[UPDATE: Bonus matematikdokulink om Andrew Wiles her]

OK, den her blogpost havde været mere fremsynet for en uges tid siden. Da var jeg ikke blevet overhalet af både Weekendavisen og New York Times. Men det er fjollet ikke at følge op på min tidligere post om P vs NP. Siden det påståede bevis kom frem har der været gang i den på internettet, mildest talt. Dvs, efter matematikskala har der været vildt gang i den, ihvertfald.
Det utrolige ved matematik er at man kan stille enkle spørgsmål, der ikke er til at misforstå, som har et ja eller nej svar, men hvor svaret kan tage matematiksamfundet 350 år at finde.
Iboende i den kultur er et bestemt billede af matematikeren, som en slags digtergeni. Man arbejder langt hen ad vejen alene på sit kammer, og kommer så ud derfra, genial.
Naturligvis er det ikke sådan det egentlig foregår - matematikere rejser rundt på konferencer og arbejder en hel masse sammen med hinanden på beviserne. Der er ligefrem matematikere som Paul Erdös, der er berømte for deres umådelige samarbejdstrang. Erdös havde ikke noget hjem de sidste 40 år af sit liv - han rejste bare rundt fra universitet til universitet, fra samarbejdspartner til samarbejdspartner og udgav en enorm mængde arbejder med andre.
Erdös er et ekstremt eksempel, men han er bestemt ikke alene - masser af matematikere laver langt det meste af deres arbejde i fællesskab med andre.
Men - der er bare også de andre historier. Den flest har hørt om inden for de senere år er nok Grigorij Perelman, som løste et af de 7 Clay problemer jeg skrev om sidst. Det gjorde han isoleret, og han foretrak det iøvrigt sådan - i en sådan grad at han har afvist at modtage den million, der ellers venter på ham. Heller ikke Perelman er alene. Genierne findes virkelig, og har altid været der i matematikhistorien.

Jo større byttet bliver, jo mere er der også tendens til at arbejde alene. Hovmod står som bekendt for fald, og når man i fuld offentlighed arbejdede på et af de nær umulige problemer, så er det selvfølgelig også ekstra risikabelt for ens omdømme. Andrew Wiles, der endelig fik has på Fermats sidste sætning, havde arbejdet alene i årevis. Og det bevis, der kom frem for et par uger siden var jo heller ikke noget, mange havde hørt noget til inden da.

Måske skulle Deolalikar have haft lidt flere folk på sit projekt. Så havde han muligvis fundet nogle af de åbenlyse skavanker i det arbejde han lagde frem, som eksperterne siden fandt.
I det sidste år eller to har matematikere rundt omkring langsomt taget de sociale medier til sig, og begyndt et kættersk projekt om at lade også matematikken nyde godt af The Wisdom of The Crowds. Det er kættersk i matematik fordi kulturen ellers er, at geniet altid har ret. Det gælder helt ned i publikationskulturen. Det påhviler ikke den dygtige at skrive så alle kan følge med. Han skal sagligt redegøre for det opnåede resultat, men hvis det kun er noget der kan læses af 3-5 eksperter, og det med stort besvær, så er det også OK. Geni er tilstrækkeligt, så må de andre hjælpe til med formidlingen bagefter.
Det er klart at i sådan en verden har man svært ved at sluge den kamel, at hvemsomhelst pludselig kan bidrage til arbejdet.
Der er også lavpraktiske problemer i det: Man beviser sine evner via sin publikationsliste. Det er den der giver arbejde på universitetet, og det er sådan man får brød på bordet og tid til at tænke videre. Hvad nu hvis den adgang til merit forsvinder? Hvor går det professionelle i faget så hen?

Ikke desto mindre, så har fremsynede folk spekuleret over muligheden for massesamarbejde i et par år, og derfor findes der både et projekt som Polymath, og et site som Mathoverflow allerede. Og det fine ved det er, at selv de allerdygtigste faktisk er begyndt at deltage i processen. Et par foregangsmænd her er Tim Gowers og Terence Tao, de har begge deres på det tørre - de har allerede fået Fields medaljen og er allerede professorer, så de har hver for sig råd til at investere sit rygte i de her projekter. Tim Gowers var manden, der i sin tid stillede spørgsmålet om det overhovedet kunne lade sig gøre at arbejde på den her måde.

P vs NP-beviset var lige det den spirende sociale kultur i faget skulle bruge som marketing. Der opstod i lynfart en levende samtale om beviset på et højt teknisk niveau, centreret omkring de blogs forskellige specialister allerede drev om spørgsmålet, og pludselig opstod en meget hurtig offentlig formodning om at beviset faktisk ikke holdt vand.

Man skal ikke helt lade sig narre af processen. Jeg har ikke læst nogle steder endnu, at det er helt entydigt klart at Deolalikars P vs NP-bevis ikke kan føres igennem, og der kræves givetvis noget detaljeret skrivebordsarbejde før det er på plads - men til hypotesegenerering har den offentlige proces vist sig helt formidabel.
Og sådan virker de sociale medier måske i virkeligheden bedst, når man forlader det helt trivielle: Det er ikke fordi man egentlig løser opgaven der. De sociale medier er ikke et teknologisk fix for intellektuelt arbejde. Men man får skåret arbejdet til og skåret det i de rigtige stykker, så de bedste hænder får det rigtige at arbejde på meget hurtigt. Den opfattelse ville ihvertfald også harmonere fint med den intuition man efterhånden danner sig om de store højfrekvens socialmedier. Det er ikke indhold, der foregår der, men annonceringer af indhold andre steder, der formidles meget effektivt. Twitter og Facebook bliver en slags markeder for interesse, ikke selve det interessante - og heller ikke egentligt medium for selve det interessante.
Af samme grund skal man passe på med at kalde det, der har fundet sted, for crowdsourcing. Det er lige knapt en crowd. Det er superspecialister, der i høj grad kendte hinanden i forvejen - som har fundet en ny og halvåben måde at arbejde sammen på.
Men det er for mig at se lige spændende for det.