Jeg har fået ølbar i min gade, en top hypet en af slagsen endda, nemlig Mikkeller. Det sku' være så godt, deres øl - og man går ned og smager, og indrømmet det er supermarkant. Den er kørt helt i top. Enten super syrligt, eller super humlet, eller super noget tredie. Altid super. Men, desværre - og her gør jeg da gerne et forbehold for mine primitive smagsløgs talenter - det er bare som om, at når man lige kommer bagom den der superkvalitet - superhumlet, supersyrlig, supermikkellersk - så er der faktisk ikke så meget af interesse i øllet.
Det virker på mig som en række øller der er optimerede. Den har fået fuld skrue i en eller anden retning. Det ser man også tit i nyere rødvin, oversøisk rødvin, måske især i den billigere ende. I stedet for bare at lave noget pjask, så får den fuld hammer. Masser af egefad. Masser af sol. Fuld hammer i en eller anden retning. Men der kommer altid til at mangle noget, som man til gengæld kan finde i de rigtig gode vine, nemlig kultur.
Kultur er ikke noget man kan optimere. Det kan opleves bedre, men der kan ikke laves den økonomiske kalkule på det, at vi kan proppe mere i af sådan og sådan og så er den der. Man kan ikke måle sig til den, det er en levende proces, man bare må passe efter bedste evne.
Sådan som hovedregel vil jeg hellere have det kultiverede end det optimerede. Det er f.eks. en af grundene til at jeg droppede ud af whisky-connaiseuring. Det handlede for meget om "den er godt nok [ ]" - med den tomme plads fyldt ud med et eller andet, der var skruet helt vildt op for.
For meget af et eller andet kan være fantastisk. For meget støj, fedt, sukker, tjære, alkohol, snak, you name it - men alt i alt, så er der mere bæredygtig langtidsholdbar glæde i det kultiverede.