På personalets undrende kig på mit gamle 2008-medlemskort kunne jeg regne ud præcis hvor bizart lang tid siden det er, at jeg har været forbi Louisiana, men igår var jeg deroppe. Jeg må indrømme at jeg ikke egentlig bryder mig om den nye bunkeudstillingsstil, der har kørt i de sidste par år. Jeg går ud fra at det er fordi det er det, der virker for publikum, at man har prioriteret anvendelsen af rummene så meget om, og sårn professionelt er det jo også let at forstå - men man går til gengæld fuldstændig glip af stedets og værkernes enhed, når det hele altid bliver flyttet rundt. Det er kun de udendørs værker, der får lov at blive stående og betegne hvor de er. De fleste af de andre klassiske koryfæer fra 80er-90er-museet, med et par signatur-undtagelser, står lidt pjaltet rundt omkring.

Når det så er sagt, så er der masser af guld deroppe i de mange små stik ud til højre og venstre. Sophie Calle har altid slået mig som en fremragende humorist, selvom hun aldrig udadtil antyder at hun selv synes hun er det. Det er kun den fantastisk inspirererede overreaktion på et noget kedsommeligt afskedsbrev fra en eks-kæreste, der rigtig giver mening i museumsrummene. De andre ting var man hellere alene med. Men kæreste-installationen er det hele værd. Jeg fik mindelser til den berømte scene fra Cyrano, hvor fægtemesteren belærer en noget kedelig fornærmer med et overbud af langt bedre fornærmelser vendt mod sig selv. På samme måde er Calles overbud af kuraterede reaktioner på det kedelige brev er i særklasse, fra de mennesker hun spørger til de konsekvenser hun mener det flade brev bør have.
Af særlig privat interesse for mig, for tiden, var de mange visuelle og auditive opmærkninger af selve teksten og hvordan man kan oplyse indholdet ved at gå ordnært til værks med billeder, annoteringer og overføringer t lyd og andet.
Som Morten gjorde opmærksom på per chat senere på aftenene, så er der i det hele taget ved Calles arbejder en intertekstualitet, der virker særligt relevant og tilgængelig for det moderne webmenneske. Underligt nok, og en længere historie værd, at hun aldrig selv har opdaget det medium (ikke hvad jeg ved af, ihvertfald).

Også godt, nu man er der, er et rum der forsøger ved en flot og varierende samling eksempler at vise os hvad der er på spil i nutidsmaleriet. Det er alt fra den slags ornamenteret detaljemyldrende maleri, som er blevet en hel stil, også i design, i '00erne til nypunkede kollager i blandede medier.

Og så det utrolige optiske illusionsværk m vand og farvede kugler, hvor man ovenikøbet får lov at være alene nede i kælderen. Fanget her, på vild flugt fra det rum, det befinder sig i.

Munch og Warhol har også sine øjeblikke, men lidt kold lod det mig nu alligevel. Jeg var i den forbindelse gladest for simpelthen at se mikrovariationerne i Munchs ting, ophængt side v side.