Jeg sad og læste i Bo Tao Michaelis' bog om Ernest Hemingway, da jeg så den hjemløse. Det var i en park i Zürich, et par timer før jeg skulle ud i lufthavnen for at flyve tilbage til Danmark.

Jeg tænkte ikke "hjemløs" da jeg så ham. Han kom rullende med et massivt, enormt stykke firkantet baggage på to hjul, og han kunne i virkeligheden have været ved at fragte kassen et sted hen.

Så opdagede jeg hans sko.

Det var en slags sandaler, hjemmelavede og af en eventyrlig konstruktion. De var opbygget af tre forskellige elementer. Der var et par gamle, nedbrudte læderstøvler, der leverede sålen. Over den en centimetertyk membran af skumplast; den slags man laver liggeunderlag af, bare i en tættere, mere massiv udgave. Ovenpå skumplasten så man mandens bare fod, og over den igen, var støvlernes overlæder, og skaft. Støvleresterne og skumplasten blev holdt sammen af et fletværk af tyk, sort, vævet nylon klipset sammen med solide plastspænder - samme type nylonbånd og spænder, der holder sammen på min rygsæk. Det sorte, omhyggeligt konstruerede fletværk fik mig til at tænke på en romersk legionærs sandaler. De var godt bygget, kunne man se. Der var intet tilfældigt ved dem, udover de besynderlige byggematerialer.
Over sandalhøjde var manden nydelig at se på. Pæne, rene vandrebukser, pæn ren t-shirt, og også manden selv var ren og pæn, og iøvrigt målrettet, og fuld af energi. Men sandalerne var det svært at misforstå.

I sin bog forsøger Bo Tao Michaelis at genrejse Hemingways ry. Michaelis har altså i første omgang mistet respekten for Hemingway, ellers var der jo ingen genrejsning behov. Bogen begynder med en ophidset samtale, anonymiseret ganske vist, mellem Klaus Rifbjerg og Carsten Jensen om Hemingway. Hemingway er den klassiske mandeforfatter, sådan en kvinder elsker at hade, og derfor naturligvis også sådan en Carsten Jensen hader, og af samme grund, netop sådan en som Rifbjerg holder af.
Hemingways alkoholopbakkede macho-eskapader er også Michaelis imod. På det menneskelige plan, og så synes han vist de sætter sig voldsomt på den sene halvdel af forfatterskabet, og det gør de sikkert også. Men der bliver ikke meget tilbage af helten i Michaelis' historie, når han først nænsomt er blevet undskyldt på alle ledder og kanter af sin danske pædagog. Hemingways far var en voldelig stivstikker, måske havde han gode grunde til at foragte sin kone, Hemingways moder, der måske var lesbisk. Hemingway, he-manden, var i virkeligheden opvokset i et jomfrunalsk kristen forstadsmiljø og hverken sofistikeret eller frigjort.
Tilbage at fejre er kun Hemingways helt egen opfindelse, den hermeneutiske he-mand, der filosoferer ved at handle. Manden, der i øjeblikket, det afgørende moment, ude i det fri, i bevægelse, først endelig kan forene den spaltede verden og blive et rigtigt menneske. "Grace under pressure", som Hemingway kalder det. At stå for trykket. Og her skal man huske at aflæse sætningen begge veje. Ikke alene skal man bestå kraftprøven før man kan kaldes et menneske, men man bliver først menneske i selve prøvelsen. Det er ikke en eksamen, det er selve skabelsen. Det er der gracen kommer fra.

Hemingway gennemfører sin helt helt ud i de mindste detaljer i sproget. Skriver, så man læser helten instinktivt, i øjeblikket. I hans måske allermest berømte novelle "The Big Two Hearted River" er vi hos helten efter det heroiske. Tilbage fra krigen vil den unge mand, muligvis arret af de rædsler han har set, finde tilbage til et øjeblik at være i. Så han søger, rituelt, ud i sin barndoms natur og begynder at fiske, samler sin opmærksomhed omkring detaljerne ved landskabet, vandet, fiskene, fiskegrejet, og så selve jagten i vandet. Det er hele teksten i novellen: Den omhyggelige gentagelse af de kendte praktiske manøvrer ved fisketuren, i et forsøg på at slå en gnist, at finde sig selv igen i et øjeblik.
I parken i Zürich har den hjemløse mand parkeret sin baggage. En køleskabsstor klods, monteret på en sækkevogn. Et nærmere kig afslører at også den i virkeligheden er sindrigt selvbygget, af forskellige kasser og tasker, sat sammen med snor og elastiske blæksprutter. Han begynder at skille den en anelse ad. De øverste par kasser kommer fri, og afslører både mandens kontor - nogle mapper med papirer - lidt tøj, og lidt praktiske forsyninger. Han tager to poser, en med abrikoser, en med tomater, og et par tomme vandflasker og går til parkens drikkefontæne og begynder sit måltid. Han fylder vand i sine flasker, drikker lidt selv. Han spiser tomaterne og abrikoserne, og skyller omhyggeligt de plastposer de var i, så de kan bruges til andre formål. Han står der et stykke tid, forstyrrer ikke nogen. Han forstyrres kun selv af en mand, der lufter sin hund, som vil have den hjemløse til at vige pladsen, så hunden kan få vand. Respektløst, tænker jeg. Det ligner en demonstration mod den hjemløses hjemløshed, men han lader sig nu ikke mærke af det.
Da han er færdig med sin frokost og et hurtigt bad, sætter han sig med sin bagage. Finder en t-shirt frem. Den er i stykker, så han tager sine sygrejer op af en anden af de utallige æsker han har på sækkevogene, og begynder at reparere den.

I lørdags lukkede Oslo Bar, FOS' midlertidige udendørsbar, en reprise af en tilsvarende midlertidig bar på Israels Plads for 10 år siden. Jeg stod der en aften, for 10 år siden, med en ven, og drak nogen øl. Den sommer var det ikke romaer, der vakte opsigt i København med ulovlige hjemløselejre, og det var ikke på Amager det foregik, men derimod lige op ad Israels Plads, i et buskads i Ørstedsparken. Der havde en gruppe ganske almindelige danske hjemløse, alkoholikere, på kanten af psykatrisk diagnose, slået sig ned i sommervarmen, i protest mod... det var lidt uklart, men sådan omtrent, de forhold de ellers blev budt, og manglen på steder de kunne sove trygt, istedet for at skulle ligge under et stykke pap i en busk i en park. De hjemløse og Oslo bar var i symbiose med hinanden. Baren lå netop der, og de hjemløse var netop der, for at bryde de sædvanlige regler om hvem, der er i kontakt med hvem.
En af dem sværmede omkring baren, og vi faldt i snak med ham. Han fik en øl, selv om vi ikke burde have givet ham en. Det midlertidige ved Oslo Bar gav en form for tilladelse til også at bryde med andre grænser. Han stak ikke ud der, selvom vi andre senere ville gå hjem til vores lejligheder, og han bare over til sin papseng i parken.
Han var umådelig snakkesalig, jeg ved ikke om han tænkte at det var det han havde at give igen for øllerne, men jeg skal ikke sige mig fri for at det var sådan vi tænkte. Vi fik en længere livshistorie om det muntre liv på landevejen. Efterhånden kom han tilbage gennem sit liv, helt tilbage til sine tidligere liv. Han havde været kriger. Reddet en prinsesse, eller var hun datteren af en godsejer. Det var noget i den stil. På landet. Han havde haft en kniv, og så havde han ordnet det der. Hans historie var arketypisk og fuld af skygger og lys.
Sådan er skemaet for genfødsel åbenbart. General Patton skrev om hvordan han havde været en kriger i Karthago, og ingen tvivl om at Hemingway drømte om at træde ind i et større og mere enkelt liv også, med sin øjeblikshelt, ind i en verden befolket af tyrefægtere, storvildtjægere og frihedskæmpere.

I Zürich passer den hjemløse bare sine sager. Jeg kan jo godt regne ud, at han har valgt noget meget unormalt, men han virker ikke særlig nødstedt, eller sølle. Eller i særlig grad på jagt efter noget heroisk. Han passer bare på sine ting. Det prikker til mig at hans udstyr er præcis det samme som jeg selv bruger, når jeg er ude at vandre. Samme type vandrebukser. Skoremmene. De smadrede støvler. Liggeunderlag under fødderne. Men så er tiden kommet, og jeg forlader parken. Tager ud i lufthavnen, hjem til København og sætter vandrestøvlerne.