Jeg glæder mig til at se dokumentaren om krigen i Afghanistan. Det er helt sikkert voldsomt og spændende, og grusomt og livsændrende både for de der bliver ramt og de der skyder.
Når jeg ser forskræppet for dokuen er det dog noget andet, der sidder fast, nemlig en dansk soldats ord i en avis for et stykke tid siden om hvor skuffende journalisters besøg i lejren altid var. Det eneste de vil er med ud at slås. Der skal action på drengen, for det er der de gode historier er. Der er ingen gode historier i at kede sig i lejren, eller bevogtningsopgaver i byer, hvor børn går i skole eller lignende mere fredsommelig indsats.
Carsten Jensen har sunget sig helt i sky på en "krig er grusomt"-rus i anledning af filmen og snakker meget om hvor "udansk" det er sådan at være med til noget grusomt, men man kan ikke blive fri for mistanken at der fanme skulle findes noget grusomt, for det er bare "stærkere" at være på den anden side af noget virkelig grusomt, end at være på den anden side af ... børns skolegang.

Jeg er glad for at jeg ikke er i Afghanistan og skal træffe nogle af de stenhårde valg, der skal træffes af de danske soldater; jeg tror ikke jeg ville være særlig god til det, simpelthen, men det er så - for mig - også det. Jeg stiller mig lidt tvivlende overfor den egentlige fordybelse i det kritiske blik, navnlig som det er skaffet gennem stærkt fortalt neodokumentar. Krigen set fra tusindevis af kilometers afstand kommer ikke af den grund til at handle om en grøft i Afghanistan på nogen ærlig måde. Her må det handle om Taliban, frihed, og danske soldaters liv og lemmer. Man er ikke mere involveret i krigen fordi man sidder i sin lænestol og bliver mere og mere anfægtet.

Jeg har en mistanke, måske endda en forhåbning, om at "for" i "fortalt" om nogle år vil blive aflæst på samme måde som det bliver i forædt, forvitret, forødet, som destruktionen af det man snakker om gennem en eller anden handling. Man fortæller verden helt i stykker. Frank Jensens kommuneadministration har efterhånden fået ansat over 100 fortællere af kommunens mission, et fuldstændig absurd antal, med mindre de bliver brugt til noget andet end titlen "kommunikationsmedarbejder". Hvis nu de lavede intern kommunikation, og på den måde omgjorde kommunen til en slagkraftig netværksorganisation, hvor de små enheder har ansvar og frihed til at gøre en forskel, navnlig hvis de kan gøre det nu og her for små midler uden at skulle lægge femårsplaner og rapportere på lovkrav, så kunne det være det gjorde en faktisk forskel for nogen - men man tvivler jo på at det er den slags kommunikation. Det er vist mere noget med at forklare hvorfor der ikke sker en skid. Eller hvorfor det ingenting, der sker, faktisk er en hel masse!.
Det er den samme underlige armslængdeprincip til virkeligheden som deltagelse per anfægtelse i Afghanistanmissionerne. Det ændrer ikke noget som helst. Indsigt og forståelse er afgørende, men det skal jo helst være den slags, der får os op af lænestolen, ikke bare en stærkere og stærkere fornemmelse af at lænestolen er et fantastisk sted at være vidne til det hele på.

Hvor ville jeg dog ønske det var det, der var pointen for den ene og den anden Jensen.