I mandags fyldte Frédéric Chopin 200. Klavermennesket over dem alle. I skrivende stund er jeg i færd med at gennemlytte Deutsche Grammophons samlede udgave på 17 CDer, og der er ikke et eneste klaverløst stykke musik i bunken. Ikke alene det, af de 17 skiver er der kun 4 af skiverne der har andre lydkilder end klaveret. Atten en halv times pianøs vellyd, med meget få ikke-pianistiske svinkeærinder.
Nærmest hele repertoiret* er standard. Naturligvis også for håbefulde pianister in spe, som f.eks. min gode ven fra Regensen, Peter Pade. I sin konservatorietid øvede han en tid lang Scherzo nr 2, Op. 31. Det var varmt, og alle vinduer mod Regensgården stod åbne, også Peters. Scherzoen har en karakteristisk begyndelse, meget lavt, afløst af en figur, der sættes i med fuld kraft, som du kan høre her. Ikke alene skulle Peter jo øve sig, men figuren gentages adskillige gange scherzoen igennem, så vi hørte lige præcis denne kraftfulde detalje en del i de uger. Det meste af døgnet. Alle ugens dage. Jeg var ikke så velbevandret i repertoiret på det tidspunkt, men jeg lærte lige præcis de toner grundigt at kende, ligesom de 98 andre regensianere. Og det værste var næsten at resten af scherzoen rundt om, egentlig spilles ganske kontrolleret, så det var kun lige præcis den markante indsats vi lærte udenad. Som en slags meget veludført, og med tiden noget irriterende, mobilringetone fra en telefon, man ikke helt kan lokalisere, som ringer ustandselig.

Nogen tid efter var der forårskoncert, og Peter var på programmet. Han sætter i med scherzoen foran det intetanende publikum. Da angrebet kommer kunne salen ikke nære sig: "Nå det var det!" Der spredte sig en blanding af lettelse og latter. Endelig besked. Resten af opførelsen var formodentlig god, men desværre spoleret, for lige det publikum.

* som da også er beskedent sammenlignet med de fleste andre af de store komponister. En komplet Bach-udgave fylder noget i stil med 155 CDer, en komplet Beethoven omkring 90.