Jeg var til en dejlig koncert som blogreporter med Sjællands Symfoniorkester i Radiohuset i fredags. Eller dvs: Sjællænderne var forstærkede i halvdelen af koncerten med studerende fra konservatoriet - og det gav fuldt ud mening, fordi Radiohuset idag er Konservatoriets Store Sal. For at gøre omdøbningerne og omdefineringerne komplet, så er Sjællands Symfoniorkester på programmet og på engelsk blevet til Copenhagen Philharmonic, for hvem ude i verden ved hvor Sjælland ligger?
Koncerten var - udover et dejligt genhør med Stravinskijs forårsrite Sacre Du Printemps, et møde med Faurés Pelleas og Melisande (ikke at forveksle m Debussys opera), Richard Strauss' Tod und Verklärung, og sidst men i den grad ikke mindst, Poulencs koncert for orgel og orkester.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg nåede at blive lidt nervøs for eksperimentet med de studerende i koncertens første halvdel. Først spillede de professionelle Fauré alene. Det var pænt, men hurtigt glemt, hvis jeg skal være helt ærlig. Så kom de studerende på til Strauss, og undervejs gennem døden hos Strauss gik lyden desværre lidt i opløsning. Der var ikke rigtig form på lyden, der suppede lidt rundt uden retning.

Jeg har ingen musikalsk skoling udover at have gået til koncert i mange år, og det gør det altid lidt svært helt at forklare hvad der er godt og skidt. Jeg ved ganske klart hvad jeg kan lide og ikke lide, og hvornår jeg synes det lykkes at formidle musikken, men der er meget teknik i at beskrive musik i stedet for at opleve det. Og så er der et helt andet leje af kritikken, som går på hvor "tekstnær" fortolkningen er. Altså om musikken man hører stemmer med hvad der står i noden. Principielt synes jeg det er lidt ligemeget, så længe der kommer en god oplevelse ud i den anden ende. Det er selvfølgelig ærgeligt hvis man ved at musikken har nogle muligheder, som ikke bliver udnyttet, men der kommer andre koncerter. Jeg kan under alle omstændigher kun følge med i det regnestykke, når det er musik jeg kender virkelig godt - ellers må man bare lytte efter om musikken giver mening for en selv, og giver et sanse- og følelsesmæssigt kick, som den gode musik gør. Nogle gange er det så et spørgsmål at orkestret simpelthen spiller et kedeligt værk, og nogle gange kunne det have været godt, men lykkes bare ikke rigtig for dirigenten, eller for musikerne.
Så er det at man sidder og spekulerer lidt over om det er musikken, eller dirigenten eller orkestret den er gal med. I fredags var den nærliggende mistanke at det ikke rigtig duede at blande de studerende ind med de professionelle, men det viste sig heldigvis efter pausen at det slet ikke var det, der var problemet.

Det var nemlig efter pausen at det blev rigtig godt. Først var det sjællænderne alene igen med Poulencs koncert for orgel og orkester. Det er ikke musik jeg har hørt spillet før, men sikke dog en oplevelse! Det er skrevet i 1930erne, og måske er det derfor at det glider lige ind i også det moderne øre. Det var en herlig blanding af inspiration fra den gamle musik, barokken, af en meget moderne sound fuld af drama og kaos, og så rene pop-temaer. Man kan f.eks. prøve at sammenholde den skønne popsovs i starten her med den skærende gysermusik vi kommer ind i et par minutter længere henne. Og bare et minut senere er vi så tilbage til Melodi Grand Prix. Fantastisk værk, og levende opførelse.
Så kom de studerende ud igen, og de bange anelser man havde fra Strauss i første halvdel viste sig at være helt ubegrundede. Jeg ved ikke om de har nedprioriteret Strauss til prøverne, eller om det bare ikke rigtig sagde dirigenten noget - den slags sker også - for hvad, der havde sejlet lidt under Strauss var knivskarpt under Stravinskij. Stravinskijs musik er fuld af billeder og fuldstændig blæst fri for al salon-flødeskum. Som jeg fortalte forleden, så vakte Stravinskijs forårsritual skandale ved premieren. I 1906 var støj og kaos endnu ikke anerkendt som værdifulde musikalske udtryk, og det er der masser af hos Stravinskij. Idag betyder de sammenbrud musikken af og til eksploderer i, bare at man synes det lyder dejlig moderne, selv om det er 100 år gammelt. Der er så meget af den musik, der ellers omgiver os, der betjener sig af det drama der er i virkelig at skrue op for det hele og lade musikken koge helt sammen.
Det var dejligt at være tilbage i Radiohuset.Jeg syntes, da jeg var fast gæst i rummet for et par år siden, at det var en stor dejlig sal, men når man først har vænnet sig til det nye kæmperum i DR-byen, så virker den faktisk decideret lille. Det enorme orgel, der udgør hele bagvæggen virker decideret som vold mod rummet, men kors hvor var det dog velanvendt i Poulenc.