Hurtigt og langsomt

[UPDATE: Nu med klassiske eksempler]

Tirsdagens bedste lydlink var længe det til den 8x tidsstrukne version af Justin Biebers hit "U Smile", der får nummeret til at lyde som 35 minutters ambient. Trommeslagene bliver til dragende sweeps, og vokalen går i opløsning som en harmonisk baggrundsflade.

Der nåede i løbet af dagen at opstå tvivl om det bare var gas at det var Bieber, men jeg kan oplyse, efter selv at have komprimeret nummeret igen, at den er god nok, så det var "aprilsnar!" råbet, der var aprilsnar denne gang.

Spørgsmålet meldte sig: Hvad så hvis vi tager noget ambient og komprimerer det. I tilfældet drone rock med Sunn O))) bliver det kedeligt, men Brian Eno er lige så god 10x for hurtigt, som i originalt tempo.

Det er en gammel leg. Gentagelse, spejling og gentagelse i halvt og dobbelt tempo er f.eks. klassiske tricks fra den klassiske musiks værktøjskasse. Bach lavede tonsvis af den slags enkle tricks med sine temaer i jagten på spændende virkninger til sin musik. Jeg spurgte min organist-svoger om gode eksempler fra det klassiske repertoire på de her effekter, og der er ganske rigtigt mange - lige fra den tidlige musik, hvor et std-trick var at tage en gammel gregoriansk melodi, spille den langsomt i bassen, og så variere over den på resten af orglet, via massevis af Bach, og så op til idag - hvorfra det mest tydelige eksempel han gav mig kommer: Her har vi en etude af Ligeti, det er i virkeligheden en slags fuga - altså gentagne og atter gentagne variationer over et tema, men det særlige her er at hovedvariationen i det er at stemmerne skifter tempo. Så man hører hele tiden det samme fald ned over klaviaturet, bare i vidt forskellige tempi. Det er ret nemt at høre at det er det han gør, og det har stor virkning.

I den konkrete musik - altså den der er lavet af ren lyd, og handler mest om klang, ikke så meget om noder, er der også tonsvis af forsøg med båndoptagere, der kører i forskelligt tempo og forskyder sig mod hinanden.

Brian Eno og David Bowie lavede den slags eksperimenter i forbindelse med deres berømte 70er-plader.

Og så er det alligevel dagens sidste eksempel, der bliver det bedste: I soundtracket til Inception spiller Edith Piaf en vis rolle. Hvad man ikke opdager mens man ser filmen, med mindre man er særlig vaks ved havelågen, er at filmens dundrende actiontema i virkeliheden er Piaf, skruet ned i tempo. Overrumplende, og skarpt fundet på af filmmager og filmkomponist. Man spørger sig selv om det er komponisten selv, eller om der er blevet givet instruktioner fra Nolans side om at få noget ud af det.

En særlig tak til @mikkelmarius for hans ihærdige research på Twitter idag.

Posted by Claus at August 17, 2010 11:56 PM | TrackBack (0)