Det triangulære mysterium.

Det kan ikke udskydes længere, det er på tide at tale om de åbenlyse freudianske billeder indbygget i bjergvandring. Man går op i en dal. Bjerget skråner ned fra begge sider, og danner således et trekantmotiv. Det er der man skal hen. Det er der man trænger ind. Som om det ikke var nok, så er dalen et frodigt regnskovslandskab med buske og træer. Og ned gennem dalen strømmer en livgivende strøm af vand. Jeg behøver ikke at blive ved, vel? Og hvis I ikke tror på mig, så tag det fra Kaptajn Tiberius Kirk istedet

Og dog så må den skarpsindige observatør her gøre opmærksom på at dette motiv faktisk kun tager sig sådan ud nede fra dalen, fra skrivebordet, hvor underbevidstheden trives. Utallige er de forfattere og andre kunstnere, der har besunget og beundret bjergene. Og dog har rigtig, rigtig mange af dem ikke været i dem for alvor, men kun nedenfor dem. Set dem som kulisse, altså. Både Thomas Mann - Trolddomsbjerget - og Richard Wagner - Rhinmytologi så det står efter - var egentlig lerede nordtyskere og ikke malmfulde bjergtyskere.

Selv skulle jeg have skrevet nogle fantasirige blogposts fra højderne. Den første, om der hvor Afrika skummer ind over Europa, forstået på den måde at bjerget - helt unikt - har tydelige linjer hvor den ene type sten, produceret for hundrevis af millioner år siden fra den europæiske tektoniske plade, bliver trykket ned af en anden type sten fra den afrikanske plade. Sådan er bjergene opstået i det hele taget, men her kan man se farveskiftene i stenen helt klart. Den udkom ikke, fordi jeg sad oppe i hytten, hvor mobildækningen trods alt var dårlig.
Dagen efter skulle jeg så have rapporteret live fra Panixerpass, hvor den 70 år gamle russiske general Suvorov lavede et bemærkelsesværdigt hannibalsk forsvindingsnummer i 1799. Hans hær på 18000 var egentlig fanget i en dal uden udgang, jaget på flugt efter et nederlag til en fransk hær, ved Zürich. Men det lykkedes for Suvorov at bringe sine 18000 mand op over det 2400 meter høje Panixerpass og ned i Rhindalen på den anden side, hvorfra de undslap. Men ak, jeg er også en skandinav på lerfødder og skvattede under reportagerejsen og måtte ned i dalen til pandereparation.

Så jeg må nøjes med at sidde her og opfinde centraleuropæisk symbolik, og så ellers fortælle om min aften oppe i Segnespasshytten. Der sidder, i hele sommersæsonen, en pige, Clod, der passer butikken alene hver eneste dag i 3-4 måneder. "Det er ensomt når det regner" siger hun. Så kommer der ikke nogen gæster, og man kan ikke være udenfor. Når der er sol er der fedt.
Jeg troede jeg skulle være alene deroppe som gæst, men hyttens ejer, en flink mand med det gode navn Raini, er på bjergtræningstur med nogle lokale børn. Piger og drenge, i alderen fra 8 til 14. En imponerende flok. De ankommer til hytten, som man altså går op til nede fra dalen, v 17 tiden i regnvejr. På det tidspunkt er det begyndt at regne. Børnene har været i gang fra morgenstunden med styrke- og konditionstræning, før de lige er blevet kommanderet de 1600 meter op fra dalen i 1000m højde til passet, der ligger i 2600m.
De har stadigvæk masser af energi, og der er heller ikke noget ballade, da de får forklaret turen i morgen, en topbestigning i nærheden til 2830m. "Her skal I passe på", siger Raini, "ellers bliver der billigt kød til aftensmaden imorgen". En af de mindste piger spørger, "Er det stejlt?". "Ikke specielt", siger Raini. - og det kan selvfølgelig godt irritere mig lidt at vide, at der hvor jeg skvattede og slog mig, passerede en større flok børn forbi en time eller to senere uden problemer.
Børnene bliver sendt i seng, men 11 børn på en sovesal falder ikke sådan i søvn på et øjeblik, der er meget larm inde fra sovesalen - hvor jeg iøvrigt selv skal håbe på at kunne falde i søvn lidt senere. Raini og hyttepigen Clod har alkover i spisestuen.
Raini og Clod sætter sig til at spille Scrabble for at få aftenen til at gå. Jeg studser noget, da Raini pludselig lægger ordet 'vogele' - oversættes sådan ca 'knepper'.
Der bliver bare ikke ro på sovesalen, og drengene - det er selvfølgelig dem der hujer og støjer - får en sidste advarsel. "Hvis der ikke er ro om 5 minutter, så kommer i alle syv drenge udenfor i 5 minutter". Vi er i 2600m højde, det er en kold dag med regn, og klokken er 10 om aftenen, så der er tæt på frysepunktet udenfor, og det giver sig selv at drengene ikke helt tager truslen alvorligt. Men den var skam ramme alvor. 5 minutter senere rejser Raini sig, og smider drengene ud, ikke noget med at tage tøj på eller noget - det er ud i frost og fugt i boxershorts på bare tæer.
Mens de står derude lægger Raini ordet 'ludere' på scrabblebrættet.

Chokkuren virkede. 5 sekunder efter drengene har fået lov at komme ind igen er der ro på sovesalen.