[Siden Trine Maria stadig har mig i sin blogroll må jeg jo hellere blive ved med at blogge]

Den nye koncertsal i DR-byen fik en del hug i sin første sæson, og også til dels fra mig selv. Helt oppe på bagerste række, hvor jeg og min makker blev anbragt, selvom vores billetter var i den næstdyreste gruppe man kan købe, var lyden unægtelig noget tynd. Så tynd faktisk, at vi bestemte os til at opgradere til nogle dyrere billetter og komme ned foran, hvor vi sidder nu - og kan nyde de fine detaljer salen kan vise os, og samtidig også et fuldt orkesterbrus når det er det, der er brug for.
Jeg tror nu også de må have gjort et eller andet ved akustikken, for den virker mere saftig end før, sådan i det hele taget.

Alting var bare bedre i gamle dage - sådan virkede aviskritikken af den nye lyd. I Radiohusets Koncertsal lød det hele godt, og man var tættere på musikerne.

Jeg har også altid været glad for den gamle sal. Musikerne var det ikke. De fik genklangen i hovedet, og kunne ikke høre hvad de andre spillede, kunne man læse i avisen.
Og så iøvrigt også, at den gamle koncertsal skam også blev buhet ud da den blev bygget. 30er-publikummet kunne ikke forlige sig med den i sin tid topmoderne og superclean arkitektur, og lyden blev rakket ned.
Det var jo ikke noget man tænkte så meget over som publikum i den gamle sal, at der var sat ekstra akustikplader ind i siderne af rummet, og at loftet var næsten fuldstændig fyldt med et nedsænket transparent ekstra loft af andre akustikplader. Der var i det store hele bygget en hel ekstrasal inde i den gamle sal, for at lave den lyd vi alle var så glade for. Lyd er svært, simpelthen.

Det var synd og skam hvis alle de års tuning af lyden pludselig skal gå tabt, og det er da heller ikke sket. Sjællands Symfoniorkester har flyttet sit vinterkvarter fra Tivolis Koncertsal, hvor de holdt til dengang jeg var abonnent tilbage i 90erne, og over i det gamle radiohus der nu er musikkonservatorium.

Om et par uger er jeg blevet inviteret over at høre et af de store vidundere i det klassiske koncertrepertoire, nemlig Stravinskijs 'Sacre du Printemps'. Sacre er berømt for sin skandaløse premiere. Værket var et radikalt brud med sin tids musikalske konventioner, og store dele af publikum tog udfordringen meget ilde op. Indledende buhråb udviklede sig til skænderier og slagsmål mellem faktioner i publikum der var hhv. for og imod musikken. Politiet blev tilkaldt og lederen af kompagniet, der afviklede forestillingen, lod lyset tænde og slukke gentagne gange for at få samling på publikum.
Sacre har sikkert i sin samtid også haft ry for at være umådelig vanskeligt at spille, men moderne musikere har vænnet sig til en del i de sidste 100 år, og så er værket blevet et decideret standarværk.
Når man hører musikken idag kan det være svært at forstå hvad det var, der var så chockerende.
Det er elementært smukt, og meget dramatisk, musik. Og så er det iøvrigt for den uvante, sjov begyndermusik. Det er ikke bundet op på en hel masse traditioner man skal kunne i forvejen for at kunne følge med. Det er umiddelbar og billeddannende musik, der taler ret direkte til sanserne, og undervejs afvikles musikken ofte af små grupper i orkestret, næsten som kammerorkestre i orkestret. Der sker kort sagt en hel masse, og det er også lidt nemmere at overskue musikken fra de små midlertidige kammerensembler end hele den store orkesterlyd.

Jeg glæder mig til genhøret. Sidst jeg hørte Sacre var i samme sal, men med Radiosymfoniorkestret.