Det ligger allerede fast at ingen minister vil sætte sig i stolen i en kommende regering uden at vide at hans/hendes parti faktisk tabte valget. Hverken V, K, S eller SF ser ud til at få et godt valg. En halv nation fravælger at være med som regeringsbærende.
Jeg ville helst sige at jeg ikke var en af dem, men det er jeg. Ikke i protest mod noget som helst, men der er ingen sammenhæng mellem den politik man kan få nok stemmer med og noget jeg kan bakke op om.
Siden Helle Thorning Schmidt kom til magten har det socialdemokratiske problem været et komplet fravær af udvikling i det politiske tankegods. Fair forandring er en slatten karklud i bærret på ethvert ønske om forandring. Det politiske indhold i fair forandring er "vi behøver ikke ændre en pind. Vi skal bare være lidt mere kreative i bogholderiet, og så bede de andre om lidt flere penge". Det er virkelig ikke noget at stemme ja til.
Det ville se endnu mere sort ud uden Margrethe Vestagers og Lars Løkkes opportunistiske powermove i foråret med en tilbagetrækningsreform. Guderne må vide hvad besparelserne fra den vil blive brugt til istedet for 2020-holdbarhed.

Jeg har aldrig været andet end i opposition til den siddende regering, og jeg har ingen planer om at ændre på det, men når nu Villy+Helle i den grad er to huller i jorden, hvorfor så ikke nu. Fordelingsmæssigt er det støjende usandsynligt at en kommende regering vil klare opgaven særlig godt, og dermed mangler S+SF også det der virkelig er en mangelvare overalt i det politiske liv, lidt ideologisk selvkritik eller lad os bare kalde det ideologisk beskedenhed. Hvordan fordeler den ideologiske hybris sig hos partierne?

Hos Enhedslisten omfatter den hele partiets politik. Her findes kun ideale fordringer, og nedenunder det et betændt principprogram.
Hos SF ved jeg heller ikke hvad det er meningen man skal rose. Det er lige før jeg tror at SFs hybris er forestillingen om at være "et fornuftigere Enhedslisten" uanset at ingen ønsker et sådan mareridt opfundet.
Hos S mangler selvindsigten at man simpelthen ikke taler svages sag på nogen måde. Arbejderbevægelsen, den organiserede, er blevet velnæret middelklasse, og partiets sager er derfor blevet denne velnærede middelklasses. FOAs Dennis Knudsen klædte sig selv af på TV i foråret da argumentationen for efterlønnen blev til "vi vil have det gode liv". Indgrebet kom i vejen for ferieplanlægningen forstod man.
Rs hybris er den meningsløse forestilling at være balancen i dansk politik, istedet for et intellektuelt nicheparti.
LAs hybris er Ole Birk Olesen
V er blevet fuldstændig slidt i smadder af Foghs midtsøgende politik og har ligesom S ikke nogen ideologi tilbage
Ks hybris er at tro at partiet overhovedet eksisterer mere
DFs hybris er den autoritære bjælke partiet ikke aner hos sig selv, koncentreret som det er om den autoritære splint i islam. Et rent DF-Danmark ville være et maximalstats-forbudsmarridt.

Når valget skal træffes, står man med beslutningen om økonomi eller værdi skal afgøre sagen. Højreblokken skylder helt igennem sig selv at værdi ender med at være det centrale istedet for et fravalg at meningsløs økonomisk politik til venstre. Det seneste ti-år har bestået i en markant radikalisering i afradikaliseringens tjeneste. Hvis der er en direkte årsag til Enhedslisten rystende gode meningsmålinger, så er den Søren Krarup. Man skal lede længe efter en større realpolitisk fiasko end Krarups. I jagten på afradikalisering, på at pålægge politikken ikke at være påvirkelig af Islam har han omskabt politik til næsten ren værdi. Når først værdi er skalaen har man legitimeret at også de andre har værdi på skalaen, fra venstre til højre. Fra øst til vest. Medievaliseringen bliver, med liste Øs hidtil usete indflydelse til venstre i salen, komplet. Vi har simpelthen fået mere middelalder ind i den politiske samtale, sådan at både Ø og O er indstillet på helt igennem at redegøre for fjendens svinagtighed på værdimæssigt grundlag, selvom virkeligheden som hovedregel er en del mere speget.