Jeg skal ikke frarøve nogen, deres fornøjelse ved Harry Potter-serien, men hvis nu det var sådan at der døde en engel hver gang en forfatter brugte en narrativ nødudgang, så ville J.K. Rowling være kendt som en af historiens største massemordere.
Beviset er i dette katalog over magiske besværgelser brugt i Harry Potter bøgerne. Magi er fantasy-litteraturens svar på agent-filmenens omfattende og altid helt ubevogtede ventilationskanaler. En gratis måde at flytte personerne fra situation A til situation B uden at skulle finde på noget.
Det er trumfkort af valgfri valør, og minsandten om ikke Rowling hen over bøgerne når op på hele 142 (et-hundrede-to-og-fucking-fyrre) af dem. 142 nødudgange! Fortælleøkonomisk rædselsfuldt. I Bond-filmene har Q et budget på omkring 3 magiske gadgets han kan give Bond per film. Rowling, derimod, tillader sig hele 20 fribilletter per bog!
Hvor slemt det står til, fanger man især ved at se på hvor få gange mange af formularerne er brugt. Hvis det handlede om at etablere et univers, der er anderledes og så lege med reglerne der, så fint nok. Men nej, det er faktisk så slapt lavet at Rowling bare finder på en ny formular hver gang hun maler sig op i et hjørne, istedet for at ofre energien på at finde ud af hvordan personerne faktisk, med de ressourcer læseren ved at de har, kunne overvinde udfordringerne.