Da debatten tidligere i år kørte om forholdene i udkantsdanmark gik mine tanker igen tilbage til min barndom i Danmarks mindst kreative by, Skærbæk, der ligger helt dernede i sydvest, hvor bananen drejer over mod øhavet og Lolland-Falster. Som børn af to akademikere stak jeg og mine søskende mildest talt ud i byen. I skolen var man naturligvis "'fessor", eller også - fordi min far var byens præst "præjst". Kulturtilbuddet i Skærbæk bestod sådan ca i den lokale biograf (den er lukket nu) og ellers den kombinerede kiosk og legetøjsbutik, som hjemkøbte Politiken, fordi min far troligt gik ned og købte den hver dag, og så var der faktisk en boghandler - dvs en papirvarebutik med adgang til at bestille bøger hjem, hvis man gerne ville have nogen. Al anden kultur var noget man kørte til. På et tidspunkt startede ildsjæle fra den lokale skole en musikskole om eftermiddagen. Det var ikke noget kommunen synes man skulle bruge penge på, så det var svært med støtte til den slags. Det gik meget bedre da andre ildsjæle ville lave tambourkorps, for de har jo uniformer på i sådan et korps, og det er sgu da noget man kan forstå, og ikke bare krea-børn.
Som præst kom min far i berøring med de fleste mennesker i byen. Han havde kontor hjemme i præstegården, så rigtig mange skærbækborgere kom også i vores hjem. Det var altså ikke fordi vi havde vores egen lille ghetto eller noget, men selvfølgelig var vi anderledes, og selvfølgelig var de andre mennesker vi kendte i byen skolelærerne og lægen. Og der skulle ikke laves om på noget. Sådan en lille by er konservativ. Den er optaget af at være "os fra Skærbæk". Det tager lang tid at flytte til. Det er den slags lilleby hvor "underlig" er et advarselsblink. Man skal falde til - dvs, holde op med at være den man er og blive "lissom os".
Når Vestas lukker, og når Udkantsdanmark har problemer, og når landbruget passes af billige polakker og socialhjælp fra EU i form af landbrugsstøtte, så har jeg svært ved ikke at komme til at tænke tilbage på livet i Skærbæk, og tjansen som outsiderakademikerbarn. DF-kritikken af sådan nogen som os vil til enhver tid være at vi har jo vores på det tørre. Vi kan bare flytte. Vi har ikke rødder der. Og vi flyttede jo også allesammen. Men, hvorfor skulle vi andet? Kritikken ville til enhver tid have været at vi har vores på det tørre og bare kunne flytte, og det er da rigtigt nok, men det er jo ikke nogen måde at trække folk til byen på, at man ikke rigtig stoler på dem, for de kunne jo bare flytte? Hvem vil gerne modtages af den kattejammer? Hvem orker at stå på mål for den kritik, når nu man ikke kan gøre noget ved den?
Der kommer ikke flere jobs i landbruget, og jobsene på fabrikkerne er også flygtige. De kommer under ingen omstændigheder, hvis ikke der er nogen rige kunder her, der køber en masse, og hvis ikke der bliver hældt en masse viden og teknologi i, så ham ude på fabriksgulvet faktisk kan blive det værd fagforeningen synes han skal have, istedet for den løn landmanden nu giver til de polske landbrugselever i stedet for.
Der skal mere til end en debat om placeringen af sygehuse for at flytte nye jobs, der kan være det værd, der skaber det gode liv, ude i sådan nogle byer som Skærbæk. F.eks. Skal Udkantsdanmark have sig en drøm om faktisk ikke at være udkant længere. Den rådne banan er rådden, fordi den ikke selv skaber velstand at leve af, så man er nødt til at ville forandringen selv, og det er simpelthen ikke sådan jeg husker min barndoms marskland.
Skærbækerindringen melder sig igen når Pia Kjærsgaard forklarer at hun endelig har gjort det. Skabt Fæstning Udkantseuropa. Kravene til eventuelle nye indbyggere i Danmark har nu et niveau som kun en helt marginal andel af Dansk Folkepartis egne vælgere ville kunne leve op til. Der er et skærende misforhold mellem samtalen om omkostningerne ved indvandring, og samtalen om vores egen velfærd. Misforholdet er baseret på et politisk eventyr om at det er OK, for os der allerede er her, har jo sparet op, så vi kommer jo med et indskud, som de andre ikke har. Det er ren fiktion. Der er ingen opsparing, tværtimod. Der er nogle ufinansierede forventninger til fremtiden og et absurd selvbillede af at det er de andres skyld det hele. "Du må kun flytte hertil, hvis du er bedre end os" er sådan ca budskabet. Jeg kan ikke slå billedet ud af hovedet, hvor diskussionen foregår ved byporten på vej til Skærbæk. "Har du kun gået på universitet i Bologna? Men det er jo kun en smule bedre end den bedste skole vi har her.". "Altså, jeg taler ikke kinesisk, så jeg kan ikke rigtig se hvad jeg skal bruge det til at du taler kinesisk". "Spiller du håndbold? Nå, ja vi har ikke nogen cricketklub, så det kan jeg ikke se hvor du skulle gøre. Larmer det, sådan noget cricket?"
Ville de fleste ikke køre et andet sted hen, efter det interview?