Når man har mange søskende - jeg har seks - og når mange af dem interesserer sig for mange af de samme ting, så kommer der en vis konkurrencesituation indenfor idoldyrkelsen. Man er jo nødt til at have sit eget, og det betyder - indenfor f.eks. pladesamling - at man lidt må dele landskabet mellem sig. Omvendt så får man forærende en langt bredere kulturel horisont end man selv kunne holde ved lige, fordi man er velorienteret by proxy; hvis ambassadøren for kulturfænomen X har dannet sig en mening om det sidste nye indenfor X, så kan man med en vis ret læne sig op ad den. Det er ikke anderledes end at læse anmeldelser og tro på hvad der står i dem, bortset fra at man her kender anmelderen langt bedre og derfor har en dybere tillid til ham eller hende.

Der er åbne grænser mellem de forskellige kongeriger, men autoriteten er ikke til debat. Et par eksempler: Blandt mine søskende ejer min bror Kresten David Bowie, min søster Julie Iggy Pop, min bror Holger ejer Talking Heads. Vi hører alle det hele, men når vi snakker en dyb fortrolig mening om Bowie, Iggy eller Heads, så får man den fra Kresten, Julie eller Holger - respektive. Det er også altid ejeren, der kan biografien også. Og ejeren kan perspektivere til samtid og samarbejdspartnere.
Holger ejer også langt hen ad vejen Neil Young, men den er lidt mere tricky, for Neil Young er så god at han også er af afgørende betydning for både Julie, Kresten, mig selv og også bror Henrik, så selvom det er Holgers, så kan særejet ikke blive helt lige så gennemtrængende her. Neil Young er et fælles gode.
Frank Zappa derimod - også Holger - er det godt at vide at vi har en solid fælles kapacitet indenfor, men jeg opsøger den ikke hver uge, det indrømmer jeg gerne.

Gennem mit personlige ejerskab af Prince har jeg siden erhvervet mig rettighederne også til funk og soul i al almindelighed, med særlige interesser i James Brown, P-funk, Sly Stone, Motown, Philly Soul, men der er jeg omvendt også klar over at de andres interesse mest er til selskabelige lejligheder.

Der følger et vist ansvar med i værdidommene, når nu de skal bære for mere end bare en selv. Jeg husker f.eks. tydeligt hvordan en af mine brødre på et tidspunkt ryddede op på en kulturhylde ved at erklære Luchino Viscontis 'Døden i Venedig' for en svag og kedsommelig afglans af Manns roman. Nogle år senere, kom filmen igen op, og nu hed det pludselig om filmen - fra samme bror - at den sådan set var ret fantastisk. Jeg var aktivt irriteret over det slappe skift af standpunkt. Det holder jo slet ikke; her havde jeg omhyggeligt dirigeret min opmærksomhed andre steder hen, og på den måde misset adskillige museumsvisninger af filmen, på brors autoritet, og så ku man ikke stole på fastheden af den? Heldigvis var der stadig hele tiden museumsvisninger af Visconti.

Og var det så bare at jeg var gået glip af Visconti, så kan man leve med det, men det er langt værre - for man stor jo også langt hen ad vejen på mål for fællesmeningen, og den kan bekvemt antages som ens eget synspunkt i sociale sammenhænge. En idé man vil slås for. Og så er det man pludselig står i en elendig situation, når man på den måde er blevet grotesk fejlinformeret om Døden i Venedig.