For et par uger siden gik jeg rundt - det var før valget og det nye kaospilotministerium - og spekulerede over kulturens og humanioraens ringe stand i samfundet, der virker præget af en række lige svage defensive positioner når det kommer til at stå ved kulturens relevans og vigtighed for hver af os og for samfundet rundt om os. Der er den svage afglans af den kulturradikale idé, der har skabt en kulturel totemisme, hvor kultur - bare sådan fordi - er blevet en helsebringende sutteklud, som vi for guds skyld skal have. Et kosttilskud, uden hvilket vi lidt oftere ville få influenza. Det er den idé nogen havde forsøgt at bibringe nulliteten Carina Christensen, da hun i sin tid var kulturminister og gik og lirede replikker af om kulturens sammenhængskraft, og måske er det, som nogen påstår, simpelthen den kulturministerielle ethos. Så er der kulturkonservatisme, der kun vil bevare kulturhistorien. Det er noget med dannebrog og landskabsmalerier og nationalsange, en gold idé i hvilken nutiden aldrig findes og hvor kulturelle frembringelser ikke kan stille spørgsmål overhovedet. Det har jeg kritiseret en gang her.
Endelig er der kulturel reduktionisme af den slags som min bror f.eks. er eksponent for, hvor kulturen stilles til regnskab i et eller andet system - og derfor i det store hele kommer til kort, fordi hvorfor skulle man lave den, hvis den bare skulle mappes til et system. Som Jorge Luis Borges engang har skrevet, hvorfor skrive en roman på 500 sider hvis dens idé kan forklares på 5. Det kan aldrig være pointen med et kunstværk at være i pagt med en beskrivelse af det.

Og så var det at følgende tanke slog ned i mig: Humaniora er 100 år eller mere bag efter teologien når det kommer til at finde fred med ikke, i sidste instans, at kunne forklares med baggrund i noget andet.
En god teolog kan sin Gadamer og ved hvordan vores idéverden skaber sig selv og bliver en virkelighed for os. Og det er protestantisk børnelærdom, prædiket hver søndag, hvordan man skal møde den anden forudsætningsløst hver dag, uden at lade forudtagede moraldomme eller systemer stå i vejen for mødet.
Kulturen har brug for stort set de samme færdselsregler. Man må lade den være sig selv, ikke eksempler på noget man allerede ved hvad er, for at den kan være fri til at udvikle sig, men selvfølgelig altid med en rod i den forståelse man er i stand til at give den, der hvor man nu står.

Og så var det jeg kom i tanke om at Herman Hesse i virkeligheden havde præcis den samme idé tilbage i 1930erne, da han skrev på Glasperlespillet. Hvis du ikke har læst bogen, eller har glemt indholdet, så er setuppet ca at Europa er drevet i ruiner efter en masse krige, undtagen landet Kastalien, hvor en embedsstand af symbolanalytikere holder kompleksiteten og åndeligheden oppe i kraft at glasperlespillet, et intellektuelt universalsprog, der holder sammen på både stat og ånd. Man må gerne forestille sig Regeldanmark, Kulturkanonen, Sammenhængskraften, Danskhed, Udanskhed, Oehlenschläger, Christiania og alle de andre systemer, vi taler os til holder sammen på tingene, her. Hesse lader kulturalisten Josef Knecht, den ansvarlige for det sindrige glasperlespil, møde katolikken Pater Jakobus, der siger til ham

I er store forskere og æsteter, I kastaliere, I måler vægten af vokalerne i et gammelt digt og bringer dets formel i relation til en planetbane. Dette er nok fascinerende, men alligevel kun et spil. Et spil er jo også jeres højeste hemmelighed og symbol, nemlig glasperlespillet. Jeg vl gerne anerkende, at I gør forsøg på at løfte dette smukke spil op ti noget i retning af et sakramente, eller i det mindste et spil til opbyggelse, men sakramenter opstår ikke af sådanne bestræbelser - spil er og bliver spil.
Josef: De mener dermed, pater, at vi mangler teologiens fundament?
Pateren: Åh, teologi vil vi slet ikke tale om; det er I endnu alt for langt fra. I ville allerede være vel tjent med nogle enklere fundamenter, for eksempel med en antropologi, en virkelig lære og viden om mennesket. I kender ikke mennesket, ikke dets dyriske aspekter og skabelse i Guds billede. I kender kun kastalieren, en specialitet, en kaste et aparte dyrkningseksperiment

Måske jeg skulle læse den igen.