Sidder og hører ny plade fra LCD Soundsystem, og det er umuligt ikke at komme til at tænke på det her gamle interview med hovedbagmang James Murphy, for i bedste fald så er det nye album en opdatering af den samme sound som på de første par plader, helt nede til pladens arkitektur, der er mage til Sound of Silvers: Første single er ikke A1, men A2-A3. To tredjedele henne kommer så det extendede løsform workout som siden bliver en koncertpleaser, men som på album mest af alt er ret langt.

Det gør ikke mig så meget, for jeg synes James Murphys greb om dance punk er så meget bedre end de utallige andre der har forsøgt sig de sidste par år, at han fortjener en runde ekstra i en form, der ellers i den grad er overstået. og så er der det næste spørgsmål, som jeg stiller mere og mere, men ikke på grund af musikkens udvikling, men bare fordi jeg bliver ældre: Den kritiske position rådner meget, meget hurtigere end indskrivning i traditionerne. Den fungerer kun i bevægelse. Der er noget hit&run over det i det lange løb. Jeg kan godt lide hit&run, men balancen i respekten for traditionerne, de store korpus af kulturstof, relativt t respekten for ikonoklasterne, skifter med alderen.