Ikke for at dramatisere, men at følge med i situationen omkring atomkraftværket i Japan, føles på mange måder ligesom dengang vi sad og ventede på at min far skulle dø. Han havde fået et slagtilfælde, og så fulgte 3 ugers limbo, hvor man ikke rigtig fik nogen gode nyheder, men heller ikke meddelelsen om katastrofen. Man kunne ikke rigtig gøre noget, men man kunne sige sig selv at man var på vej mod en virkelig drastisk forandring.
Så tager man sig i bare at ønske sig at få det overstået, sådan at man kan få gjort kontoen op og komme igang med at se på hvordan man kommer videre. Og det kommer man jo.
Det er også slet ikke ligesom dengang, for ulykken i Japan er ikke vores ulykke. Vi kommer ikke til at lide under den. Ligeså meget man kan føle for japanernee i situationen, lige så forkert er det at bilde sig selv ind, at det her er noget der sker for os. Vi har ingen ret til at blive lammede af det.

Det er pokkers svært at få overblikket. Svært at få en skala på. Helt konkret så har jeg det problem lige nu at Wikipedia opslaget om Tjernobylulykken taler om stråling i fysiske enheder (becquerel), mens alle de data vi får fra Japan er i strålefareenheder (sievert), som er en omregnet skala. Sievert er godt at kende for de, der er inden for 20km fra atomkraftværket, men vil næppe være en relevant målestok for en større region, for det vil ikke være akut strålefare en større region bliver udsat for. De ved formodentlig endnu ikke hvad storskalaeffekterne kan blive endnu.
Venten kan være det værste.