Selvfølgelig har det ligget i Man On Wire hele tiden, men det ramte først mit centralnervesystem for alvor tidligere idag, da SVT1 sendte dokumentaren, mens man på nyhedskanalerne kunne følge med i politiets pressemøde i anledning af bombesprængningen på Israels Plads: Uskylden i linedanserens omhyggelige planlægning af hvordan man skaffer sig ulovlig adgang til World Trade Center, med falske identitetspapirer, og camoufleret linedansergrej, er blæst væk, for en overskuelig fremtid. Det kan ikke lade sig gøre, slet ikke på en sådan en søndag morgen lige efter 11. september, mens politiet efterforsker en identitetsløs bombemands færden, at lade være med at tænke: Hvad nu hvis det var noget andet de ville i højhusene dengang?

Iøvrigt, så formoder jeg at manuskriptforfatterne allerede er svinget igang, ovenpå bombehistorien. En identitetsløs bombemand, midt i København. Det er en mageløs historie, og man glædes over at mandens talentløshed som bombemager gør en fri til at fantasere ud fra det, istedet for at skulle tænke på en tragisk hændelse.
Der skulle være nok at gå igang med. Kunstigt ben. Og mageløse dæknavne som Raoul Foltz, David Francois J de Vicq de Cumptich og Hans Veller.

Jeg tror det var Christopher Arzrouni jeg så skrive en klumme hvor han mente at nogen andre var gak gak fordi de snakkede om krig og terror som kulturelle konstruktioner. Det er nemt at forstå hvad han mener, og der er ikke så meget kultur i folk, der er døde, men klummen var klassisk overreach. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at Raoul Foltz mentalt er med i en agentfilm af en art. Bare de mageløse navne, fortæller en historie.