Inspireret af den kortvarige (14 minutter) edit-krig på Wikipedia da Henrik Svensmark faldt om i et TV-studie, lige en opsamler på nogle kulturklimahistorier fra den seneste tid. Tænk evt. på linksene som nogle konkretiseringer af den kulturpessimisme vi har haft med os ihvertfald i et århundrede, der f.eks. ses ytret hos Andrew Keen. Aktualiseret af paranoide eller spøgefulde Wikipediabidrag.
I en tankevækkende post forleden, mener Michael Arrington, at churnalism er den uundgåelige fremtid, vi kan lige så godt vænne os til det. Det vi ser 24-timers nyhedskanalerne gøre hele tiden (det konstante genopkast af allerede fordøjede nyheder) er simpelthen sådan næsten alle de informationer, der når os, vil se ud i fremtiden.
I en slags parallel mener Jason Louv i h+ at 4chan, anonymous, lolcats osv. er internettets naturlige endemål.
De to historier præsenterer hver sin side af den kulturpessimistiske internetkritik.
På den ene side beskriver de gamle medier internetvirksomhederne som et kleptokrati, der ikke burde være lovligt - Google "stjæler" annoncerne ved at linke til aviserne etc. etc. Den naturlige konsekvens af modellen er at forsøge at producere så mange pageviews som muligt til den laveste pris, og dermed velkommen til churnalist-højskolen, et kort kursus i hvor lidt man kan nøjes med at skrive de andres stof om, for at holde sig på den rigtige side af copyrightlovgivningen.
På den anden side har man den kritik, der siger at det meste brugerproducerede indhold bare er narcissistisk gentagelse af de andre. I h+ artiklen foldes det imidlertid positivt ud. Det sker efter en gammel '68 skabelon, hvor hedonisme, altså den rent jeg-centrerede nydelse, bliver selvudtryk; vi befinder os i trainspotting-universet hvor stofbrugere ikke er misbrugere, men bare lever livet fuldt ud. 4Chan, Anonymous og andre internet trolls er bare det sande modige udtryk for det vi andre jo også vil alligevel.
Jeg betvivler ikke et sekund at både kopiering og trolling er kommet for at blive.
Der er bare det galt med begge undergangshistorier at vi simpelthen hverken er rationelle faktamonstre eller hedonistiske nydelsesmonstre. Selvom den fremstilling også er grotesk forenklet så mødes mindst tre aspekter af vores oplevelsesverden når vi møder medierne:
- Nydelse aka "Den rene oplevelse".
- Viden aka Fakta aka "Den virkelige verden vi forestiller os".
- Offentligheden aka "Vores sociale virkelighed".
Jeg genbruger to medieeksempler, som jeg har brugt fornylig. Når churnalisten får lyst til at at stjæle TechCrunch's indhold og når til at stjæle Paul Carrs fantastisk morsomme historie om twitterannoncering, så løber han ind i det problem, at det ikke er informationerne i historien, der er det gode - det er det at Paul Carr er virkelig sjov, man læser den færdig for. Formen er det copyright beskytter - og det er også det, der er noget værd. For mange læsere er det endda en double whammy, for TechCrunch er også et sted, man går hen - og det kan churnalisten jo heller ikke kopiere.
Sådan har jeg det ikke selv med TechCrunch, men så afgjort med Bølgen. Det er et sted man er. Det lever (og dør) af det sociale liv omkring stoffet. Sådan er det jo også at holde avis; man er med i en menighed. De nye medier er ikke anderledes - se bare på 180 grader. Ville jeg hænge ud på bølgen uden Tveskovs kick-off med tema og artikler? Næppe. Fakta - "Viden i verden" - disciplinerer samtalen, omend måske mindre på Bølgen end andre steder, og den disciplin løfter mediet fra smalltalk til lige præcis et sted der handler om noget, et medium.
Og for lige at gøre forbindelsen til den gamle post om nye medier færdig: Ugen.dk fejler på alle tre aspekter. Det er kedeligt skrevet, jeg får ikke noget at vide jeg ikke vidste i forvejen, og jeg kan ikke være med i det.
Således altså mit eget mellemfacit på hvor medierne skal gå hen. Lav noget nogen har lyst til at læse, der handler om noget de gerne vil vide, og dele med andre.
[Skulle man lave et PS, så er det at nettet gør det muligt at skære kagen anderledes, så vi selv kan blande. Annoncer virker kun i fakta-verdenen tilsyneladende. Brugerne har det til gengæld fint med at betale for nydelse; det sociales økonomi er et uafklaret spørgsmål. Om de nye skæringer af det vi hidtil har kaldt medier, se også Clay Shirky her. Og læs forresten også Morten Gades posts om medier.]
Hej Claus
Jeg tænkte noget af det samme, da jeg læste Michael Arringtons skriveri. Men jeg skal nu være helt ærlig at sige, at den artikel hos Wired, han linker til (om Demand Media) skræmte mig. Det er altså en ret bizar måde at producere indhold på. Det er den her: http://www.wired.com/magazine/2009/10/ff_demandmedia/all/1
Det er altså en medieproduktion, som jeg synes er forkert på utroligt mange måder - selvom jeg også er helt sikker på, at den er kommet for at blive.
Og spørgsmålet er, om ikke det dersens internet gør, at vi i langt højere grad bliver troløse overfor "de fleste" medier og finder meget af det indhold, hvor vi skal tilfredsstille et simpelt behov via søgning (fx informationsbehov), streams (fx behov for tidsfordriv/underholdning/nydelse/socialitet) osv. Og her er det svært at skelne skidt fra kanel, og derfor er der en plads til amatører, churnalism og den slags.
Men jeg tror også, at vi hver især supplerer med 1, 2, 3 eller 10 medier, som er vores sikre havne, hvor vi ved, at det vi får er godt. Hvad end det så er New Yorker eller Classy.dk, Ekstra Bladet eller Gawker.
PS: Tak for dagens selvtillidsboost. Det er altså en dejlig følelse at man sidder og læser noget så dejlig begavet, og du så slutter af med at linke til en hel kategori på min blog (-:
Posted by: Morten Gade on December 16, 2009 2:16 PMJa, det var vel egtl også min pointe - at den slags rene matematiske optimeringer trods alt ikke fanger det hele.
Det er vildt nok at det overhovedet funker; og for en matematiker som mig da også lidt fristende, selvom det ikke er spor fristende at lave bottom feeding.