November 30, 2015
Rivejern - Tveskov vs Classy IV

Fjerde indlæg i den fortsatte serie Tveskov vs Classy. Seneste indlæg var af mig for ca en måned siden. Denne gang er Bjarne Tveskov tilbage.

Så er november november, den længste mørkeste måned ved et rinde ud, og her på den yderste dag bringer jeg ej en kuffert med diamanter, men blot en lille pose med prefabrikerede pebernøds-pointer der nok kræver at jeg kommer kraftigt tilbage her på kanalen i julemåneden. Sandheden er at jeg har brugt min sparsomme fritid på andre aktiviteter end blogposts. Bare for at nævne et par eksempler, så sad jeg igår og så et længere videoklip om hvordan man laver æbleskiver der er helt, helt runde. Tricket er at man vender dem 3/4 af vejen rundt og så efterfylder man med dej, gerne fra en sprøjtepose. Smart. Og dagen før var jeg igennem en længere research-forløb for at finde det optimale rivejern!. Selvfølgelig havde Politiken en alenlang artikel med test af adskillige rivejern, desuden læste jeg op på en lignende hands-on test fra Søndagsavisen for også lige at få en lidt mere folkelig vinkel på emnet. Konklusionen var umiddelbart at man faktisk har brug for to forskellige rivejern, et til det fine og et til det lidt mere grove. Det komplicerer jo sagen ydeligere og efter et par googlinger mere + et besøg på Pricerunner sad jeg pludselig tilbage med en underlig smag i munden, lidt som når man har spist alt, alt for mange æbleskiver, bare med information istedet. Too. Much. Information. Sikkert også too much information med hensyn til hvilket actionpacked weekend jeg havde, men jeg tror mange kender fornemmelsen af at det er blevet lidt for let at vide alt for meget om alt for lidt. Ved ikke om det faktisk er dyb sufi-visdom eller bare en klask-på-låret onkelvits men historien går jo sådan her;

"Mulla Nasruddins nabo kommer en aften hjem, og han ser Mulla gå rundt og søge under gadelampen: "Kan jeg hjælpe dig?" "Ja, jeg kan ikke komme ind i mit hus, for jeg har tabt min nøgle." Naboen hjælper ham, og de begynder begge at lede under gadelampen. Efter ti minutters forgæves søgen på det lille, oplyste område spørger naboen: "Kan du nogenlunde huske, hvor du tabte den?" "Jeg tabte den ovre på den anden side ved huset." "Hvorfor leder vi så her på den anden side under lampen?" "Fordi der er mere lys her."


I en verden hvor vi det ene øjeblik "forventes" at have en fuldfed og formfuldendt mening om konsekvenserne af den globale opvarmning i relation til klimamålene for #COP21 og det næste øjeblik gætter med på hvor mange på TV2 der deler DillerDyrby-fotos under julefrokosten kan det godt være svært at bevare nogensomhelst form for perspektiv. Vi zoomer ind og ud, og helst på de steder hvor der er mest lys. Nogle gange spørger jeg mig selv om hvad der egentlig ville ske hvis man tog en måned eller et år(!) fri mht. at blive opdateret på Alt Mulig Lort hele tiden. Af faglige årsager følger jeg emner som robotics, social, AI og legetøj ret tæt. Men ville der ske så meget ved at ignorere fintech, droner, konsumerelektronik, biotech, startups, gaming og popkultur i et stykke tid? Næppe, ihvertfald ville skaden nok være begrænset. Alt hvad der står på min gamle blog er i princippet forældet, ihvertfald alt det der omhandler konkretet produkter og teknologier, men kommentarerne har en vis værdi om ikke andet som en slags historisk rids og et personligt spor. Like tears in rain. Hvis man droppede ud af strømmen eller begrænsede/filtrerede den hårdt i et stykke tid, kunne man nok relativt hurtigt komme på omgangshøjde igen. Desuden ville det være en slags bonus at der så faktisk var sket en hel bunke nye og spændende ting siden sidst, lidt som ham Otis-gutten der fornylig kom ud af fængslet efter 44 år. Måske værd at gøre forsøget, om ikke andet så i juleferien...


På samme måde som man kan blive fanget i lyset fra informationsoverdrevets forlygter som en Bambi på the information not-so-superhighway er det også ganske let at blive fanget af de mørkere sider. Det hele handler jo om TERROR for tiden (eller "tærr" eller "tero" eller "tævåh" som det hedder i medierne)  Mangler at læse cirka 127 thinkpieces og store perspektiverende artikler om Paris-angrebet som jeg har bookmarket, måske ignorerer jeg dem bare. Så dog den her; "Det er første gang i måske 70 år, at vi føler, at tingene er ude af kontrol" siger manden med det appetitvækkende navn Koert Debeuf i denne artikel, der handler om at globaliseringen har ramt muren. Middelalderen er allerede tilbage, den er bare ujævnt fordelt. Eller, sådan kan det ihvertfald føles på en dårlig dag, for samtidig peger mange ting i en positiv retning hvis man f.eks kigger på statistik i selskab med Hans Rosling aka cheerleaderen for factbaseret makro-tænkning. Hvis vi zoomer helt ud går det ikke så skidt, ihvertfald så længe vi ikke snakker for meget om klimaet. Men det fikser de nok nede i Paris, hmm. Eller skal vi sætte vores lid til at Silicon Valley drengene rykker mere med deres Breakthrough Energy Coalition. Mon ikke Evgeny Morozov vil råbe SOLUTIONISM! lige dér? Råberi redder imidlertid ikke planeten, og jeg blev positivt overrasket over at læse at halvdelen af nye investeringer i energi nu går til vedvarende kilder, lad os få det op på 100%, tak. Den engelske komiker Ben Elton skrev tilbage i 1989 en ret sjov roman med titlen "Stark". Den handler meget kort fortalt om hvordan klodens rigeste stikker af fra jorden fordi de har luret den øko-katastrofe, der venter forude. Vi satser på at virkelighedens rigeste og klogeste istedet vil gøre deres til at vi får vendt supertankeren.


Nettet er ligeledes en supertanker der trænger til at få justeret kursen og på Herr Dahls nylige anbefaling har jeg frekventeret Maciej Ceglowskis site, og ikke mindst hans supergode taler som både er informative, humoristiske og vigtige, en sjælden kombo. Hans Six Fixes fortjener bestemt at blive nævnt igen. Det løser imidlertid ikke mit problem med hvilke(t) rivejern der skal indkøbes, men hvis jeg liige googler lidt mere så løser det mikroproblem sig nok også. Onwards!

  

Posted by Claus at November 30, 2015 06:08 PM | TrackBack (0)
Comments (post your own)
Help the campaign to stomp out Warnock's Dilemma. Post a comment.
Name:


Email Address:


URL:



Type the characters you see in the picture above.

(note to spammers: Comments are audited as well. Your spam will never make it onto my weblog, no need to automate against this form)

Comments:


Remember info?