November 02, 2015
OG ROBOTTER!!! - Tveskov vs Classy III

Det er blevet min tur til at svare på Tveskovs seneste langskriv. Here goes.. Om robotter*.

Sixfixes

 

For halvanden måneds tid siden havde København besøg af Maciej Ceglowski, polsk amerikansk software-fyr, som, ved siden af sin softwarebiks, også tænker og skriver godt om internet, eller måske mere om mennesker og de vilkår de bydes på internettet. Jeg kan kun anbefale at du finder hans blog eller kataloget over hans talks.

Ceglowskis foredrag handlede om hvordan reklamer har ødelagt internettet og enhver forestilling om privatliv. Annonceteknologi indsamler vanvittigt detaljeret tracking om hver enkelt af os, og stort set uden for vores kontrol. De største dataejere møder vi slet ikke selv - det er aggregatorer, der lever af at de services vi faktisk bruger, bytter data med dem - mod at få endnu mere detaljerede data tilbage, så vi kan blive mere værdifulde forbrugere.

Ceglowski foreslog en dejlig enkel og forståelig liste af ideer, der kan hjælpe med at gøre op med den vildtvoksende tracking. Forslagene består i en blanding af gode regler for transparens, og 'rimelige' spilleregler - at ting ikke går i stykker bare fordi vi ikke er forbundet med moderskibet. Det fine ved reglerne er at de er enkle - til at forstå; og derfor egnede til at kommunikere også - og det er måske det bedste af alle forslagene: En institution/trust af en art, som markedsfører disse meget enkle løfter til omgangen med dit og mit privatliv på en måde vi alle kan forstå og leve med.

Den simple liste og det let forståelige banner "Six Fixes" har siden grebet om sig. Jeg har lovet mig selv at vi skal have en debat i Danmark om det også under det banner - og derfor registreret sixfixes.org - og hvis du ikke hører noget om det snart, så må du holde mig op på det løfte på Twitter eller lignende.

En bemærkelsesværdig ting ved de seks ideer er at indtil flere af dem allerede er lov. Persondatalovens kapitel 8 giver os flere af disse rettigheder. Det er der bare alt for få der ved, og det bliver på ingen måde håndhævet. Der er kort sagt brug for nogle umisforståelige og rimelige regler, som vi orker at tale om og forlange overholdt. Six fixes.

 

Sixfixes og robotter

 

En anden bemærkelsesværdig ting ved overvågningens triste tilstand er, at den øgede overvågning har været et kolossalt spild af tid. Internettets oprindelige løfte til annoncørerne var at internettet jo har data. Alt kan pinpointes med digital præcision - ikke mere spredehagl med dyre TV-reklamer - nu kan du markedsføre dig med præcisionsbombede internetannoncer, kun til præcis de forbruger, der faktisk vil købe noget af dig.

Der var bare ingen, der fortalte annoncørerne at på internettet er der ingen, der ved om du er en hund. Eller en robot. Og sørme om ikke det stort set kun er robotter, der kigger på internetannoncer. Det svinger lidt fra case til case, men røverhistorierne om hvor massiv svindlen er med internetannoncer er deprimerende og fascinerende på samme tid.

Tesla og robotter

 

Midt i oktober lancerede Tesla pludselig deres længede ventede autopilot. Det er ikke en fuld automatisering - men det er utrolig meget mere end cruise control.

Autopiloten var en ren softwareupgrade. Teslaer har i månedsvis haft det fornødne sanseapparat til autopiloten - de har bare manglet hjernen til at bruge sanserne med. En Tesla kan nu holde sin bane på motorvejen ved at observere vejmarkeringer og andre trafikanter. Vil man skifte bane skal man bare indikere, så klarer bilen det selv - og så har den også autoparkering.

Vi er langt fra løftet for Googles selvkørende bil - men vi er heller ikke i 2020 eller 2025 eller hvornår den nu kommer på markedet.

Det er regulatorisk tricky, føreren skal vist principielt stadig køre bilen - men selvfølgelig prøver nysgerrige Teslakørere den nye automatiks grænser af i dumme og sikkert farlige tests.

Og så er der, apropos overvågning, noget om at Teslabilerne ringer hjem, og fortæller moderskibet hvordan det går - det handler naturligvis om at indsamle testeksempler på god/dårlig kørsel at lære fra, så maskinchaufføren kan komme til at køre bedre - men privacybruddet er en realitet.

 

VW og testrobotter

 

VW er mere old school, men også glade for robotter . Dels i samlehallen selvfølgelig, for robotter er pålidelige og forudsigelige - men også testrobotter, som gudskelov også er forudsigelige og altid laver testen på den samme måde. Så kan man jo lave sin software så den snyder i testen pålideligt, hver gang. Det minder en lille smule om annoncesvindel, på den måde at det er

 

1) teknisk elegant,

2) baseret på nyeste high tech

og

3) fuldstændig i strid med enhver naiv idé man kunne have om fremskridtets nødvendighed.

Hvor er det dog ufattelig dumt at spilde års ingeniørindsats på at snyde til eksamen.

 

NSA og robotter

 

Det begynder jo desværre at ligne et mønster. Der var engang i fremskridtstroens guldalder, hvor teknologi virkede nyt og dyrebart og hvor man - måske bare pga teknologiens kostbarhed - stolede på at det at arbejde med teknologi var et forsøg på at føre verden videre. At komme længere. Nu er vi fanget i rent bagstræberi, med alle forhåndenværende midler.

Vi fik ikke en guldalder for informationsdeling - vi fik wall to wall annoncer - og ikke engang nogen som andre end robotter klikker på. Og som om det ikke var slemt nok, så ved vi også nu, at NSA og ligesindede statslige organer ser alle de tracking cookies flyve gennem luften og bare tænker "ha! hvor nemt! Så behøver vi ikke etablere overvågning. De overvåger sig selv!". Staten læser med hver gang vi ikke klikker på en annonce.

 

Robotter og Internet of Shit

 

Igen, der var engang man kunne tro på, at robotterne enten var seje og ville redde det hele, eller i det mindste perfekte dræbermaskiner. Ikke længere .

Digitalsering er tit og ofte et spørgsmål ikke om nye muligheder, men om nye lave priser på gamle ideer. Jeg tør slet ikke tænke tanken til ende hvor alle de elendige bots vi har nu - i software - render rundt med hjul, ben, kameraer og mikrofoner - og er til salg på Etsy. Ad-tech drones? De kommer helt sikkert og afløser ham det menneskelige skilt nede på strøget.

Måske er vi der allerede. Jeg vil naturligvis gerne have en, men what the fuck is this? Og den her? Her snakker vi simpelthen om at hele den herlige overvågningsinfrastruktur, der dræber flere børn end terrorister i Pakistan og lignende lande, pludselig er blevet luksusforbrug? Smæk en håndgranat på det kamera og off you go.

 

Dræberrobotter

 

Er du bange for dræberrobotter? Måske er det på tide - enten fordi du har læst Nick Bostrom, eller også fordi du har læst The Intercepts uhyggelige historie om det industrialiserede dronehenrettelsesprogram. Den globale droneoperation er noget af det mærkeligste verden nogensinde har opfundet. Der er nogle ting, der går igen fra historierne om ad-tech. Droneprogrammet er intenst datadrevet og intenst højteknologisk. Det er et grumt mirakel at det overhovedet kan lade sig gøre. Men den overvældende teknologi, og de massive mængder af data gør ikke sandt eller godt. Dronerne dræber mængder af civile - voksne og børn - og tit og ofte ikke dem, det var meningen de skulle dræbe. Telefoner bliver delt, og var ikke i hånden på den terrorist man troede. Identitetet forveksles.

Og så er der, ved siden af den malplacerede teknologi- og datatro, selve det umenneskelige ved programmet som sådan. Ved første overvejelse virker det lettere, mindre tungt og mindre voldsomt end tusindvis af tropper på landjorden - men den næste tanke: Et globalt netværk af øjne i det høje, der kan slå ned overalt og dræbe på 20 kms afstand - det sætter sig på hjernen. Dronerne er Skynet. Vi behøver slet ikke en robot ved kontrollerne - vi kan sagtens klare dystopien helt selv.

 

 

Mediehistorie

 

Når det hele er noget lort, så er det godt med en lille solstrålehistorie. I løbet af oktober stødte jeg også på Saladin Ahmeds fundraiser. Ahmed har en rimelig sjov Twitter-konto og skriver science fiction - men han slås også med depression. Derfor skriver han langsomt - for langsomt til at det hele løber rundt - så her i oktober har han kørt en fundraiser og bedt sine læsere - og Twitter - om støtte. Jeg synes det var ret modigt at bede om hjælp. Det faldt tydeligvis ikke Ahmed nemt. Jeg ved ikke om han kom derhen han ville, men der var dog godt 250 fans, der til samlet har skrabet et månedligt stipendium på lige over $1000 sammen + et ukendt engangsbeløb på Paypal.

Der er et stykke op til comfortable living, men det rimer da lidt med Kevin Kellys mytologiske 1000 true fans, bare i en donations-version.

Speaking of donation, så synes jeg Zetlands plan for paywall ser lovende ud. Links bliver delbare - men signeret den person, der låste dem op. Der er en hel masse netværksviden gemt i det - ad-tracking be damned. En lovende bund under en genforhandlet kontrakt med læserne, der hænger bedre sammen med de digitale medier.

 

Jeg ved ikke om du går op i den slags, men læs eventuelt Lasse Jensens totale nedsabling af den berlingske nyhedsrobot Lisbeth Knudsen.

 

Og hvis du er bange for den totale hukommelse, så kan du læne dig op ad denne historie om nettet - som overhovedet ikke husker alt.

Det er børnelærdom at internettet er designet med robusthed for øje. Men det er nettet, der er det. Kommunikationsnettet. Og det er jo sådan med ting der "ligger på nettet", at de faktisk slet ikke ligger på nettet. De ligger på nogens computer et sted på den anden side af nettet. Du får adgang til dem via nettet - men den der computer, de ligger på for den anden ende af ledningen, har ikke noget med internettets robusthed at gøre.

Posted by Claus at November 02, 2015 11:43 PM | TrackBack (0)
Comments (post your own)
Help the campaign to stomp out Warnock's Dilemma. Post a comment.
Name:


Email Address:


URL:



Type the characters you see in the picture above.

(note to spammers: Comments are audited as well. Your spam will never make it onto my weblog, no need to automate against this form)

Comments:


Remember info?