Det næste ambitionsniveau i mit True Story-projekt er at løfte sproget fra "sjovt, fordi det er i hverdagsform" til noget der tydeligere er en løftet form af hverdagssprog - filmdialog er jo, ligemeget hvor naturalistisk den er, også altid løftet og fortættet, simpelthen fordi alle øh'erne og klicheerne i hverdagssprog er for kedelige at høre på. Samme ting mistænker jeg lidt om True Story-projektet, hvis ikke det lige får en gang fernis.

Et beslægtet projekt, men i den stik modsatte retning kan man sige, er The Big Lebowski, som om Shakespeare havde skrevet den. Legen er den samme - hvad sker der med indholdet hvis vi skifter stilleje. Jeg har ikke orket at læse manuskriptet til Lebowski som Shakespeare fra start til slut, det bliver noget anstrengt undervejs, men der er mange fuldstændig rimelige vitser bygget ind.