I sidste uge tror jeg det mest interessante jeg læste på Twitter var en lille dialog* mellem Niels Hartvig og forskellige om den på det sociale net så gængse samtalekritik - at virksomheder ikke har ørerne ude i de sociale samtaler. Det er desværre langt hen ad vejen blevet til en rygmarvskritik. En doven måde at være mildt utilfreds på, eller som Hartvig siger:
Det er når det bliver brugt på samme måde som hvis du sendte en mail og cc'ede alle dine kontakter at jeg får kvalmeog
Det er det største problem med Twitter. Firmaer monitorerer feeds i dialog angst og folk finder ud af at de bare skal råbe højt på Twitter og så bliver tingene løst. Resultat; Det bliver et inferno af brok.
Kritikken blev siden aktualiseret af Liberal Alliances nye socialspamspil, hvor liberale "debattører" kan få statuspoint for at sande dele af nettet til med liberale sysnpunkter.
Det lyder som noget man ikke er nødt til at sige, men: Samtale, der ikke er samtale, er ikke samtale.
Drive by kritik, a la LA appen, har intet med politisk debat at gøre. Samtalen er stendød, lige så snart den bliver udsat for et forsøg på "skalering". På samme måde er der ingen samtale i at tage en virksomhed man er utilfreds med som gidsel på Twitter. Det er ærligt talt lidt svært at se hvad en virksomhed får ud af at please twitterbrugere. Det minder mere om beskyttelsespenge, end god service.
Så hvad er egentlig temperaturen på den samtalende virksomhed? At den sociale virksomhed virker indadtil, hvor samtalen ikke er på skrømt, er der vist ingen tvivl om. At den virker med genuine stakeholders udenfor virksomheden, tror jeg også gerne på - men er det det, der sker? Er de fleste samtaleforsøg ikke fanget i de problemer jeg taler om ovenfor?
* Kronologisk:
1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7.