Berlingeren kom først ud af porten med en Lex Okman, efter de mange skriverier om hvordan bramfri uærbødighed, der kan gå an, når man bare er sig selv, pludselig slet, slet ikke dur når man har agency, som det hedder på nudansk, altså skal fungere som sig selv, men i en professionel stemme på andres vegne. Vi har alle 500 roller, men det er der jo ikke nogen af dem, der hører på os, der kan overskue, sådan til daglig, og derfor er det nye medierede selv altid en lille smule på arbejde, hvis det nogensinde er på arbejde. Sårn funker det. Tough shit. Den eneste måde man kan gøre sit medierede selv privat på, er ved aldrig at blande det ind i arbejdet; og Ditte Okman var ikke særlig god til lige netop den disciplin, derved at hendes bramfri svinere* foregik i hendes jobmiljø. Fristelsen til at give den gas på skrift er stor, men det er afsindigt svært at ramme de rigtige proportioner i bramfriheden på tryk.
Nu søger jeg ikke job på Berlingske Tidende, men hvis jeg gjorde er det helt klart hvad jeg ville sige, som svar på avisens socialmedieguidelines:
Jeg har også en socialmediepolitik. Jeg blander ikke min arbejdsplads ind i mit internetliv. Jeg skal nok sørge for at holde jer godt og grundigt ude af hvad jeg ellers skriver og mener.Det er slet ikke sikkert at det ville være nok, men det er letforståelige spilleregler om ikke andet.
Hvordan kunne den politik komme til kort uden at jeg havde noget med det at gøre? Jeg kunne f.eks. løbe på den strategiske fornærmelse a la Jeppesen. Hvis nu vi skal være helt ærlige, så er Ditte Okman jo ikke over nogen streg som den typiske avis ikke selv overskrider hele tiden. Jeppesen kan godt finde ud af at stikke en god sviner ud. Det kan de også på Ekstra-Bladet, der ellers har kaldt Okmans FB-statusser "chokerende". Harmen må betragtes som rent strategisk. Selv for den strategiske harme er spillereglerne imidlertid enkle: Man kan ikke sige "årh, lad da vær'", for det åbner bare en slår-de-stadig-deres-kone samtale om hvor glad man er for at svine folk til.
Rundt omkring lyder det på folk som om de er ægte fornærmede også, og det over svinere i al almindelighed. Der er det jeg personligt må stå af. Man skal huske på den gamle sentens, som en anmelder engang sagde til en fornærmet anmeldt: "Hvis du stiller dig op på en scene og siger 'Se mig!' så kan du ikke bagefter klage over at folk siger 'Du er grim.'". En af de trælse ting ved Twitter er at vi allesammen skal være venner hele tiden. Det er vi jo ikke. Og det er helt OK. Det er et tegn på umodenhed, hvis mediet ikke har plads til svinerne - uanset at Derek Sivers har fat i en meget lang ende, når han skriver om problemet med de lave omkostninger ved at være et dumt svin på nettet.
Løsningen er altså ikke gatede communities med en renset samtale. Ligesom det ikke var det, dengang folk rasede over Chris Locke og foreslog meningsløse pænhedsregler for blogging.
* personligt har jeg det fint med en velplaceret sviner i ny og næ. Men helst kun af folk, der selv har meldt sig i mediespillet, ikke af vilkårlige forbipasserende. Når man stiller op til "jeg vil gerne være tynd", så har man meldt sig selv; men skal selvfølgelig have et godt råd af TV2s producer før man skriver under.
Men er det ikke pokkers svært hvis man lever med journalistik og politik som arbejde: Dit arbejde involverer ikke så meget offentlig kommunikation og meget lidt af det har med holdninger og sådan at gøre, hvorimod dine holdninger til dette og hint kommer til orde på din personlige blog. Sammenblandingen er svær at få øje på.
Politikere og profilerede journalister (og indirekte journalister, der arbejder med at profilere deres politikere) arbejder derimod med deres holdninger, og deres kommunikation som person kan derfor nemt forveksles med deres professionelle virke.
Modspørgsmål: Hvis Claus Hjort Frederiksen var aktiv Märklin-samler med en stor viden om området, hvor meget ville kan skilte med den på blogs eller lignende?
Men politikere og Facebook er en tikkende bombe, fordi de jo typisk bruger det som redskab til begge sider af deres person (og bruger den bevidst). Det er min opfattelse at mange politikere "tri-stater" ret aktivt på Facebook, og måske fører et lille arkiv over hvad deres konkurrenter (og evt. deres rådgivere) har skrevet, specielt hvis de har fjernet det igen. Så har man altid lidt på hinanden, hvis det skulle blive nødvendigt.
At Okholm ikke vidste, hun var med i det spil kva hendes profession, er under alle omstændigheder lidt af en brøler.
Posted by: Jesper S. Møller on April 7, 2010 1:32 PMJo, det er pokkers svaert. Det er bl.a. det afsnit 2 handler om. Og jeg synes da ioevrigt ogsaa det er svaert selv, for jeg skriver jo om tech, selvom jeg ogsaa arbejder i tech-branchen (omend jeg skriver mindre om tech nu end foer.) Jeg har af samme grund aldrig skrevet noget om Zyb og Vodafone, saadan for alvor. Armslaengde.
Fristelsen til at skrive om det aabenlyst idiotiske at det er aabenlyst idiotisk er altid stor, men det traekker altid renter naar man falder for den.