kilder som sitet med det tilforladelige navn "Dagens Nyt", via sitet villafornyelse.dk og til - meget overraskende for mig - kode-resourcen phpfusion-tips.dk.

Her er et illustrativt eksempel på hvor dumt det hele er på minff.dk har slop-robotten fået konceptet højde galt i halsen og tror det er Løkkes navn - men så alligevel ikke for så kommer man til dette dejlige afsnit

## Hvem er Lars Løkke?
Lars Løkke Rasmussen, kendt som Lars Løkke, blev født den 15. maj 1964 i Vejle, Danmark. Han er medlem af partiet Venstre og har været en fremtrædende figur i dansk politik siden 1994. Lars Løkke har haft flere ministerposter og blev valgt som Danmarks statsminister i 2009.

## Hvad er betydningen af “højde” i denne sammenhæng?
I denne sammenhæng refererer “højde” til Lars Løkkes fysiske højde. Det er et emne, der ofte bliver diskuteret i forbindelse med hans offentlige image og fremtræden. Lars Løkke er kendt for at være en høj person, og hans fysiske højde har været genstand for både seriøse og humoristiske kommentarer i medierne.

Her går der godt. Interessant nok falder Google ikke for noget af det her - det hele er trykket ned; men hos Duck Duck Go bliver man sloppet i smadder. 6 af 10 links på resultatside 1 er slop.

Jeg opfatter Google's delvise sejr som midlertidig - jeg kan slet ikke se for mig hvordan de skal lykkes med at holde skæg og snot for sig i fremtiden...og så er det slut med at have en forside på internettet.

Den optimale Star Wars rejse

2025-08-31T00:00:00+02:00

Efter endelig at have set 2. sæson af Andor er det gået op for mig hvad den pt bedste samlede Star Wars oplevelse er: Drop præ- og post- trilogierne - de er helt igennem sketchy og ude af balance - indsæt i stedet Andor + Rogue 1 som præ-trilogi; meget stærkere materiale, meget mere bevidst om det onde imperiums rødder - eneste mangel er et stort set komplet fravær af The Force.

Som post-trilogi indsætter man i stedet The Mandalorian - yes - 3. sæson var helt igennem unødvendig - men de første to sæsoner smadrer episode 7-9 langt ud i marginalia.

Med denne nye viewing order er man løftet helt fri af Jar Jar Binks og også af den visuelle deroute episode 1-3 og 7-9 var. Det er få film, som 1-3 og 7-9 der for alvor minder en om hvor svært det kan være at fortælle en god historie med god pacing.

De talrige andre serier er der utrolig lidt brug for. Ikke at flere af dem ikke var meget sjove - men de var alle temmelig unødvendige som historier.

Afviklingen af de højere uddannelser er selvskade på Brexit-niveau

2025-07-17T00:00:00+02:00

Danmark er i meget høj grad et service-land og i meget ringe grad et produktionsland. En af grundene til det, er at produktion er dyrt. For 10-12 år siden husker jeg en analyse fra det hedengangne Accel Future, der dokumenterede at en moderne industriarbejdsplads koster omkring 4 mio i kapitalinvesteringer til maskiner osv. Industriarbejderen arbejder ikke alene - han samarbejder med maskiner og robotter.

Så er services jo meget enklere - både de fysiske (rengøring, transport) og de intelletuelle - kontorarbejdspladser er praktisk taget gratis at sætte op. Eller dvs - sådan har det været indtil nu. Der er en ny spiller på markedet når det kommer til intellektuelt arbejde - nemlig alle de AI-systemer vi samarbejder med. Det er ikke en usandsynlig fremtid at udgifterne til AI-støtte stiger til tusindvis af kroner per kontormedarbejder. Lyder det af meget? En af de sektorer der er længst fremme i anvendelsen af AI er softwareudvikling - og priserne for god hjælp er ikke på vej ned som vi ellers har været vant til i tech i årevis, men OP - i registeret 1000kr-2000kr per måned per medarbejder. Og det er altsammen midler der ryger ud af landet - endda af EU - for vi forsker ikke rigtig - på et substantielt niveau - i AI i Danmark, selv om nogen af os skam gør en ihærdig indsats.

Det diskuterede vi forleden på LinkedIn og det fik Stephen Alstrup til at nævne den nylige nedskæring i IT-uddannelserne... og det ramte så en af mine nerver. Afviklingen af de længste universitetsuddannelser, for at finde penge til nogle andre - formodet mere praktiske - uddannelser er unødvendig selvskade, der vil gøre os alle fattigere i fremtiden. Vi vil få endnu sværere ved at betale al den arbejdskraft vi er nødt til at importere for at holde hjulene i gang.

Det er jo ikke som udgangspunkt noget galt med den tanke, at vi kommer til at mangle håndværkere i fremtiden, så vi må gøre noget for at gøre de praktiske fag mere attraktive - men sagen er bare den at alle fag vi overhovedet har løber ind i manglende arbejdskraft i fremtiden. Hver eneste uddannelse uddanner for få. Vi skal bruge dem allesammen. De kommende generationer er for små til at dække alle vores behov for arbejde; og der findes ikke ét fag, der ikke kommer til at slås ihærdigt for at få medarbejdere i fremtiden.

Unødvendig selvskade

Det virker som en helt håbløs idé at prioritere en flugt at studerende væk fra universiteterne og f.eks. de bedste IT-uddannelser for istedet at favorisere mellemlange uddannelser. Nu skal vi så til at importere al vores forskning, istedet for at importere vores håndværkere - der skal mirakler til for at den import bliver til danske virksomheder, med forskningsbaseret produktion - og ikke bare som stadig dyrere produkter vi ikke kan undvære.

Vi bliver ganske enkelt fattigere af den prioritering. Det kan godt være at det bliver nemmere at få fat i en elektriker; men vi får mindre og mindre råd til at bruge ham eller hende.

Alting var ikke bedre i gamle dage

Vi er fanget i en kæde af romantiserede men malplacerede og åbenbart uomgængelige politiske beslutninger. Det er en gammel og dårligt bevaret hemmelighed at immigrationen til Danmark skal voldsomt i vejret i de næste 20-30 år hvis vi vil fastholde vores velstand.

Det er også en dårligt skjult hemmelighed at landbruget er den primære skadevolder i ødelæggelsen af de omgivelser vi lever i.

Det er forresten også en dårlig skjult hemmelighed, at de europæiske højreradikale, der pretenderer at arbejde for uafhængighed, i stigende grad er afhængige af Rusland.

Og nu skal vi så oven i det trækkes med slet skjult arbejderromantik, der gør os allesammen fattigere, ved at afvikle akademikerstanden til fordel for en masse praktiske fag. Og det sker i et land, som i stigende grad er afhængig af forskning for overhovedet at kunne præstere vækst.

Vi bliver nødt til at bryde ud af de her fejlbilleder af hvor fremtiden skal komme fra og få en politik ud af det; der faktisk støtter den fremtid, mens den bevarer det land vi er så glade for.

Tænkende maskiner

2025-06-19T00:00:00+02:00

Jeg har skrevet en udvidet og fordansket version af denne post fra min engelske afdeling til Copenhagen Review of Communication.

Ideen med at bede chatbots lade som om de er BASIC fortolkere er så god at jeg skal videre med den.

Vi snakkede for lidt om penge hos Mygdal

2025-06-12T00:00:00+02:00

For nogle måneder siden var jeg til et fornøjeligt arrangement på Klub - Thomas Mygdal holdt internetjubilæum. Stemningen var god - mange gamle internethovedet samlet - men også dårlig, for internettet har det rigtig skidt.

Penge er en mægtig kraft

Der var mange fine tanker og påmindelser om det net vi havde engang - men der manglede et enkelt emne på programmet: Penge.

Eller det vi sige - vi snakkede faktisk en smule om penge, nemlig om de penge, der ikke var i at rode med internet for 30 år siden. Det var jo ikke bare os i lokalet, der ikke havde fundet ud af det med internet-pengene. Det var der ingen der havde. Google lancerede uden en forretningsplan og var flere år om at finde på en, der funkede.

Sådan er det mildest talt ikke længere. Pengene har fundet internettet. Trafikken er blevet monetiseret. Vi er blevet forbrugere i stedet for bare brugere. Og det er ikke bare platformene, der har fundet ud af det - det er også allemulige andre - den digitale økonomi er enorm fra platforme til webshops til influencers. Vores digitale adfærd kan fuldt og helt gøres op i penge. Pengene måler præcis hvor vi har været på nettet.

Vi kan ikke undslippe pengene

Det underliggende spørgsmål hos Mygdal den aften var hvordan vi kan slippe ud af det internet vi har nu - som er væltet helt i en uhørt monopolisering vildere end noget massemedie nogensinde er lykkedes med. Og buddene var mange; tilbage til græsrødderne - samtalens betydning. Sådan lidt en "lad os sælge huset og flytte ud i en tipi i skoven"-vibe. Og det kan man jo gøre. Men.... vi kan ikke rigtig undslippe pengene alligevel ved at flytte ud i den tipi. Hvis det kun er os der flytter ud i den tipi, så har vi jo ikke rigtig ændret noget andet end vores egne næromgivelser.

Pengene har fundet ud af hvordan internettet fungerer og hvordan man skal omsætte aktiviteten 'internet' til penge - det kan vi ikke rulle baglæns. Det betyder omvendt at hvis ikke de handlinger vi tager gør økonomisk ondt på Facebook; jamen, så har vi ikke rigtig haft nogen effekt i det hele taget. Så er internettet stadigvæk primært det internet Facebook har bygget - og det betyder igen at vi ikke kan bilde os ind at det bare er en fri handling man kan tage at ændre nettet... for Facebook og alle de andre vil have en stærk interesse i at vi mislykkes... og vil bekæmpe flugten ud i tipien.

Kamppladsen

Nu er jeg selv begyndt at skrive på min blog igen ... og lige om lidt ruller jeg videre i det spor... tilbage til The World of Ends som David Weinberger og Doc Searls kaldte det åbne internet for et par og tyve år såden. Det er på tide at vende tilbage til at besøge websites og læse hvad de skriver der; flere skal have lov til at betyde noget. Men en privat praksis er ikke nok; der skal en ambition til om at flytte substantielt mere end bare mig selv og mine nærmeste... de 100 der kan sidde på Klub til middag med Mygdal. Vi kan snakke alt vi har lyst til om græsrødder - men hvis Facebook vil slås - så må vi besinde os på at vi skal slås med Facebook - bygge noget der kan slå Facebook ud. Det bliver et slagsmål.

Credits

(billede: Alexander Mils på Unsplash)

De uvurderede vurderinger

2023-09-14T00:00:00+02:00

Når man glemmer at vurdere vurderingerne

Som en, der lever af at vurdere maskinelle beregninger, AI og maskinglærings-systemer og af at hjælpe udviklere af administrative systemer med ikke at skyde sig selv i foden, når de anvender AI, er der meget jeg undrer mig over ved lanceringen af de midlertidige nye ejendomsvurderinger.

Vurderingsstyrelsen har haft adgang til noget vi andre kun går og drømmer om: Et stort set komplet datasæt med en sand vurdering af de ejendomme, de nu matematisk - såvidt jeg ved med en maskinlæringsmodel - har forsøgt at vurdere med svigtende held i mange tilfælde. Ganske vist var den sande vurdering efterhånden blevet 10-15 år gammel, og den var sikkert også problematisk allerede da den blev lavet - og årsag til mange klager, som vi bare helt har glemt nu vi har nye ting at klage over. Men et komplet datasæt at sammenligne sine resultater med er guld. Det er sådan noget vi andre går og drømmer om.

Politiken var forleden ude med en ondskabsfuld overskrift hvor en underdirektør i Vurderingsstyrelsen citeres: "Vi kiggede ikke på vurderingerne, før vi sendte dem ud". Det har han givetvis ikke sagt, men i stedet det mere rimelige "Vi har ikke haft mulighed for at lave fuld manuel kontrol af de foreløbige vurderinger". Det er noget ganske andet end hvad overskriften misvisende siger - og hvis jeg var Vurderingsstyrelsen ville jeg hive avisen i Pressenævnet for at fuske med citatet. Det er klart - 1.7 mio vurderinger er dyre at gennemgå manuelt - det er hele årsagen til at der er lavet et automatisk system.

Der hvor man begynder at undre sig er, at det ikke virker til at Vurderingsstyrelsen har gode statistiske svar heller. Har de simpelthen glemt at lave en eksplorativ analyse af svarene? Eller har de bare glemt at fortælle det til os? Når man ovenikøbet har en fuld database med referenceværdier er det en virkelig grel udeladelsessynd.

Hvor mange ejendomme er der mon hvor den samlede værdi er beregnet til at være højere end grundværdien? (DR får det til næsten 5% af vurderingerne)
Hvordan så det tal ud i den eksisterende vurdering?
Hvordan fordeler prisstigningerne sig? Hvor mange er steget 10 gange - hvor mange 3 gange - hvor mange mindre end det?

Der vil være en lang række trivielle virkelighedstests man kan tilføje til den liste.

Hvorfor ikke sætte en lille note på alle de skøre randtilfælde som er statistisk besynderlige hvor man anerkender at det ser underligt ud og nok skal justeres før det bliver taget alvorligt?

Hvis analyserne er lavet men bare ikke kommunikeret, så er det en dum fodfejl - hvis de end ikke har lavet analysen er den helt gal. Så er der ikke engang dannet et statistisk overblik over modellens rimelighed. Det er ikke en opgave som kræver massivt mandskab - det er bare en helt normal del af en model-leverance.

Det kunne være så godt

Lad os nu sige at arbejdet er gjort - og kommunikationen bare er mislykkedes. Hvis jeg, som fagmand, fik et faktaark, som godtgjorde at omkring 90% af vurderingerne er statistisk normale og 10% nok skal ses efter i sømmene - ville jeg synes opgaven var godt løst. Til trods for harmdirrende avisskriverier om at det da ikke kan passe man vil offentliggøre den slags. Det ville være en utrolig vellykket model - som skar det manuelle vurderingsarbejde ned med 80%-90%. Det hører til sjældenhederne at AI er bedre end det. Det gælder også for ChatGPT og selvkørende biler. Der er altid fejl.

Problemet opstår når lanceringen og iøvrigt det website man slår op på - mangler nogle ordentlige garderinger og forbehold; lidt information om kvaliteten og en fornuftig måde at reagere på som borger, når man opdager at huset pludselig er steget i værdi til 29 millioner.

Turing Test på hovedet

2022-10-12T00:00:00+02:00

Det har været en vanvittig sommer og et endnu mere vanvittigt efterår. Med en tragisk krig i Ukraine som baggrund genspiller vi store dele af den kolde krig - bombede gasledninger, forsyningskrise, vild inflation - og truslen om atomvåben hængende over hovedet.

Og oven i denne politiske kollaps tilbage til ringere tider kommer så på teknologifronten et hidtil uset tigerspring fremad henover året.

For to år siden var det en fascinerende nyhed at man kunne bede store sprogmodeller om at fabulere nyt sprog og svar på spørgsmål. Indenfor det seneste år - med en kraftig acceleration henover sommeren - har vi nu mulighed for

At generere billeder fra tekstbeskrivelser - der findes endda 3-4 forskellige platforme for det
At generere 3D modeller fra tekstbeskrivelser
At generere video fra tekstbeskrivelser
At afkode tale til tekst - i fantastisk høj kvalitet

Endnu mere vanvittigt - så er kursen skiftet en smule; for bare få måneder siden virkede det som en trend, der ville give et uhørt monopol lock in - jeg skrev endda en blog post om det - men siden da er ihvertfald billedgenerering blevet overhalet indenom af e open source tilgang - og vi må tro det er et spørgsmål om tid før de andre applikationer også følger efter. Måske kan kapital vinde i selve ML-træningen - flere GPUer vinder. Men som enhver, der bygger ML-baserede produkter ved, er selve ML-siden kun en del af det; anvendelsen skal også være løst godt - og her kan ingen af de spillere, der er på banen nu, konkurrere med den kreativitet som open source tilgængeligheden skaber for tiden.

Det er fuldstændig vildt - den fart der er over feltet nu. Og så er det her ikke engang den AI-historie der har stjålet mest opmærksomhed henover sommeren. Det har istedet den stadig stærkere mistanke om algoritmisk doping i toppen af verdens-skakken. Verdensmesteren Magnus Carlsen tabte fornylig et parti til den amerikanske stormester Hans Moke Niemann - og Niemann spillede på en måde, så Carlsen ikke var i tvivl bagefter. Han havde snydt med hjælp fra computere. Siden er det kommet frem at Niemann har spillet ganske mange partier hvor han spiller 'umenneskelig godt' og - eftersigende - præcis som de bedste skakprogrammer anbefaler man skal. Hans træk er præcis dem maskinen ville vælge. Den statistiske analyse virker ganske slagfast - det er helt unormalt at spille identisk med de bedste skakprogrammer, formodentlig ikke menneskeligt muligt, så snyd virker meget sandsynligt.

Mere principielt fik sagen mig til at tænke på Turing-testen. Du har sikkert hørt om konceptet: Alan Turing opfandt den berømte test for at svare på spørgsmålet: Hvordan kan vi vide om en maskine er intelligent? Turings idé var at lade en interviewer udspørge - gennem et interface så modparten er skjult - et par, bestående af en måske intelligent maskine og et menneske. Hvis intervieweren ikke er i stand til at gætte hvem der er maskinen og hvem der er mennesket, så må vi kalde maskinen intelligent.

Ideer afledt af Turing-testen støder du på hele tiden, hver gang du bruger et website, der beder dig bevise du er et menneske ved at svare på et spørgsmål. Man kalder disse tests CAPTCHAS - Completely Automated Turing tests to tell Computers and Humans Apart. Ideen er hver gang at stille en opgave computere ikke kan løse, for at bekæmpe automatisk robot-misbrug af webtjenester.

I skak står man nu med problemet at skelne mennesker fra maskiner - men i et crazy twist er Turings forudsætninger vendt på hovedet. I Turings tankeeksempel er maskinen den svage - det er den der skal lykkes med at efterligne mennesket. I skak er det hele vendt på hovedet. Nu er det mennesket, der skal forsøge at vise at det selv kan spille ligeså godt som maskinen. Den omvendte Turing test er en realitet.

Med Løs Bagkant

2022-07-28T00:00:00+02:00

På Regensen holder man fester, og til de største af dem, er det kutyme at man inviterer en hemmelig gæst til at underholde ved midnat. Regensen er jo et historisk sted - og hele konceptet med at komme ind og være en overraskelse til studenterne på det fine kollegium overfor Rundetårn, var tilpas finurligt til at vi tit havde held til at få fine og kendte kunstnere til at stille op. Midt i 90erne havde jeg selv den store ære at stå for arrangementet, som klokker på Regensen - og jeg havde af omveje hørt af Povl Dissing måske godt ville optræde, hvis ellers kalenderen passede.

Her bliver jeg nødt til at at dele lidt teknologihistorie: Midt i 90erne - det var dengang postvæsnet virkede, mobiltelefoner var sjældne, og email en eksotisk fornøjelse for os, der gik på universitetet. Så jeg skrev simpelthenet gammeldags papirbrev til Dissing og forklarede hvad det gik ud på, og spurgte om han ville være med. Jeg havde ikke selv telefon - på Regensen på det tidspunkt var telefon noget med at ringe til fællestelefonen på køkkenet, og gå over i en særlig telefonboks hvis man skulle ringe ud.

Et stykke tid efter blev jeg kaldt til telefonen af en medkollegianer - en kvinde havde spurgt efter mig. Jeg tog røret, og hørte så kvinden sige "Jeg har Povl Dissing til dig". Det var ikke fordi Dissing lever som USAs præsident; han havde bare forstået mit brev. Hele ideen var jo at han skulle være en overraskelse - og den ville jo blive spoleret, hvis han lå og ringede til mig; så han havde fået en anden til at ringe op, så vi kunne holde på hemmeligheden.

Datoen passede, og Dissing syntes det lød sjovt så det ville han godt - med sine to sønner som backing-band. Til min store fortrydelse fortalte han dog at en af mine egne favoritplader Jeg er en tosset spillemand simpelthen var for fjollet - de sange optrædte han ikke med mere, undtagen måske "25 minutter endnu".

Vi snakkede lidt om honoraret - og ... det var beskedent, vi var jo studerende på SU allesammen, men det gik an.

"Hvor længe har du tænkt vi skal spille?" spurgte Dissing så med sin karakteristiske stemme. Vi havde lige snakket om det beskedne honorar, så jeg sagde at vi var glade bare for at han kom - et par numre eller tre ville være fantastisk.

"Nå....", Dissing lød lidt forbeholden, og jeg tænkte åh nej - nu går det i vasken, men han fortsatte "Altså.. jeg håber det er med løs bagkant, for vi er jo også interesserede i at det skal være fedt".

Og sådan blev det, lidt før midnat smuglede vi Povl ind - og så spillede Dissing og hans sønner en timelang koncert for en sal, der kogte fuldstændig over.

(billede via Ellen Mygind Kristensen på Facebook)

Tabsweep - læst fornylig

2022-06-29T00:00:00+02:00

Design Fiction

Hvis du arbejder i softwarebranchen har du givetvis været til for mange brainstorms og for mange design sprints allerede - og måske er du som jeg naturligt loren ved den slags halvsløv fremtids-'forskning'. Når det er godt gjort kan det nu være fantastisk - og have fiktionens kraft til at tale om det endnu ukendte.

Design Fiction er der hvor man tager den helt ud i hampen - og blandet design med science fiction. Der er en ny bog på vej om det fra Julian Bleecker og venner; mens man venter på den kan man læse deres gamle noter om emnet.

FE-sagen

Skal man tro aviserne så er der en ganske stor risiko at sagen mod den tidligere FE chef imploderer fuldstændigt. Det virker helt usandsynligt at en rutineret chef med 20 års erfaring har talt voldsomt over sig sågar til sin egen mor(!)

Amerikansk madness

Min første live-høring om crazy republikansk politik var Iran-Gate høringerne - DR sendte CNN i timevis hver dag. Høringerne om kupforsøget i 2020 udkommer på Twitter - måske fordi de amerikanske massemedier simpelthen ikke er pålidelige udgivere af materialet. Det demokratiske sammenbrud i det republikanske parti, vi er vidne til er den værste krise landet har været i siden borgerkrigen. Hverken Watergate eller nogen anden krise fra det 20. århundrede nærmer sig.

Tankemusik - Rothko Chapel

2022-06-24T00:00:00+02:00

Musik med god plads

Har fundet en ny tænke-plade - Morton Feldmans værk Rothko Chapel (Spotify). Værket er skrevet i starten af 70erne til det kuriøse kapel en kunstelsker byggede til at vise en serie store billeder af Mark Rothko.

Kapel er et godt ord - det er lige præcis den form for tankerum, som jeg har brug for at fylde. At sætte sig i et godt kapel og tænke over tingene er anti-tesen til Flow; en slags vågen meditation - godt til at fylde hovedet med en tanke; og vende den og vende den og vende den igen.

Der er et par plader af den slags i min samling: Væsentligst nok Pierre Boulez' Domaines - som jeg har brugt siden 90erne. Men det her med at finde musik der efterlader god plads i hovedet til de tanker, man gerne vil understøtte er sværere end som så. Jeg er aldrig kommet overens med ambient musik til opgaven - Brian Enos enorme produktion bliver f.eks. for anmassende for mig; utroligt nok. Måske er det jeg mangler simpelthen musik der forbinder en klassisk orkesterklangverden bedre med tomheden end Eno gør.

Når tandhjulet skal rulle lidt hurtigere - når man skal i flow, Så er der selvfølgelig den anden teknik - hvor man bader hovedet i lyd og hører Fuck Buttons, Curve, LFO eller bare den gode gamle Pet Shop Boys liste - men det er til når man skal tænke langt ikke når man skal tænke dybt.

Når kolosserne kæmper om fremtiden

2022-06-22T00:00:00+02:00

For 20-30 år siden var joken i NLP - algoritmers arbejde med menneskeligt sprog - at machine learning virker bedre end sproglig viden. "Hver gang jeg fyrer en lingvist bliver resultaterne bedre" lyder et ofte brugt, måske apokryft, citat fra et IBM research team fra perioden.

Spolet frem til idag er intet forandret - kampen er bare flyttet ind i ML verdenen. Lingvisterne har tabt for længst - nu står krigen mellem fraktioner i ML-verdenen. Kampen handler om hvorvidt vi mangler at bygge gode ML-systemer, eller om det væsentlige sker når vi bare bygger dem større.

Stort er godt

Det er 1:1 et ekko af den gamle kamp. Skalaisterne tror ikke vi behøver studere problemet (læs: være lingvister) - vi skal bare lære os selv at bygge større og større modeller.

Skalaen har klart vundet de fleste slag på det seneste. Modellerne vælter ud med opsigtsvækkende resultater. Interessant i sig selv er det at alle de store modeller er forskellige - men opnår resultater. Det fik Dustin Tran fra Google kommenterede det på Twitter, da endnu en ny model kom ud

One thing I find fascinating is that Parti is another data point suggesting that the key to large models is not diffusion, GANs, contrastive training, autoregressivity, or other more complex methods. What matters most is scale. Dustin Tran på Twitter

Den anden front fylder ikke meget i nyhederne. Rent PR-mæssigt domineres feltet af nyheder om crazy fremskrid fra enorme ML-modeller - bygget med en kapital, kun de store har.

I en nylig Twitter-tråd forestillede Russell Kaplan fra Scale AI sig forskellige scenarier for udviklingen. Her nogle udpluk i let redigeret og viderefortolket form

Vi får kreative sprog assistenter i alle digitale værktøjer
Vi får en højkaste af kapitalrige virksomheder og lavkaste af kapitalfattige virksomheder, ude af stand til at deltage i den bekostelige udvikling af store sprogmodeller
Giganterne kommer til at bestemme hvilken access vi har til benzinen i det hele - de kæmpestore sprogmodeller
Der bliver en kamp om at bygge egne AI chips også - Google og Apple er allerede i gan.
Det offentlige vil kigge på og indse at hvis ikke det hele skal være privat skal der et enormt offentligt projekt til (men måske er det løb for længst kørt)
Måske forsvinder søgemaskiner - hvad skal man med dem hvis man har et orakel der kan svare
Der vil komme et våbenkapløb i kommercielle operationer for at påvirke modellernes svar (og et lignende våbenkapløb politisk - De problemer vi allerede ser med radikalisering i søgealgoritmerne bliver bare mangedoblet)

Det er særdeles tankevækkende - ikke alene de samfundsmæssige aspekter af koncentration, men også det ekstra twist på vores algoritmisk medierede virkelighed at den gennem ML-modellerne bliver mindre og mindre overskuelig; det bliver mindre og mindre tydeligt at manipulation er en meget væsentlig faktor i dannelsen af vores infosfære.

Capture

Meredith Whittaker har fornylig opregnet nogle af udfordringerne ved at skala er midlet der virker - og ved at lade giganterne bestemme udviklingen.

Det er ikke enkelt - hverken økonomisk eller kompetencemæssigt - at kopiere hvad de store kan (det er dog lykkedes for dem alle, er omvendt indvendingen - måske er kapital faktisk det eneste rigtige problem)

Det er helt indlysende problemer ved at den offentlige debat om AIs egenskaber, muligheder og problemer i den grad er baseret på adgang til gigantiske AI-modeller. Der er allerede en uskøn blanding af research og kommercielle hensyn i gang.

Og sidst men ikke mindst så må man som udkants-sprog på internettet begræde at udviklingen peger i retning af værktøjer der simpelthen fungerer bedre jo større sprog man har med at gøre; den tekniske samtale foregår i udstrakt grad på engelsk, og derfor er det også engelse de store modeller kan forstå - det er sin sag at kopiere de kompetencer. Whittaker er amerikaner - så hun berører end ikke denne problematik.

Spørgsmålet er om toget allerede er kørt? Efterhånden som teknopyramiden bliver højere og højere bliver det vanskeliger og vanskeligere at forestille sig at bygge en ny ved siden af; for at skabe reel uafhængighed. Den gode nyhed her at den vanskelighed omfatter os alle - kigger man reelt på hvad giganterne udbyder hviler det i et voldsomt omfang på Andre Menneskers Arbejde. Databaserne er andres designs, bare serviceret af Google og Amazon. Selv de voldsomme træningsdatasæt er i stort omfang offentlige datasæt - ikke de hemmelige kundedata som giganterne i stort omfang har.

Tilbage står at kapital stadig er kapital - og har man den ikke er der masser af udvikling, der simpelthen ikke er tilgængelig; det er levevilkår og vanskelighed for de små og synd for de, der lever fjernt fra Silicon Valley.

På pelikaner

2022-05-25T00:00:00+02:00

Rebooting

For to år siden vækkede jeg bloggen igen - det holdt ikke så længe. Jeg havde valgt Publii fordi der var en wysiwyg post-editor i en lokal klient - og det var smart nok - undtagen når det ikke var; og man lige skulle vente på et build før man kunne opdatere og og og. Det duede ikke for mig.

Før jeg gik Publii vejen rodede jeg med Python-toolet Pelican; men på min oldgamle host jeg ikke gider flytte fra er Python-fortolkeren ikke moderne nok. Nu har jeg løst det problem med Github Actions og har et smidet flow hvor jeg bare skal tilføje en markdown fil - evt et billede eller to, og så klarer verden resten af sig selv. Det er sgu nemt så nu prøver vi igen.

Velkomme tilbage alle jer der ikke rigtig har fulgt med her. Siden jeg skrev fast sidst for 5-10 år siden er min gamle blog-nabolag helt forsvundet så det er lidt forfra; men jeg har brug for at skifte tilbage fra flow-social.

Stock og Flow

Siden blogsene døde og de flow-orienterede sociale medier tog over er min læsning tippet helt over fra stock til flow. Man investerer ikke - bygger ikke til den intellektuelle hovedstol, når man bare støder på tingene på Twitter og Facebook - de skal hjem f.eks. til bloggen, og samles ind. Min samling af feeds er gået næsten borg; de ligger jo endnu på The Old Reader - men det nytter ikke noget; det er ikke nyttigt nok at læse dem der. Der er for mange feeds og de bliver jo ikke koncentreret op, sådan som man har brug for at gøre med sine feeds.

På samme måde er Pinboard lige knap det man har brug for - bloggen gør det simpelthen lige en bønne bedre. Dybest set er classy.dk nok det tætteste jeg har til et offentligt Zettelkasten-system - et tankepalads. Så nu kører jeg den op igen.

Du må rigtig gerne læse med - jeg kommer til at genpublicere det bedste fra den gamle blog efterhånden som det giver mening og jeg kommer til at dele posts andre steder også; men som altid er det personlige drive i højsædet.

Robotter Schmobotter

2020-06-09T00:00:00+02:00

Ordet robotter har på underlig vis en magisk klang. Vi spejler os i det, stort set lige meget hvad det i virkeligheden dækker over.

Tag bare denne uges historie om hvordan robotter skriver nyhedshistorie. Nyhedsrobotter af denne type minder mest om den velkendte sprogleg mad libs - du ved, den gamle selskabsleg, hvor man har en standardtekst, som så får fyldt nogle ud, og så griner vi af det. Det er vanvittig banalt - og nogen af os har lavet den slags maskiner siden vi fik vores første hjemmecomputer. På magisk vis bliver det crazy og nyt når det sker på en avisredaktion. Det mest interessante ved historien er i virkeligheden at Google er så let at manipulere at den taber til et spil mad libs, når det kommer til at vise os noget der er værd at læse.

Så er der altså lidt mere spræl i de robotter Google selv bygger for tiden - der sker en masse med maskinernes sprogfortolkning i disse år - jeg har skrevet en historie om nogen af dem for netmediet Digitalt.

Hvordan det bliver indviklet

2020-02-14T00:00:00+01:00

I de sidste par år har mange talt om at 'alle skal lære at programmere'. Det er en forfærdelig idé. Men vi mangler i den grad nogen kvalificerede tips til ikke-teknikere til hvordan man bedst omgås teknologi, og dem der laver den. Hvordan beder man et udviklingsteam om det rigtige? Hvad er gode måder at skrue systemer sammen på - og hvad er dårlige måder. Hvad driver egentlig softwareprocesser? Denne blogpost er den første i en række jeg vil forsøge at skrive det handler om det.

Man gjorde en idé fortræd

For efterhånden en del år siden talte jeg med Christian Dalager om det nu forsvundne projekt Arena365 - et socialt netværk for motion - eller som Computerworld skrev dengang - Facebook for idræt. Jeg tror det var på det tidspunkt i sitets liv hvor det sådan set var der og fungerede til sin primære use case, men som Dalager sagde dengang (efter hukommelsen) så er der nogen grundforventninger, der følger med, når man laver sociale netværk.

Man skal kunne kommentere - og der skal være activity feeds, og så videre og så videre. Det var én ting at lave en idræts-portal - det var en anden, og helt sin egen sag at gøre den til idrættens Facebook. Det tager tid at møde alle de forventninger som metaforen "idrættens Facebook" skaber. Det er sådan ting bliver indviklede.

Jeg kom i tanke om historien med Arena365, mens jeg læste de mange tweets om Forældreintras afløser Aula. Dengang alle dem, der skriver på Twitter gik i skole var der ingen kommunikation mellem skolen og forældre, andet end til forældremøderne - eller også var der en lille beskeden meddelelsesbog. Hvorfor pokker skal vi nu have en skide-besværlig portal - jeg vil bare have en digital meddelelsesbog. Sådan spiller klaveret bare ikke når man digitaliserer.

Først er der selve behovet: Nu digitaliserer vi meddelelsesbogen. Det lyder som en elementært god idé. Så kan både far og mor tilgå den allevegne - men det er jo ikke bare sådan, for nu sker der en masse ting Før den kommer til at findes, skal den jo finde sin form - der skal vælges en metafor. Metaforen kaster en masse forventninger af sig, som man så også må tage sig af Den fungerer jo ikke før der er både lærere, elever og forældre i den, så vi skal integrere den med allehånde andre IT-systemer Og hvis nu lærer og forældre kan skrive til hinanden, hvorfor så ikke forældre til forældre - hvorfor ikke gøre broadcast nemt for lærere - eller forældre, hvorfor ikke dit og hvorfor ikke dat - creeping featurism, som vi kalder det. Valget af metafor er ikke nemt, selv om det kan se sådan ud. Tag nu bare Arena365. Hvad nu hvis det ikke var idrættens Facebook? Hvad hvis det var idrættens Twitter - eller Google - eller Youtube - eller Twitch. Der er talrige andre muligheder end Facebook for valg af ramme - og de har alle forskellige forventninger. Jeg forestiller mig at idrættens Twitter havde været en del nemmere at bygge. Men måske var der så mindre community i det? Det er ikke enkelt at vælge rigtigt fra arkivet af metaforer vi alle kender - og vi har alle set virkelig mange håbløse systemer, hvor der er valgt forkert.

Så er der den svære forudsætning for digitalisering: Data.

Meddelelsesbogen stiller ikke så mange krav - udover at den skal transporteres frem og tilbage. Sådan kan man ikke bygge et system til hele skolen - eller det kunne man jo godt; det ville gå ud på at læreren simpelthen bad børnene om en emailadresse på deres forældre - men email er jo ikke fortroligt - og hvad med NemID? Og GDPR? Fidusen ved meddelelsesbogen - den gamle af papir, er at den ikke stiller alle de spørgsmål før man går i gang med at bruge den. Man kunne jo have valgt, at det var lærerens problem at få det til at virke digitalt også - altså en løsning, der ca. er en liste af emailadresser - men det ender virkelig sjældent med at være det, der er løsningen - undtagen når brugerne bare selv gør et eller andet, der løser deres problem. Det giver så til gengæld en uensartethed, der helt slukker for alle de andre muligheder digitalisering tilbyder - så det er bare aldrig det, der er valget.

Systemers tyngedkraft

Den digitale platform selv - og den metafor man har hældt sit behov ned i - er begyndelsen på en kamp, der aldrig slutter, om hvad det naturlige minimale sæt af egenskaber for systemet egentlig er. Og når så det er på plads starter kampen om alle de andre ønsker. Creeping Featurism.

Sådan helt basalt, så er den vare internet-forbundne systemer tilbyder os koordinering. når vi deler informationer, får vi en gruppe af modtagere, til at have den samme viden; og - med lidt held - det samme handlingsmønster. Det sker jo kun, hvis man ikke har torpederet koordineringen fra bunden af, ved ikke faktisk at lave et fælles system for meddelelser - men kun facilitetere græsrods-aktivitet med digitale meddelelser.

Selvfølgelig spørger systemkøberen sig selv, når systemet skulle i luften - hvad kan vi mon ellers koordinere her? Og med hvem? Og der skred budgettet så. Eller oplevelsen - hvis budgettet skal holdes. Teknochauvenisme Jeg har netop læst Meredith Broussards Artificial Unintelligence - som til trods for titlen, ikke handler særlig meget om kunstig intelligens, men om den bredere idé solutionism - eller som Broussard foretrækker at kalde det, teknochauvenisme - forestillingen at løsninger på problemer uvægerligt kræver teknologi. Altså den form for tænkning, der siger at undervisning partout bliver bedre hvis alle skoleelever får en gratis iPad. Forestillingen, at teknologi, ved sin blotte tilstedeværelse, forbedrer verden. Det er den slags tænkning der får folk til at lave 1-dages workshops om hvordan man kan bruge blockchain til at forbedre undervisningen i flygtningelejre I de seneste år har der været et tiltagende hylekor, som karakteriserer al teknologi, som en slags afart af teknochauvenisme - men lige så fristende det er, når IT-projekter løber amok, lige så meget skurrer det i ørerne, når man har arbejde i årevis med faktisk at realisere teknologi-projekter, der har ændret arbejdsvilkårene markant, for de der bruger dem. De sidste 50 års computer-bølge er trods alt ikke én gigantisk cargo-cult af skøre ritualer, der ingen forskel gør. Teknochauvenisme findes - og der sker mærkelige ting, når vi digitaliserer, som forringer vilkårene for masser af mennesker - det skal jeg nok skrive meget mere om senere - men selv om vores teknologibegejstring måske også er irrationel, så er den ikke så irrationel. Det bliver givetvis købt mængder af teknologi, der aldrig skulle have været købt, men der bliver brugt meget mindre teknologi, der aldrig skulle have været købt. Der er ikke nogen gode grunde til at forestille sig, at teknologien bliver brugt, hvis ikke den opfylder et eller andet rationale. Det er ikke givet at brugeren, er den aktør; der har rationalet - men anvendelsen er som oftest fornuftig for nogen.

Problemet med såkaldt 'dårlige' IT-systemer - dem vi bruger, ikke fiaskoerne - er som regel mere at køen af interessenter bliver for lang - og at interessenternes mål kommer på tværs af hinanden. Den traditionelle løsning på problemet er, at skære ned på antallet af interessenter - det gør man ved at bygge simple systemer med mindre ansvar - men så længe interesserne stadig findes derude, har man et stykke af vejen bare flyttet problemet - nu er der et antal systemer, med forskellige rationaler, der skal bringes til at tale sammen. Det er ikke noget der på magisk vis ender mere lykkeligt end det gamle komplicerede system med alle stakeholderne.

Efter læsningen af Broussards bog sidder man i et vist omfang tilbage med spørgsmålet "men hvad så?" Broussard beskriver en virkelighed, hvor digitalisering ikke kommer i mål - fordi virkeligheden er indviklet. Når man så ikke digitaliserer den, holder den jo ikke op med at være indviklet. Det er fint at vide, før man kaster sin kærlighed på det næste bud på en digital løsning; men i sidste ende bliver det også en lidt tynd kritik af digitalisering som fænomen. Der mangler en anvisning af hvad vi så stiller op. Et bud på den teknologi vi burde lave - og hvordan den burde forbinde sig med den komplekse virkelighed.