For omkring to måneder siden havde jeg den tvivlsomme ære at være øjenvidne til et selvmord på Valby Station. Jeg stod og ventede på S-toget sammen med min kæreste, da jeg så en mand, en grå skikkelse, for langt væk til at jeg kunne se hans ansigt, på vej over sporet. Lidt længere væk end han kom et regionaltog buldrende for fuld fart mod stationen. Manden var på vej fra regionaltogsperronen over mod S-togsperronen og jeg nåede at forme advarslen "Se dig dog for, mand! Der kommer et tog!" i hovedet, før han vendte sig om og gik tilbage foran det store dobbeltdækkertog på vej i mod ham. Og man forstod at det var det, der var meningen, og så ramte toget ham. Den lyd glemmer jeg aldrig. Min kæreste så det heldigvis ikke, hun fik kun efterchokket af lyden og bremserne, men vi var mange, der stod der og pludselig ikke vidste hvad vi skulle gøre af os selv.
Hvad får man ud af sådan en oplevelse inden i hovedet? Det første, og mest overraskende, er hvor banalt det konkrete er. Jeg glemmer aldrid lyden af manden, der rammer toget - men mest fordi lyden var så genkendelig. Som en lastbil, der pludselig taber et stort læs af kasser bag vognen. Det er ikke nogen særlig lyd, og det er ikke anderledes at det er et menneske, det er bare en ting, der støder ind i en ting.
Den banalitet spiller også ind i den næste oplevelse: I vores risikofrie samfund er vi fyldt af en nysgerrighed efter det virkelige, det dramatiske, det der aldrig sker for os, fordi vi egentlig lever sikkert og godt det meste af tiden. Mange af os kan genkende en samtidig tøven og fascination ved det dramatiske, det ultimative. Oplevelsen, 'nu springer jeg ud' når vi kigger ned fra et højt tårn. Selvfølgelig gør vi ikke det; men det abstrakte ved risikoen gør den fascinerende. Det unge, lidt højspændte, menneske kan selv fantasere om selvmordet uden nogensinde at være i nogen risiko for det - det er bare tanken, fortællingen og dramaet i det voldsomme, der fascinerer.
At overvære en mand, der støder ind i et tog på den måde, hiver en øjeblikkeligt ud af den slags dagdrømme. Der er absolut intet at fortælle. Der er absolut ingen historie, intet drama, der omskaber det helt banale - en krop, der ødelægges meget hastigt af et tungt tog - til noget væsentligt og vedkommende. Formodentlig er der nogen, der kendte denne grå mand, Formodentlig er de kede af det, men handlingen, der en lørdag formiddag i Valby, er helt igennem meningsløs. Det er virkelig ikke noget at være fascineret af.
Og således blev jeg både meget klogere og ikke spor klogere, en lørdag i Valby, for nogen måneder siden.
Jeg lærte ikke at lære noget. Af en grå mand, en formiddag. Fred være med ham. Livet går videre.