I går var jeg til Singularity Salon sammen med en hel masse andre teknologiinteresserede. Singularity - det er noget med at teknologiens udviklingstempo accelerer, at det eneste der er konstant ved teknologi er lige præcis den acceleration, og at vi derfor på et tidspunkt når et punkt hvor teknologien flytter sig så hurtigt at vi rent biologisk simpelthen ikke kan følge med i hvad den udvikling består i længere. Fornuften i den forudsigelse mener jeg en hel masse om, også mere end jeg har lyst til at skrive om i den her blogpost. Den har nemlig et mere beskedent anliggende, nemlig en kort diskussion af hvordan nogen er kommet på ideen om accelerende udvikling.

Nogle ville sige at ideen er gammel, eller i det mindste går tilbage til jetalderen, men den umiddelbare inspiration er Moores lov, altså den observation, af Intel-grundlæggeren Gordon Moore, at computerchips fordobler deres kapacitet hver 18. måned. En observation, der har vist sig at være urimeligt langtidsholdbar og og i snart 55 år leveret stadige nye informationsrevolutioner. Denne eksponentielle vækst i regnekraft har kastet beslægtede eksponentielle vækstkurver af sig, med fremskridt i lagringskapacitet på verdens harddiske, fremskridt i netværkskapacitet på internettet og - næsten vigtigst af alt - fremskridt i energiforbruget i computere.
Det mest imponerende ved Moore's lov er at den i virkeligheden er en metalov. Udviklingen har holdt sit tempo til trods for at snart sagt alle de produktionsteknologier man kendte da Moore skrev sin lov ned er skiftet ud siden. Det har været en hård og stadig kamp at holde revolutionen ved lige, og dog så har den lange kæde af i princippet tilfældig og usammenhængende innovation gjort af et stort marked af eksperter, ikke en snedig produktplan hos Intel, holdt trit med forudsigelsen. Moore's lov lyder som en togplan, men det har kostet en hel verden af forskere og ingeniører 50 års hårdt arbejde, grublen, skuffelser og fiaskoer mellem alle succeserne at holde den køreplan.

Moore's lovs ufattelige holdbarhed giver plads til massiv optimisme om fremtiden, og vores umiddelbare fortid bakker bare den optimisme op. For 30 år siden, i begyndelsen af 80erne, indhentede computeren problemet "tekstproduktion" og vi kom ind i datidens revolution 'desktop publishing'. Pludselig kunne enkeltmand orkestrere og gennemføre arbejde, der tidligere krævede en hel kæde af specialister. Siden har computeren indhentet flere og flere, vanskeligere og vanskeligere opgaver, efterhånden som den naturlige problemstørrelse for opgaverne begyndte at passe inden i en laptop. Efter tekst kom musikken, og efter musikken kom fotos, og efter fotos film, sådan at alle de medier vi har kendt til i de sidste 100 år efterhånden er blevet slugt. I samme periode blev et spil som skak også slugt. Og eksemplet skak er illustrativt for hvor brutale eksponentialfunktioner er, når først de har acceleret os ud i overhalingsbanen. Skakcomputere er en gammel idé, og i årevis var de betydeligt ringere end menneskelige spillere. Så i 1988 lykkedes det langt om længe IBM at bygge en supercomputer, der lykkedes med at slå den danske stormester Bent Larsen i et parti. Bent Larsen var ikke den han havde været på det tidspunkt og computeren fik stadig tæsk af verdensmesteren uden problemer. Desuden var det nødvendigt at specialdesigne hardwaren til lige præcis denne opgave. 9 år senere - 6 Moore's lov doblinger - vandt en af maskinens efterkommere første gang over verdensmesteren, og 9 år senere igen sker det rigtigt vilde: Da slår en helt almindelig computer, sådan en jeg skriver på nu, stormesteren Kramnik ved bare at køre særlig skaksoftware. Der er ikke længere brug for dyre forskningsprojekter og særlige maskiner fra IBM, vi har allesammen maskiner foran os, der kan slå verdensmesteren. Problemet Skak kan rummes i selv den billigste computer.

Når det er sagt, så er man dog også nødt til at sige lidt mere: Skak er løst nu. Der er ikke mere Moores lov kan gøre for skak. Nu hvor problemet skak er indhentet så er ræset slut. Og på samme måde forholder det sig i virkeligheden med vores laptops og desktops. Moores lov er ræset uanfægtet videre, men de færreste af os vil have den oplevelse at laptoppen har skiftet væsentlig karakter bare fordi den idag er 50 gange stærkere end den vi købte for 10 år siden. Der er ikke mere Moores lov kan gøre for laptoppen heller, det er ikke regnekraften, der bestemmer hvad laptoppen som værktøj gør for os længere. I den forstand er det ikke rigtigt at Moores lov garanterer fremskridt. Den garanterer fremskridt der hvor beregning var en mangelvare, og det er bestemt ikke allevegne.
Hvis man gerne vil lave eksplosive fremskrivninger af sine muligheder er det altså vigtigt at man beskæftiger sig med noget som Moores lov er i færd med at flytte. Det er ikke noget tilfælde at Apple vokser hurtigere end alle de andre; Apple har med stor dygtighed flyttet sin omsætning med Moores lov, i hele sin levetid. Først fra tekstterminaler til maccens grafiske terminal. Så fra maccen over på iPodden, ved at udnytte lagringsrevolutionen. Så over på mobiltelefonen, hvor forbedringer i kapacitet og strømforbrug først i de sidste 5-8 år har gjort weboplevelser gode nok. Man er ikke blevet ved at løse de samme problemer, bare bedre. Man har omhyggeligt flyttet sig lige præcis derhen hvor eksponentialfunktionen netop på det tidspunkt var ifærd med at generere nye muligheder.

Men hvad så med Facebook og Twitter, er de virkelig Mooreske succeser? Næh. Facebook stiller ikke noget som helst til rådighed, der ikke var nemt tilgængeligt for 5-10 år siden. Google? Var det muligvis for ti år siden, men ikke længere. Amazon? Samme historie, omend firmaet med stor ihærdighed forsøger at flytte sig på kurven ved at accelerere skyen, altså flytte væksten over på online services, som får forandret deres priser løbende af Moores lov. Det gør de andre selvfølgelig også, men ikke strategisk med samme konsekvens som Amazon.
Konsekvensen af at falde af kurven for en virksomhed som Google er til at tage at føle på. Der er i virkeligheden en hær af lige så gode søgemaskiner - det er overkommeligt at investere sig til en mere - og Googles dominans er mere et spørgsmål om market power end noget andet her i 2012.
Men at market power kan konkurrere med Moores lov fortæller os imidlertid også noget andet: Det er simpelthen ikke er rigtigt at Moores lov ændrer alt. Man får ikke altid noget ud af fremtiden af at skalere det op man gør nu; måske er det der skal til at man laver noget helt andet, sådan som Apple f.eks. af et par omgange har set i øjnene.