DR2 Temaaften om overvågning. Resten af aftenen var noget lort, men i centrum stod dokumentarfilmen "Erasing David" om databasesamfundet - i det her tilfælde det engelske.
Præmissen er godt sat op: For at undersøge sikringen af privatlivet i England forsvinder journalisten David Bond frivilligt og hyrer nogle privatdetektiver til at finde sig.
Vi følger så dels Bonds research op til eksperimentet, baggrundsinterviews med politikere og andre, og så som spændingselementet Bonds flugt og privatdetektivernes jagt.

De finder ham naturligvis til sidst - ellers var der jo ikke nogen film. MEN - her er det overvågningsregnestykket ikke går op. Da de endelig finder ham er det fordi han er taget hjem til London for at gå til en scanning med sin gravide kone. Privatdetektiverne har narret tidspunktet for aftalen ud af en venlig sekretær på hospitalet over telefonen.

Det har jo ingenting med databasenationen eller overvågning at gøre. Den teknik havde virket i 50erne, lige pånær at gravide sikkert kom mindre hos lægen under graviditeten dengang.

Privatdetektivernes teknikker er mestendels også meget gammeldags: Stjæl affaldet og se hvad vi kan finde i de udsmidte kuverter. Og endelig så er der jo ikke meget flugt i at sige at man vil flygte og så ikke gøre det alligevel. Det er ikke så mærkeligt at detektiverne ved noget om Bond som det er enormt nemt at regne ud.

Undervejs er dokuen dog udemærket. Detektiverne får virkelig samlet et imponerende spor af data om Bonds 18 dage på flugt gennem Europa. Og diskussionen af overvågningssamfundet er da altid værd at tage; og det gøres egentlig nogenlunde afbalanceret. Det dramatiske eksperiment er bare desværre fuldstændig misvisende. Og så er det at dokumentaren kommer til at postulere en risiko, der ikke er der - eller hvis den er der, har den ingenting med teknologi og overvågning at gøre, i virkeligheden.