På stjernetur i ødemarken

Jeg har rejst meget alene, og har det faktisk rigtig fedt med det - men lige på den her tur, så var det ikke et plus, måske fordi det ikke var skulle have været sådan. Mens jeg var afsted skrev jeg det her ned, så derfor er jeg ret sikker på at det er rigtigt, hvad der står, selvom også jeg synes det lyder absurd. True story, altså.

Vi blev sendt på den her tur, Frank og jeg. Vi fik ikke nogen særlig klar besked om hvorfor; kun en lidt vag historie om at tage ud at undersøge stedet. For at spare tid på turen er alt vi skal bruge pakket i nogle gevaldige frysere bag i vognen, så vi kan køre nonstop.
Så gik det afsted. Vi skiftedes til at sidde bag rattet, dag ud og dag ind, på den noget lange tur. Der er ingenting derude. Det er bare ligud. Vi kunne overlade det meste til autopiloten uden at tænke så meget over det, og så kunne man sørge for at få noget motion, læse lidt, få sin søvn. Det eneste vi ikke kunne, var at stoppe, for det er en lang tur og lige på grænsen af hvor langt man overhovedet kan nå. Ringe hjem; det kunne vi heller ikke. De vælger mænd som Frank og mig for vores enspændernatur; hvis man hele tiden skal snakke med konen og børnene, så er det ikke det rigtige for en, sådan at tage på langtur, på den anden side af radiogrænsen. Selv var jeg bare glad for at komme afsted, nu hun var holdt op med at tage telefonen.

Øsen var utrolig. Kæmpestor, totalt selvkørende. Når dagene blev rigtig lange tænkte man tit at de egentlig lige så godt kunne have sendt den herud uden os, bare lade autopiloten vække os når vi er der, og det var så det. Alt ombord var i det fedeste retro 60er-design. Hvidt og fyldt med mærkelige blinklys.Det er lækkert når de tænker lidt i livskvalitet også, til sådan en ekspedition. Rigtig fedt. Den mest blærede detalje var næsten vores digitale altmuligmand og autopilot. Den var gemt væk under et dæksel i gulvet - det eneste vi så til den var sådan nogle halvkugler, lidt ligesom en af de smarte dørtelefoner med kamera. De sad rundt omkring. Vi kunne lave alt bare med stemmekontrol, aldrig noget med at skulle taste ting ind.

Vi sidder så på endnu en af de her lange, lange dage - som er udmarvende, netop fordi man ingenting skal. Der er ingen anstrengelse, der er bare en ret bevægelse fremad, gennem et landskab, der ikke skifter. Det er som at være nedsunket i en væske, uden at kunne røre sig - man drømmer egentlig mest om nogle solide knock-out dråber, sådan at man man kan slippe for alt den intethed, man ikke kan ændre på alligevel. Vi er stort set bare projektiler, der hviler i luften, og venter på at ramme vores mål.
Alt går fint da autopiloten stikker i et mægtigt hvin en aften. Jeg skulle sige, at de har givet den sådan en servil butlerstemme normalt, så det er lidt på kanten at den pludselig lyder næsten bange. Den siger, der er noget galt med motoren. Som nu ellers går fint - og der er heller ingen indikatorlys, der påstår at noget er galt. Vi sidder altså der midt midt på ruten og opdager at den her lange mørke tur åbenbart også har gjort maskinen kulret. Den begynder at melde fejl der måske ikke er der. Vi kan jo ikke stoppe, så vi må forsøge at reparere dem i farten, og det bliver Frank der prøver. Nu ved jeg ikke om du har forsøgt at reparere en motor på en bil, der kører, men det er superanstrengende. For at komme til overhovedet skal han halvt ud af vinduet, åbne hjelmen, og så hænge på siden i fuld fart, mens han roder med værktøjet og prøver på ikke at tabe noget. Men selv i den position, kan han konstatere at der bare ikke noget galt. Nu er vi lidt bekymrede, for turen er bygget op omkring den autopilot; hvis den går ned, så er vi sådan set lidt på den. Så hviner den igen, Frank kaster sig igen med dødsforagt halvt ud af øsen og springer i motorrummet. Jeg er travlt optaget af at passe på Frank, og vi har overladt det til autopiloten at holde en rolig fart. Vejen er snorlige. Og så sker det, jeg ved jo ikke helt hvad, for jeg har fat i Frank, men autopiloten laver pludselig en drastisk undvigemanøvre, alting vælter rundt i bilen. Og Frank vælter ud i nattemørket.
Jeg ved med det samme den er gal, man skal ikke falde af i den fart, men jeg får vendt øsen, selvom vi har strenge ordrer over at køre ligeud og kun ligeud - og jeg leder efter Frank. Han er sikkert allerede færdig da jeg finder ham, men jeg hopper ihvertfald af for at hjælpe ham. Da jeg vil tage ham med ind igen vil døren ikke op.

"Luk døren op, Hal", siger jeg til autopiloten.
"Det er jeg bange for jeg ikke kan, Claus".

Det er svært helt at beskrive hvordan det var at høre den sige det.

I halvandet år har vi kørt med den, og det har bare været "javel", "udført" - som man forventer af et stykke mekanik; og nu pludselig lyder den som din ekskone, der stadig er rasende på dig, fordi du er taget på langtur.

"Åben døren, Hal", siger jeg igen - og nu svarer den simpelthen slet ikke.

Nu er jeg lidt på den. Jeg ved jeg kan komme ind gennem et skylight på taget, men jeg kan ikke løfte Frank derop, så jeg er nødt til at lade ham ligge og så kravle op. Jeg er knapt nok kommet op på stigen før Hal sætter bilen i bevægelse, men jeg får smidt mig op på taget, og kommer ned gennem skylightet.
Bilen har nu fået en allerhelvedes fart, hvad jeg kun kan opfatte som om Hal prøver at slå mig ud, før jeg kan gøre noget ved den, men jeg får åbnet panelet ned til maskinen, og da jeg ikke rigtig ved hvad jeg ellers skal - fortsætte sådan her kan jeg ikke - skruer jeg de sidste skruer løs og begynder at skille Hal ad.
Det er en klam fornemmelse, da det går op får mig, at den kan følge med i at jeg gør det. Det er lidt som at lave hjernekirurgi. Den har fundet tilbage til sin butlerstemme, men jeg skal ikke have mere service fra den pizzaæske.

Nu må jeg så til at køre selv. Det gør ikke turen kortere. Da jeg slukker Hal ryger strømmen til fryserne - eller også havde den allerede slukket dem selv. Havde han slukket dem selv. Jeg er begyndt at komme Hal ind i alle mine forklaringer på, hvad der er sker. Hal gjorde sådan, Hal gjorde sådan - som om det ikke var en maskine.

Jeg opdager fryserproblemet på grund af lugten. Alt er ødelagt.

Så nu sidder jeg så her. Helt alene. Min mad og drikke er stort set brugt op. Jeg har kørt længe nu, og jeg slapper måske nok lidt for meget af. Jeg har ladet skægget stå, og hvis du pludselig åbnede døren herind ville du sikkert ikke kunne lide lugten.

Vejen er stadig snorlige og jeg kører stadig om natten.

Jeg fandt et kort i handskerummet. Der var markeret et punkt ude ved Jupiter. Hvis jeg er heldig er det en tankstation eller butik hvor jeg kan få noget hjælp, eller få kontakt med nogen. Der bør ikke være så langt derud nu, ifølge kortet.

Det eneste jeg kan se ude foran, i skumringen, er en stor blok af sort. Sort så mørk, at det er som om de har revet lidt af virkeligheden ud, lige der. Måske er det bjergene jeg allerede er nået ud til, jeg ved det ikke helt - under alle omstændigheder må jeg se at komme det sidste stykke derud. Jeg kører ind i mørket.

Posted by Claus at January 18, 2010 12:38 PM | TrackBack (0)