For et par måneder siden aftalte jeg med Bjarne Tveskov at vi på skift, deadline en gang hver måned, ville reflektere lidt over hvad der sker rundt om os, på nætted og i medierne og sådan. Jeg lagde ud for en god måneds tid siden her.
Mr. Tveskov har valgt at vi kører hele serien her på classy.dk indtil videre - og det er derfor min store ære hermed at give ordet til Bjarne Tveskov.
På høje tid
Det er faktisk ikke sket så mange gange at jeg er gået over deadline når det gælder aflevering af tekster, så sorry with sugar on top, men det har krævet et par tilløb at tvinge min hjerne til at skrive noget der er længere en 140 tegn i et hug. Og hvad er et langskriv andet end en hel masse tweets sat i en nogenlunde logisk rækkefølge? (bilder jeg mig selv ind, for at komme godt igang). Men luften er klar og himmelen er høj her fra toppen af El Capitan hvor alting ligesom bare flyder lidt bedre og ser en lillebitte smule mere lækkert ud. Det nye OS X har nok engang udsat udskiftningen af min aldrende MacBook som stammer helt tilbage fra dengang man kunne få mat skærm og hvor alting ikke var limet fast til motherboardet. Jeg ved jo at Hr. Dahl har et sundt princip om at hardwaredimser skal holde i mindst tre år, og det lever min laptop så rigeligt op til, den er fra 2010 og jeg har bogstavelig talt faktureret for millioner af kroners arbejde fra den her maskine, der sjældent behøver at lave noget vildere end at producere tweets, Keynote-slides, lavtopløselige interface-skitser og fakturaer. Så sker der unægtelig mere på mobilfronten hvor det nok i højere grad ville være stigmatiserende at melde ud hvis man havde en 'mobiltelefon' fra 2010; Man skal jo for eksempel ikke så mange år tilbage før Blackberry var selve symbolet på hip-and-happening-bidnezz-man-med-fart-på, og så er det fast forward til nu hvor synet af en 'Crackberry' i dén grad signalerer 50+ dinosaur i hjemmetøfler fra en fjern og glemt planet.
Facebook findes
Så blandt andet derfor skifter jeg min 6'er ud med en 6s Plus, selvfølgelig i rose gold ("Man er vel mand nok til at have en hvid mobil" som Lasse Görlitz engang så smukt formulerede det) og så må vi se som sådan en pfphlabet-agtig sag rent faktisk er kompatibel med mine hobbit-hænder. Og derved kan jeg lige så stadig følge Dahls lov (5 år gammel MBP + max et år gamle smartphones + iPads der holder i tre år = tre år i gennemsnit!) Jeg har en drøm om snart at kunne snakke med Siri mens jeg på daglig basis kører min motorcykel til og fra klodskoncernen i Billund downtown. Den nye iPhone kan vækkes med stemmen, og jeg gad godt at kunne diktere tekst mens jeg er på landevejen på to hjul, hvor hands-free må siges at være et absolut must. Siri er efterhånden blevet rigtig god på dansk, og jeg bruger 'hende' dagligt til at tage noter, sætte alarmer, kalender mv. selvom det stadigvæk er super-akavet hvis der er andre mennesker til stede. Tiden vil vise om min Siri-plan holder, der er sikkert for meget støj og for dårlig net til at det spiller, og måske er det også godt at have et sidste frirum hvor man ikke er koblet op. Omvendt irriterer det mig ofte at jeg ikke får skrevet de idéer og strøtanker ned som opstår mens jeg kører. Så efter en OS-rundtur til Android og Windows phone(!) er jeg nu 100% tilbage i Apples fløjlsbløde jerngreb og økosystem. Men det er OK, for Cupertino-folkets nyeste og fineste produkt er privacy! og ja, måske er det tid til at stoppe med at være bekymret og lære at elske data-bomben. Måske bliver det stille roligt moderne for de store siloer at være mindre douchebaggede med folks data, man fornemmer en kollektiv blanding af resignation, pragmatisme og nok også en lidt større modenhed omkring det at vi frivilligt og ufrivilligt deler data amok. Også fra firmaernes side. Vi er nok kommet til et punkt hvor Facebook næppe ville kunne gøre noget der var så nedrigt at det for alvor ville kunne få hr og fru Danmark til at forlade platformen. Facebook er og bliver vores allesammens blå/hvide parcelhuskvarter, den ultimative mainstreaming af digital identitet. Selv de mest kyniske og småparanoide privatlivs-entusiaster hører jeg kun fra fordi de er til stede (oh, the irony) på Facebook og Twitter. "De unge gider ikke Facebook" har gammelmedie-overskrifterne lydt i snart et årti. Næh, de helt unge gider ikke rigtig, men når de bliver en smule ældre så gider de som regel godt. På bare et år er prisen på personfølsomme oplysninger faldet med 75 procent, og forklaringen er hyppige og omfattende lækager og tyverier af data skriver Berlingeren. Gammeldaws inflation. Og hvis alle firmaer har adgang til alt for meget data så er vi på en måde tilbage til start hvor de ikke rigtig havde noget data. Så kan de bruge de næste fem-ti år på at skyde med spredehagl og sidde til Big Data møder og konferencer og lytte til et nyt kuld guruer og thought leaders der heller ikke helt ved hvad de har gang i. Alle "vinder"! Og hvis et stort firma folkevogner (nydansk for 'fifler') deres privatlivs-politik bliver det opdaget før eller siden, og dét er firmaer heldigvis stadig ret bange for. Facebook står stærkere end nogensinde, mange ved slet ikke de bruger internet når de bruger Facebook. Selv Google ved at de har tabt den første store runde om net.identitet, men måske kan de komme stærkt tilbage nu hvor "Don't be evil" ikke længere er en del af firmaets officielle kodex.
Dybt net med bobler
"Hvad sker der på nettet?" er lidt som at spørge "Hvad sker der i stillehavet for tiden?". Det er sgu blevet lidt for stort. Det er blevet dybt, virkelig dybt. Deep web er idag mindst 500 gange større end det som Google indexerer og dark net bliver bare mørkere og mørkere. Der er ingen nuttede blå/hvide cyber-parcelhuse derude eller dernede hvor al den skjulte kommunikation kværner, hvor maskine-til-maskine kommunikation og krypto-currencies blander sig med lyssky transaktioner af enhver tænkelig og utænkelig slags. Nettet er heldigvis stadig stort, stygt og crazy selvom det er sjældnere og sjældnere man overhovedet behøver at forlade sit trygge boble-ekkokammer med mindre man aktivt vælger at gøre det. "Find the others" er formålet med internettet. Det sagde Douglas Rushkoff engang med et citat fra Timothy Leary. Nettet gør det muligt at finde ligesindede på tværs af tid og sted, og det er stadig en big, big deal. Det var en del af nettets løfte og vision dengang i senhalvfemserne i en tid hvor super-siloerne endnu ikke fandtes. Ind imellem kan man godt få den tanke at nettet simpelthen har været for god til at løse opgaven med at klumpe ens-tænkende folk sammen, og at SoMe nu udfolder sit potentiale som den største grøftegraver i verdenshistorien. Et sted hvor dæmoniserings-speederen kan trædes heeelt i bund! Så meget i bund at foden går gennem bunden af bilen og direkte ned på informationsmotorvejens hullede 90er-asfalt. Hvis du virkelig vil have 'engagement' på twitmaskinen, så klip et hadefuldt DF'er agtigt citat ud fra Facebook eller Nationen! og del det med dine kloner, så er der RT, faves og likes i spandevis. Den nye 1% er at vi dagligt skal høre fra en dummeste procent på hver af yderfløjene, takket være dem der ivrigt producerer forargelsesporno for fun and profit. Til gengæld husker twitmaskinen cirka lige så godt som en guldfisk; grundige feltstudier viser at indigneret raseri over et eller andet altid er overstået på max en uge. OK, måske lige bortset fra had til Inger Støjberg, også kendt som regeringens MEST populære minister udenfor boblen. Det er en kendt historie at billige transistorradioer kombineret med mediebåren propaganda spillede en stor rolle i folkedrabet i Rwanda i midt-halvfemserne og nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på om Facebook har gjort det samme ved Danmark, selvsagt på en noget mere hygge-fesen måde. Se blot på hele balladen om udflytningen af statslige arbejdspladser til provinsen, hold nu kæft, retorikken er vild fra hver sin ende af det enorme danske rige der strækker sig over flere hundrede kilometer fra øst til vest. Som halvt nordmand, halvt fynbo med stor kærlighed til såvel hovedstaden som vesterhavet må jeg sige som en slags kridhvid Rodney King; "Can we all get along? (og ikke "Can't we all just get along" som man ofte ser det citeret) Jeg følger cirka 5000 mennesker på twitter, cirka 10% af disse udgøres af det jeg kalder 'twitmaskinen' som en er særlig dansk net.provins hvor en 'shitstorm' er noget med "26 negative tweets fra nogle folk der minder om mig" og hvor 'vi' er shorthand for en helt specifik snæversynet diskurs der er opstået over de sidste 3-4 år. Heldigvis findes der også iværksætter-Twitter, Comedy-Twitter, Tech-Twitter og mange andre slags Twitter. Mange kunne med fordel følge lidt flere crazy folk og også nogle der mener helt, helt andet end dem selv. Den gode Martin Thorborg har før fortalt at han f.eks følger Modkraft der repræsenterer nogle helt udknaldede holdninger ift. det som Martin står for. Iøvrigt kan jeg huske at Thorborg engang fortalte at der var 200 links i Jubii da de startede op, det var der ikke meget deep web over...
Harald versus Jony
Når det så er sagt, synes jeg at social media de sidste par år for alvor er begyndt at vise tænder som en ægte, værdifuld dimension i firmasammenhæng. Hvis man laver seje og værdiskabende ting og sager er social media den bedste megafon ever til at fortælle om det. Også til at lytte og til at snakke, men det er efterhånden en noget banal og tyndslidt pointe. Mange har fattet det; man kan ikke længere sige man er sej, man er nødt til at vise det med handling. Claus, jeg ved at du også greb fat i citatet herfra
"They've invested in conversations, not services, so now they spend their whole time having conversations about how shit their services are".Der går næsten ikke en dag hvor man ikke ser sjove eksempler på det. Nogle prøver stadig at slå søm i med skruetrækkere godt hjulpet af en hær af hestehandlere og gøglere af Guds nåde, mens andre nu er i fuld gang med at bygge nye og smartere hammere. Apropos smart hammer, så er det sandt nok at de fleste af os endnu ikke har 50 connectede devices i hjemmet. Mange af den første bølge af net-opkoblede 'smart' dimser er for manges vedkommende rullet ud på en bølge af hype, halvhjertet hardware og løstsiddende venture- og kickstarter-dollars. En slags fragmenteret Skymall for rige nørder og first-movere der rutinemæssigt brænder nalderne på stensikre fejlkøb. Mange af de dimser vil havne i skuffen sammen med Apple uret, blackberryen og bluetooth bæltespændet. Er man til et humoristisk take på hele IoT-bølgen kan jeg anbefale 'Internet of Shit" kontoen på Twitter. Som altid overvurderer vi impact på den kort sigt og undervurderer effekten i det længere perspektiv. Der er stadig for meget Harald Nyborg og for lidt Jony Ive over Internettet af Ting. Og vil du se ægte hardware lock-in så vent til hele dit hus eller din lejlighed er monteret med dyrt isenkram fra én Silicon Valley leverandør.
Boghjørnet
Nettet er godt til at levere craziness og godt til at finde synspunkter der strider vildt mod dem man selv slæber rundt på. Når jeg f.eks har set en rigtig god film eller læst en god bog kan jeg godt finde på at opsøge negative anmeldelser, bare for at se om der er nogle andre interessante vinkler på sagen. Det gør ikke bogen eller filmen dårligere, ofte tværtimod, fordi man om ikke andet får nuanceret eller bekræftet det man selv har oplevet. Super-social-spradebassen Gary Vaynerchuk som jeg elsker at høre på (i små afmålte doser) satte sig ned og læste alle de negative anmeldelser af hans bog "Crush it" inden han skulle igang med sin næste epistel. Han er manden der kom med guldcitatet "Når jeg har skrevet tre bøger mere har jeg skrevet flere bøger end jeg har læst!". Og den eneste roman jeg har læst i år er den samme som alle andre i min boble har læst, nemlig den lille fine blogposts-fra-den-røde-planet aka. "The Martian". Jeg kommer temmelig sikkert ikke til at læse Michel Houellebecqs nyeste roman "Underkastelse", apropos synsvinkler tror jeg umiddelbart jeg får mere ud af at læse to forskellige anmeldelser af bogen fra K-Forum hhv. denne og denne. Godnat og drøm dybt.