OK, jeg har haft den her liggende som draft i et godt stykke tid fordi den er så langt ude. Den er lidt svær at sælge til folk, der ikke kender hverken mig eller Marion, men så tænkte jeg FUCK DET, det er min blog og hvis folk ikke tror på det, så må de sgu selv om det. Here goes. True story.

De her ligger også i Ægypten, men dem nåede vi ikke at besøge på turen

Det her var for et par år siden. Jeg var lige kommet tilbage fra en tur til Sydamerika (lortetur iøvrigt: Rakkede langt ind i junglen. Fandt fedeste souvenir. Får fed souvenir stjålet af klam franskmand. Finder så selv ud af at souveniren allerede var stjålet da jeg fik den, så jeg er nødt til nærmest at løbe ud i lufthavnen og komme afsted inden en eller anden korrupt panser får fat i mig). Der kommer så et par fyre ind med min chef, offentlige typer. Og de begynder at snakke om et eller andet kodekort som de tror Abner, som har arbejdet sammen med mig og chefen før, har. Der er nogen tyskere, der er interesseret i det, og Abner burde i virkeligheden ikke have det overhovedet for det er til et rum med en ark som ikke er hans, men vil jeg ikke snakke med ham? Fair nok at de spørger, helt klart.
Der er bare lige to problemer ved det: Abner er i Tibet eller Nepal eller noget i den stil og så var der også liiige det med at jeg på et tidspunkt havde noget kørende med hans datter - den er nok ikke så god, hvis jeg skal have ham til at gøre mig en tjeneste. Men hey, det er en gratis tur til Nepal, det siger man jo ikke nej til, vel?
Jeg tager derud, bare for at finde ud af at Abner sådan set er død, og at det er Marion - jep, det er hendes far vi snakker om - der har fået alle hans ting nu. De af jer, der kender lidt til Marion ude i virkeligheden kan måske nogenlunde forestille jer at hun var godt gammeldags pigesur over at jeg var skredet dengang, og det gjorde ikke ligefrem stemningen bedre. Og for lige at toppe den op, så kommer de her tyskere jeg havde hørt om også pludselig forbi, og det var sgu nogle slimede typer. Jeg er tit i Berlin og kan normalt godt lide tyskere, faktisk - men ikke lige de her drenge. Det går helt i fisk. Det viser sig at tyskerne slet ikke har penge med! Det burde jo gøre tingene nemmere for mig, men nej, nej, de scorer da bare kortet og kloner det og bare for lige at være rigtig flinke sætter de ild til huset! Vi er faktisk ret tæt på at tage billetten derude, men vi får fingrene i kortet igen og når lige ud af huset,
Marion er pissesur over at de har kopieret hendes kort, så der er ikke så meget andet at gøre end at følge efter dem. Det gør vi så - ud i lufthavnen med os, og vi når lige at finde ud af at de sådan set slet ikke skulle til Tyskland men til Ægypten! Og det er så her at Marion synes det er praktisk at fortælle mig at hun sådan set har kortet fra Ægypten.
Jeg er ikke særlig vild med det her, navnlig ikke efter sydamerikaturen (og den er vi slet ikke færdige med endnu, vent bare), for vi har en lidt dårlig sag når vi sådan set også har stjålet kortet. Det er ikke lige en historie man vil gå til politiet med, og da slet ikke i Ægypten.
Men fair nok, vi kommer da derned, og nu er det så at vi skal prøve på at forhindre de slimede tyskere i at bruge deres klonede kort. Hvis vi lige ka komme til at bruge Marions så var det da også mere end OK. Der kræver lidt snilde at navigere i bureaukratiet dernede, så jeg får fat i en gammel kontakt, en fyr der hedder Sallah. Han er godt med på historien, for tyskerne har nemlig også prøvet at hyre ham. De smider om sig med megabucks for at få lov at komme ind på museet. De kender tydeligvis ikke museet eller ægypterne, for hvor der er megabucks er der jo også gigabucks. Det ved man godt hernede og nu sidder tyskerne fast i nogen forhandlinger. Det er der man skal have fat i Sallah, for han kan alle cowboytricksene.
Vi har lidt held med også, for det viser sig at tyskerne egentlig snakker med den helt forkerte fyr, han er bare lidt tændt ved tanken om megabucks'ene, så han prøver på selv at få lavet en lokumsaftale så han kan få nogle af pengene.
Lang historie kort: Vi kommer ind på museet, Marions kort virker perfekt - og ægypterne har så meget shit på det museum at de ikke helt har styr på hvad der er overhovedet, så arken står stille og roligt og venter på at vi smider den ud i en varevogn. Det lyder jo godt nok, men det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at liige idet vi står der med den, så dukker tyskerne op! Og her er så en af grundene til at jeg vil fortælle historien her på bloggen også: Hvem har tyskerne med? Min slimede franske "kammerat" fra sydamerikaturen! Det viser sig at han hedder Belloq og det er faktisk ham, der har løst tyskernes problemer med museet. Det er så to gange han har scoret noget fra mig - og nu er jeg godt gammeldags sur.

Det bliver ikke bedre af at Marion altid begynder at kvidre som en turteldue når hun ser en franskmand. Marion er stadig en flot pige, men dengang var hun - for at sige det lige ud - megalækker, så ham franskmanden begynder også at spille op. Og pludselig står Sallah og jeg der midt i det hele, med et par ægyptiske pansere, en enkelt slimet tysker og ingen ark, ingen Marion og ingen varevogn.
Nå, vi snakker os ud af det, Sallah tørrer det af på ham tyskeren de så venligt har efterladt til at holde øje med os, så der går ikke mange minutter før vi sidder i en taxa lige i røven på varevognen. Vi fanger dem ved et rødt lys, og her er det så jeg går totalt James Bond - springer ud af taxaaen, over til varevognen, hiver døren op og chaufføren ud og så er det ellers sømmet i bund og afsted. Vi smider Belloq af også, og så er det mig Marion og arken afsted afsted, med Sallah i en taxa i hælene. Pga. situationen med ægypterne, tør jeg ikke køre ud i lufthavnen. Der er for meget politi, simpelthen. Så vi kører ud til vandet istedet og lejer en båd. Planen er at sejle ud af landet i den. Det er ikke sådan superlovligt, men det er virkelig ikke særlig fedt at sidde i spjældet i Ægypten, så jeg synes det er OK.
Det går sådan set fint nok - og jeg får også snakket lidt med Marion - faktisk for første gang på turen, sådan rigtigt, og vi finder sådan lidt ud af det hele igen. Men så er det Gary Linekers berømte ord om at tyskerne altid vinder til sidst kommer ind i billedet - for pludselig, midt ude i Det Røde Hav, dukker de fandeme op igen. I EN UBÅD. Jep, en motherfucking ubåd. Vi er lidt ude over hvad jeg kan stable på benene her, må jeg nok indrømme. Og de er pissesure. Og de har Belloq med. De nupper det hele. De tager endda Marion med, selvom hun sådan set ikke har vildt lyst til søpølse med sauerkraut.
Når nu alle de andre er væk, så er der jo ingen grund til at jeg pjasker rundt i en båd, så jeg får også tusket mig om bord, faktisk. Så kunne man tro at vi skulle tilbage til Tyskland, men nej, sådan var det så ikke lige. Vi dykker ud ved en lille ø, som jeg på det tidspunkt faktisk ikke rigtig ved hvor er. Tyskerne tager arken og Marion og Belloq med hen til en klippehule eller noget i den stil. Jeg puster mig lidt op - prøver at få overtalt dem til at give mig arken og Marion med, men de ved godt at de har fat i den lange ende, så det eneste jeg får ud af det, er at tyskerne insisterer på at Marion skal skride - hvad Belloq bliver pissesur over - og det er da kun lige at vi får lov til at stå lidt i udkanten af det hele og følge med. Vi ser faktisk ikke det hele, men det fremgår at Belloq vil have arken åbnet nu og her, mens tyskerne hellere vil sejle den tilbage til hovedkontoret. Belloq vinder tilsyneladende, for pludselig henter de nogen kitler og noget værktøj til at åbne den med.
Måske er vi sentimentale Marion og jeg, for det gør sgu lidt ondt af se dem stå der med en hammer ved sådan en fin gammel sag som den ark. Jeg kigger simpelthen væk - og det kan jeg forstå på Marion bagefter at hun også gør, for der er ingen af os, der rigtig ved hvordan i alverden det næste egentlig skete. Vi står der og græmmer os da der pludselig blæser en ordentlig sandstorm op. Vi holder os for ansigtet og skal sådan set til at prøve at komme i læ, da det stopper lige pludselig igen. Og nu er det så det bliver lidt mærkeligt, for da vi kan se noget igen ER ALLE DE ANDRE VÆK!!! Tyskerne er væk. Belloq er væk. Det eneste vi kan se, der ikke er forsvundet er arken. Det er virkelig mærkeligt. Og det er ikke fordi de er dampet af i ubåden, for den ligger der nemlig endnu.

Vi leder lidt på øen, men de er virkelig væk. Jeg har ikke lige et ubådskørekort, så den må vi lade ligge, og istedet får vi med hjælp fra nogle fiskere reddet os ind til fastlandet, får arken op i en flyver og kommer afsted hjem.
Nu er det så at jeg egentlig gerne ville kunne fortælle dig lidt mere om arken i detaljer, meen jeg nåede ikke at have den stående mere end et par timer, før de to fyre, der havde sendt mig afsted på hele den her rundrejse stod der med chefen igen. "Det er Statens ejendom" yadayada, "så må du søge om adgang", yadayadayada. Og i modsætning til ægypterne på museet var de ikke til at hugge eller stikke i. Så nu står arken sikkert i et eller andet fjernlager et sted og samler støv. Det er fanme ærgeligt.

Så det var sådan lidt en streg i regningen efter en ret fantastisk tur, at man sådan bliver taget ud af den til sidst af nogen bureaukrater, men det ændrer ikke på at det nok er den vildeste "ferie" jeg nogensinde har været på.