I oktober 2011 døde 3 informationsteknologigiganter. Du hørte om dem i stærkt varierende grad, men de har betydet utrolig meget for dine teknologiomgivelser på hver deres måde.

Steve Jobs behøver jeg ikke fortælle dig noget om. Manden, der mere end nogen anden, har ansvaret for overfladen af den teknologi vi alle bruger hver dag. Ikke som designer, men som indpisker, er han den primære grund til at vi har de typer interfaces vi har idag. Der er simpelthen ikke en designer af interfaces, der har haft samme impact som chefen, Jobs selv.

Dennis Ritchie er det mere tvivlsomt om du har hørt om, med mindre du er en af mine mednørder. I sidste tilfælde har du helt afgjort hørt om ham. Han var den ene af de to opfindere af programmeringssproget C, og samtidig en af den lille gruppe af hackere der fandt på Unix-operativsystemet. Det er ikke noget du opdager, normalt, for det foregår ikke på overfladen, men alt hvad du ejer og har, som har chips i sig, er sandsynligvis programmeret i C i en eller anden forstand. Dennis Ritchies ideer er simpelthen overalt rundt om dig, i din bil, i din DVD-maskine, dit TV, din computer, dit armbåndsur, din telefon.

Et par uger senere døde også John McCarthy, og ham har du formodentlig heller ikke hørt om, med mindre du er mednørd. McCarthy er en af de imponerende skikkelser, der fandt på computerens indretning før der var maskiner at teste ideerne på; simpelthen som abstrakt idé om hvordan man kunne indrette computeren. McCarthys mest berømte bidrag er programmeringssproget Lisp, og her står jeg lidt ved et vadested, for enten er du mednørd, og så behøver jeg ikke sige mere, eller også er du ikke og så bliver forklaringen noget lang.
McCarthys bidrag har været ligeså vigtigt som Ritchies, men er så at sige startet i den stik modsatte ende. Ritchies C er inde i alting, fordi det egner sig perfekt til at blive oversat til software, der kan afvikles med meget begrænsede ressourcer. Det er opfundet som en fornuftig abstraktion af maskinernes basale indretning, og de praktiske forhold der regerer i en computer kigger hele tiden en lige i øjnene når man programmerer i C. Når det stadig er så vigtigt er det fordi der faktisk ikke er sket det helt store med den mest basale indretning af computere siden 1970.
McCarthys Lisp er næsten det stik modsatte - det er en øvelse i hvordan man i praksis kan realisere den allermest abstrakte idé om hvad en computer egentlig er i virkeligheden. Når McCarthys Lisp stadig er relevant, så er det fordi at maskinerne bliver mere og mere indviklede - det bliver længere og længere fra maskinen, der stadig ligner dem Ritchie arbejdede på i 1970, og ud til overfladen. Og så er det at abstraktion igen bliver relevant. Den abstrakte beskrivelse bliver jo ikke anderledes af at maskinen bliver mere og mere indviklet. McCarthys Lisp har vist sig gennem 50 år at have en helt usædvanlig evne til at beskrive alle niveauer af abstraktion i maskinen. I sandhed en bemærkelsesværdig indsats. Ideer fra Lisp er stadig med os, f.eks. er der masser af Lispyness i javascript fortolkeren i den browser du sidder og læser det her med.

De 3 mænd har altså bidraget på 3 meget forskellige måder. Karakteristisk nok har du kun læst i avisen om ham, hvis arbejde man kan se direkte. De 2 andre arbejde under overfladen på hver deres helt forskellige måde, og selv om de døde inden for de samme få uger, og spillede en rolle i den samme computerrevolution, så var de 3 forskellige generationer. McCarthy var fra 27 og nåede næsten at deltage i 2. verdenskrig. Ritchie var fra 41 og slap lige for Vietnamkrigen og Jobs, fra 55, var flowerpowerbarn.