Jeg sidder og ser Last Night of The Proms på DR-K, og det er en velkommen anledning til dette:

De fleste vil være bekendt med den gamle fortælleøkonomiske traver man plejer at tilskrive Henrik Ibsen: Hvis man hænger et gevær på væggen i første akt, så skal man huske at fyre det af i den tredje. Man skal undgå tilfældigheder, altså, og tage spændingen alvorligt.

Sådan er det at opleve et symfoniorkester live i koncertsalen.

Når man sætter sig ned, før musikken går igang og kigger ud over alt det isenkram, der er stillet op, og de 100 musikere i kjole eller kjole og hvidt, så ved man med sikkerhed at det er 100 ladte geværer man ser foran sig, og at de alle bliver fyret af inden man går hjem igen.
Det er faktisk en af kvaliteterne ved koncertsalen, at man kan se hvordan musikken bliver lavet. Orkestermusik er kompliceret og fyldt med lyd, og jeg kan ihvertfald for mig selv sige, med sikkerhed, at jeg først rigtig har lært at lytte til symfoniorkestret ved at gå ind og se orkestre spille. Istedet for bare at have en mur af lyd i ørerne fra højttalerne, har man i salen i stedet et helt 3 dimensionalt landskab af lyd, og det bliver meget mere tydeligt, hvordan de forskellige instrumenter egentligt spiller sammen.
Det varierer meget hvor tydelig effekten er. I nogle værker arbejder alle mand utrolig meget, og overskueligheden er lav. Men andre gange er musikken bygget op som en hel masse meget enkle dele, så lyden flytter sig rundt i orkestret. Stravinskijs fantastiske forårsoffer, Sacre Du Printemps fungerer på den måde i lange passager. Så sidder næsten hele orkestret stille ligesom os andre, og lytter på en lille gruppe, et kammerorkester inde i orkestret, der spiller for os og dem.

En særlig rolle i det forventningsteater jeg snakker om her, spiller slagtøjet. For det første fordi slagtøjsspillerne har et frodigt arsenal af besynderlige lydgivere. Af og til står der en større garagefuld af mærkelige objekter på scenen bag orkestret, der ville gøre Georg Gearløs eller Professor Balthazar stolt. Og så er slagtøj og percussion sjældnere effekter i musikken. Der er netop geværskuddet, der sættes ind sjældent, for at gøre den dramatiske effekt så meget desto større.

Af og til spiller dirigent og orkester bevidst op til det Ibsenske motto. For nogen år siden var jeg til torsdagskoncert med Radiosymfoniorkestret, hvor Carl Nielsens 4. symfoni var på programmet. Den udemærker sig bl.a. med en dramatisk duel mellem to paukenister. De dukker først op i musikken tæt på afslutningen - Ibsensk gevær-forventning altså - med et ordentligt brag. Thomas Dausgaard, der dirigerede den aften, spillede op til paukedramaet med den måde orkestret var sat op på. Istedet for paukernes normale placering, ca midtfor, bag orkestret, var de to paukenister sat helt fremme ved scenekanten, og helt ude i hver sin side af scenen, så de spillede overfor hinanden, med resten af orkestret i midten, som gidsler i slagudvekslingen.
Da vi alle er kommet på plads, orkestret også, og vi kun venter på dirigenten, kan man imidlertid se at kun den ene paukenist er på plads. I den modsatte side, foran violinerne, står der kun nogle pauker. Der mangler en musiker.
Konventionen til en koncert er at alle er på plads fra starten. Ingen kommer ind efter dirigenten, og ingen går ud før dirigenten, så det er virkelig usædvanligt da Dausgaard kommer løbende ind på scenen, med sin sædvanlige, store energi, velvidende at han mangler den ene af de to hovedpersoner i dramaet.
Musikken går igang. Det er først i 4. sats at paukerne skal i krig, så der er sådan set ikke noget problem - udover at det er ret usædvanligt, det der sker. Men orkestret spiller ufortrødent videre.
Da vi kommer længere ind i musikken, begynder man at tænke over om der er nogen nærmere plan med den manglende musiker. Og så pludselig, åbner en dør sig omme bag orkestret. Et hoved kigger ind. Døren er ca der, hvor paukerne normalt ville stå, men der er ikke nogen pauker idag. Iøvrigt ligner manden mere en scenearbejder end en orkestermusiker. Selv om han kun stikker hovedet ind, kan man se at han ihvertfald ikke er klædt om i kjole og hvidt som de andre.
Der går et minut eller to, og så kigger hovedet ind igen, dennegang af en sidedør, bag violinerne. Han kigger ned mod den tomme paukeplads, men der er fuldt bemandet i orkestret idag, så han kan ikke komme fra hvor døren er, og frem til de paukenistløse pauker foran på scenen, uden at forstyrre musikken.
Vi er nu kommet et godt stykke ind i 4. sats. Man begynder at spekulere på hvad Dausgaard har tænkt sig at gøre, når han mangler den ene duellant. Musikken flytter sig, og lægger så småt op til at nu skal der snart ske noget. Og så pludselig er der bevægelse nede blandt publikum, foran scenen. En mand i T-shirt og jeans - dem er der ikke mange af i salen, og slet ikke på scenen - er kommet ind af en dør bag publikum på gulvet, helt ovre i kontrabassiden, altså ca så langt væk fra de forladte pauker man kan. Han går hurtigt, og med bestemte skridt helt ned foran scenen, passerer lige bag Thomas Dausgaard, der ikke lader sig mærke med noget, men fører orkestret frem - koncerten har kælenavnet 'Den Uudslukkelige' så der skal arbejdes for sagen.
Manden springer op på scenen, når lige at lægge ørerne til skindene og tjekke at alt er som det skal være, og så...