Det er ikke fordi det var planen, men jeg konstaterer ved gennemsyn af 6 ud af 10 af mine core books, handler om sprog og mest om dets forhold til virkeligheden, nemlig GEB, Fugls Føde, Mathematica, Hemingway, Borges, Qvortrup. Eller, det gør de for mig, og det er måske det, der til sidst siger det meste. Forklaring følger:
GEB var det første store livtag jeg tog med verdensforklaringen, sådan for alvor. Og det er nok meget godt, at det første store livtag består i det 20ende århundredes største skuffelse på sprogets vegne, nemlig Gödels dramatiske opdagelse: Ikke alene beskriver sproget almindeligvis verden på en fejlfyldt og ukomplet måde. Sprog kan simpelthen ikke, som teknologi, bringes til at gøre andet. Verden ligner ikke sprog, sådan er det bare.
Man skulle tro, at når nu jeg havde læst en bog med det indhold, så kan det ikke passe hvad der siden skete. For det første at jeg begyndte at læse matematik, når nu jeg havde læst mig til at projektet - sådan i princippet - var dødsdømt. For det andet, at næste bog i rækken skulle komme til at plage mig i den grad den siden gjorde. Fugls Føde handler meget eksplicit om at beskrive virkeligheden, for det er den opgave vores antihelt Tom (<- saynomore) får som redningskrans af en gammel ven. Det viser sig desværre at redningskransen er lavet af bly, for Toms mareridt realiseres fuldt ud, da projektet endeligt er mislykkedes for ham mod bogens slutning med ordene
Han skulle stride for virkelighed, men han kunne ikke stride, for hans frygt var så stærk, så stærk. Selv romanen fik han ikke skrevet, for hans virkelighed bestod af tre ord, det var ingen roman, det var blot en elendig lille sandhed, som beherskede ham.Kulsort, og et levende mareridt for mig i nær ved et tiår. Jeg kunne simpelthen ikke forklare eller formidle mig selv forbi de to sætninger. For det er jo lige præcis det der står at man ikke kan. Skrive sig forbi noget som helst. Jeg havde teksten hængende over mit skrivebord, som sådan en "husk du er et menneske"-lignende reminder i en ti års tid. Det er sådan ca den eneste tatovering, jeg nogensinde har overvejet at få lavet.
Nå, men når man ikke kan det, så er det godt man har matematikken, for det er en magisk verden, hvor man kan alt, hvor man møder uforståelige monstre og uendelige symmetriske landskaber. Og man løber på Mathematica, som er et funktionsprogrammeringssprog, basalt set, med særligt henblik på at formulere matematik som programkode, sådan at ordene - matematikken - kan blive til virkelighed - programkoden. Det er det der er det fantastiske ved computere. Her bliver dine ord til virkelighed, på en måde, der stadig - ligesom den var da jeg var 12 og gjorde det første gang - virker fuldstændig magisk på mig i særlige lykkelige stunder.
Når man ankommer fra den rene matematik, så er Mathematica i særlig grad crisp og forståeligt. Abstraktioner er "just so", lige præcis rigtige. Det er dybt tilfredsstillende - omend jeg siden mest har beskæftigtiget mig med ting, det ikke egner sig til at formulere.
Sideordnet, så dukker vor ven Hemingway op. Han er da også fuldt klar over det heroiske i verdensbeskrivelsesprojektet, og "On Writing", en samling af småtekster handler meget om det, f.eks. i det stykke jeg videregiver her, men han ved også godt, som det fremgår både af citatet og hans værk og liv, at man er dømt til at tabe. Det er det man gør, simpelthen, mens man lever. Og så kan man jo lige så godt tage sig sammen og gøre det ordentligt.
Jeg ved ikke om Borges og Hemingway nogensinde har mødt hinanden. Jeg har svært ved at tro at der ville komme noget godt ud af det. Borges var en lille mand, og jeg tror Hemingway trods alt ville have skammet sig over at give ham de tæsk han havde lyst til. Men en fin Hollywood art-movie kunne der komme ud af det. Storvildtjægeren og bibliotekaren.
Selv holder jeg fantastisk meget af Borges. Hans ræsonnementer om ordets og læsningens alvor, har en fantasifuldhed og en dybde, der for mig spejler noget af det fine ved matematikken. Begge er fyldt med opsætninger af typen "lad os forestille os" - og så kommer en eller anden helt vild forestilling, der umiddelbart virker langt fra det ønskede mål. "Humour me" lyder den tilhørende replik på engelsk. "Vent nu bare, jeg lover at jeg nok skal få det hele til at gå op til sidst". Der er lidt tryllekunstner over det - man etablerer en scene af effekter, og så med et elegant svirp kollapser man det hele til sidst, så det altsammen forsvinder.
For at denne her historie skal gå bedre op end verden gør i virkeligheden mangler jeg nu bare noget lim, der får mening ud af at sproget ikke kan nå sammen om verden, og derfra det sidste punkt på listen: Lars Qvortrups fremragende bog om Det Hyperkomplekse Samfund, der sørme lige præcis har samme udviklingshistorie beyond det modernes meningsløshed som fortælleramme, men ender med at få en større mening ud af det hele alligevel. Jeg har brugt og misbrugt Qvortrups buzzword utallige gange de seneste ca 7 år, til alt mellem himmel og jord. Det er en superproduktiv idé for mig.
De andre 4: Jamen de passer skam også ind ind, bare på "personlig projekt"-måden: Ringenes Herre - man er barn og tror stadig på at manuskriptet er virkelighed. Double Indemnity - en gryende fornemmelse af hvordan sjælen, kroppen og virkeligheden gør at kontrakter ikke altid overholdes, endsige skrives af de grunde de selv angiver. Moby Dick - det gale jagt på et livsværk og endelig Rilke - roen i verden uden for stuen. Wer du auch seist: am Abend tritt hinaus, aus deiner Stube, drin du alles weisst.