Der var debat i Deadline om kunstneres selvcensur, i anledning af den stadig tyndere historie om at en sådan selvcensur er udbredt. Debatten var mellem Morten Uhrskov Jensen - nationalkonservativ historiker - og Marco Evaristti - guldfiskeblender og kunstner.
Debatten løb imidlertid af sporet lige med det samme, for man skal ikke høre på Morten Uhrskov Jensen i mere end ca 2 sekunder før det står klart at han er fuldstændig ligeglad med kunst. Det er ikke af hensyn til kunstens frihed han påstår, der er censur, det er for at sige noget negativt om Islam. Forudsætningen for selvcensurpåstanden er at kunsten ville have handlet en hel masse om Muhammed, hvis ikke vi havde haft tegnekrisen og fatwaen mod Rushdie, men hvad er egentlig sandsynligheden for det? Der er forsvindende lidt Jesus i kunsten, altså i provokerende øjemed, og han er endda "vores" overtroslynafleder.

Så det virkelige problem er, at kunstnerne ikke er politiske - men det er jo ikke noget problem overhovedet. I det hele taget kan det undre at lige præcis en nationalkonservativ er bekymret for kunstens provokationspotentiale, for det kunstsyn, der normalt ville præge en nationalkonservativ kulturpolitik - og DFs gruppeværelse på Christiansborg - er så langt fra at provokere som man overhovedet kan komme. Her er Evaristti lige præcis et godt eksempel. Den berømte guldfiskeepisode på Trapholt er måske den mest søgte og tarveligste provokation i kunsthistorien. For det første var værket end ikke ført igennem som provokation - blenderne var ikke sluttet til, når der var gæster på museet. For det andet blev provokationen alene udløst fordi, det var en god historie til TV; den eneste guldfisk, der nogensinde blev moset, blev moset af en journalist. Og endelig, for det tredie: Det var en guldfisk. Den døde lynhurtigt. Vi er tættere på at klaske en flue end på dyrplageri.
Og alligevel udløste blenderepisoden en lang kunstdebat, ikke om hvor slapt værket egentlig var, men om selve overskridelsen.