Var på Louisiana til Litteraturfestivalen et par timer efter arbejde idag. Det var lidt en blandet rodebunke, men underholdende undervejs, mest i en time med Gary Shteyngart, der var det rene stand-up act - "I turned to writing, making fun of the Torah, which became 'Gonorah'." var bare et enkelt af hans mange quips. Men han havde også en udemærket observation på lager, som forfatter til en morsom undergangshistorie, med en kærlighedshistorie i. Om de to store dystopier fra det 20ende århundrede - Huxleys fagre nye verden og Orwells 1984 - siger han at han egentlig synes Huxleys er den bedste dystopi, som en forudsigelse, men det er 1984 han husker pga Julia og Winston. Det er kærlighedshistorien man kan huske. Hvad handlingen i Brawe New World egentlig er fortaber sig.
Og det er jo rigtigt - og samtidig forfærdeligt, qua f.eks. Rushkoffs antihistorieargument . Historier er fulde af løgn.
Rene Jean Jensen læste godt, og Junot Diaz blev stillet utrolig kedelige spørgsmål af Synne Rifbjerg. Klimakrisen var sådan et sted mellem lala og rigtig sjovt.