OK, jeg indrømmer gerne at jeg er et sentimentalt menneske, men jeg får sgu da tårer i øjnene når jeg ser smuk teknologi som det her navigations-armbånd fra 1920ernes England. Det er et snedigt lille apparat med udskiftelige ruller, der viser vej når man ligger og kører sin lastbil ude på ruten.
Og hvad er det så der er så smukt ved det? Jow, altså. Det fine ved armbåndet er at det er lavet lige præcis som et ur. Blogposten har godt fat i det: En GPS fra 1920erne. Anvisningerne kunne forsåvidt have stået i en bog, men det var ikke den effekt producenten var ude efter. Han ville lave et apparat, en slags kompas, bortset fra at man her navigerer efter de symboler vi har hældt ud over den grå graf af asfalt vi har hældt ud over landskabet. Vejene, og kortet over dem og systemet med vejnumre, har lavet den store indviklede 3-dimensionelle verden om til sprog. Fordi verden er blevet til sprog, pga den menneskelige snilde, så kunne man pludselig i 20erne lave et navigationsapparat, næsten en slags sensor, helt og aldeles ud af ord og tal.
Det synes jeg er stærke sager.
Både at sproget kan det, og armbåndsproducentens implicitte accept af at det er sådan. Naturligvis kan man lave et armbåndskompas ud af ord. Naturligvis er sproget en maskine, der faktisk virker.
Nu er kort og GPSer jo i sig selv sproglige forenklende modeller af verden, men den får lige en ekstra drejning af skruen her. Jeg husker faktisk tydeligt en iøvrigt rædselsfuld busrejse til London, fra før flyrejser blev rigtig billige, hvor nogle gæve jyske chauffører skulle finde vej gennem Tyskland, Holland og England. Det fremgik af de ikke rigtig havde gjort turen før, og hvad de havde med som guide var lige præcis en oversigt i stil med 1920er apparatet, bare lavet i hånden: En bunke sammenklipsede A4-ark med vejnumre, orienterende blik på hvilke sideveje man kan forvente at se, og så rutevalg undervejs. På intet tidspunkt brugte de kort. Et enkelt større vejarbejde eller trafikuheld med omdirigering og vi havde været lost.
Siden jeg boede på Regensen og havde lejlighed til at nærstudere mekanikken i gårdens ur i detaljer - en helt klassisk tårnursmekanik som de har set ud siden Huygens opfandt penduluret, men med en smuk og meget overskuelig mekanik, har jeg været fascineret af spillet mellem uret, mekanikken og tiden der går.
Fra den rituelle venten nytårsaften kender vi alle fornemmelsen af at uret ikke bare viser tiden, men er tiden. Vi kigger på resten af verden og hvordan den bevæger sig i forhold til uret, for at forstå tingene. Det er uret, der er grundpulsen. Og så er det alligevel sådan, hvad man kan forvisse sig om ved at kigge på en gammeldags pendulursmekanik, at et ur bare er et lod, der falder til jorden, på en indviklet måde.
Et lod, der falder til jorden. Det er det, der driver solen henover himlen. Det er for mig en fantastisk tanke, og navigationsarmbåndet minder mig i den grad om den. Kortet bliver landskabet.