Cecilie Liv Hansen - en liberal Jeanne d'Arc

Cecilie Liv Hansen - en liberal Jeanne d'Arc

En stor tak til Søren Rindal for korrekt at udpege at Cecilie Liv Hansen på ingen måde er en flaky overløber - næh, hun er så liberal så eksklusionen mere ligner at organisationen ikke kan leve med hvor liberal hun er. Så bliver man brændt på bålet, som en anden Jeanne d'Arc. Lad os gå sagerne igennem

Mor til tre

Cecilie er bare 24 - men allerede mor til tre! En stolt forsvarer for familien som samfundet væsentligste enhed. Det kan ikke gøres flottere. Internettets sladdermedier undrer sig over tidslinjen ... og antallet af fædre... men vi bedriver ikke sladder på classy.dk

Ikke bange for at tage fat

Cecilie har ikke bare taget ét job - hun har taget tre! LA plejer da i den grad at hylde de, der for alvor går til makronerne og arbejder solen sort i rå ambition. En mor, der ikke bare sætter sig derhjemme og hæver understøttelse, men istedet går i krig med hele tre jobs - det er jo en af samfundets sande helte vi taler om her.

Tophamrende produktiv

Det bedste og fineste man kan være i LA er at være produktiv. Det betyder "en der scorer kassen". Hvis man tjener mange penge, så har man jo skabt meget værdi, ellers blev man ikke honoreret for indsatsen, og det er simpelthen det vigtigste man overhovedet kan gøre her i samfundet, ihvertfald ifølge en af partiets finansielle bagmænd Lars Seier Christensen. Nogle rynker på næsen af Seiers Saxo Bank, hvis primære indtægtskilde i de gyldne vækstår var at tømme kontoen hos bankens kunder, der selv prøver at score kassen ved valutaspekulation, men taber de fleste af deres penge i forsøget (og flest af dem til banken) - men produktive, altså højindtjenende, det var de.

En anden af partiets kandidater, Christopher Arzrouni skrev engang specifikt om det at lænse de offentlige kasser, at hvis man er modstander af skat i det hele taget er det nærmest en hellig pligt at gribe hver en krone man kan få fat på fra det offentlige. Cecilie gør det - 1.7 millioner hiver hun hjem på sine tre jobs.

Handler ikke med stoffer

Kollektiv skyld? Det lyder ærlig talt ikke særlig liberalt at Cecilie skal bøde for andres forbrydelser. Det kan aldrig blive liberal politik at straffe den ene for den andens forsyndelser.

Smil. Bliv stående. Lign en vinder

Og så kommer vi til den påståede anledning: Løgnen. For det første er der vel mere tale om en fortielse end en løgn, når nu Cecilie bare har undladt at dele sin bofælles hashhandel med ledelsen. For det andet, så har Alex Vanopslagh jo selv løjet så drikkevandet driver i valgkampen; på TV udnævnt drikkevand til en politisk topprioritet - simpelthen vigtigere end at få skatten ned og vigtigere end rigets sikkerhed, mens han privat udnævnte spørgsmålet til det rene pjat.

Sammenlignet med en grundløgn om hele partiets politiske projekt virker det lidt søgt at bebrejde Cecilie at hun ikke har taget ansvaret for noget, der ikke er hendes ansvar.

For god til at være sand

En uplettet, top-produktiv - både økonomisk og biologisk - ung kvinde med partiets 6. højeste personlige stemmetal, der tager ansvar lige præcis for det eneste man som liberal skylder verden at tage ansvar for - nemlig sig selv. Mere liberal end chefen. Det må man ikke være, så ryger man ud.