Både foranlediget af Ada-dag, af denne fine infografik og mere som baggrundsstof af Goffmans måde at beskrive sociale situationer på, så kommer her en kort redegørelse for hvordan anerkendelse virker i nørdemiljøer, baseret på mine selvstudier fra disse.

Anerkendelsen i disse miljøer er karakteriseret ved at den både har et subjekt og et objekt. Man anerkender ganske vist nogen, men man gør det gennem noget. Det anerkendte objekt kommer først, det anerkendte subjekt siden. Det er Linux, der skaber Linus' anseelse - ikke omvendt. Det er ikke indlysende at anerkendelse skal komme i den rækkefølge. Det spiller en særlig rolle i software, at anerkendelsens objekt lader sig efterprøve så enkelt som det gør. Der behøves ingen autoritet til at vurdere objektet. Allerede i matematik, der principielt fungerer på samme måde, men hvor prøven i praksis er meget vanskelig, begynder anerkendelsen at vende på hovedet, sådan at et i forvejen anerkendt subjekt, altså en matematiker, har markent lettere ved at trænge igennem med noget nyt, end en ikke anerkendt.
Og dog er matematikken også grundlæggende optaget af at objektet har forrang. I den matematiske mytologi lurer savanten, det vil sige den helt statusløse, der dog frembringer gyldige, anerkendelsesværdige objekter. Feltet har en lang historie af boy wonders, der pludselig dukker op med de smukkeste resultater ud af ingenting. Det er bl.a. også derfor, ikke kun pga en dårligere end gennemsnittet modebevidsthed, at dybnørderiet fejrer sin fordringsløshed overfor subjektet: hvem som helst har adgang. Det er sekundært hvem man er, det vigtige er hvilke objekter, man kan sætte i spil.

Det er ikke indlysende at anerkendelse er sådan bygget op, og i masser af situationer er den det ikke. Jeg er end ikke sikker på at man ville sige at det var en betingelse i et meritokrati at anerkendelsen lod sig objektificere i noget udenfor-personligt. Det er karakteristisk for det dybnørdede anerkendelsesobjekt at det sådan set ikke behøver nogen forfatter for at blive vurderet.