En af mine kæpheste i samtale med avantgardehadere - eller måske er avantgarde-benægtere en mere rammende beskrivelse af mange af dem - er at tage afstand fra ideen om at avantgardens egentlige mål er at blive afvist, ikke bare at undersøge nye ting på nye måder; en sport der i sig selv begrænser avantgardens publikum.

Naturligvis kan man i kunstkritikken også finde pro-avantgardister, der mener sådan, f.eks. Mikkel Bolts forvrøvlede reduktion af kunsten til et politisk projekt og fejlobservation af den helt igennem statsstøttede autonome reclaim the streets aktivisme som vigtig. Men man kan jo også finde noget andet. Tag nu bare John Cage. Tilsyneladende er han prototypen på den afvisende avantgardist - f.eks. ved i et interview at have forberedt seks svar forud, og så ligegyldigt hvilke spørgsmål, der blev stillet, at vælge et af de seks svar, tilfældigt. Men omvendt afviste han selv sine tidligste forsøg som komponist fordi de formelle systemer han komponerede i manglede "sanselig appel og udtrykskraft", og forklarede i øvrigt intervieweksperimentet som et forsøg udi zen-praksis, ikke som et konventionsbrud, som sådan. Hvorfor må den forklaring Cage selv bruger ikke være den rigtige?

Rigtigt er det selvfølgelig at avantgardemusikken, og måske avantgarden i almindelighed, tillader sig at være optaget af andet end publikum, hvad et citat i ovenlinkede Cage-artikel kalder "musik uden socialt engagement", og hvis det bare er det der er anstødsstenen, jamen så, bevares. Selv krummer jeg tæer over alt for behagesyg kultur. Problemet ved at være så nærig med anerkendelsen (den kulturelle ækvivalent af massemediernes evindelige "handler det om os? hvad synes du om os?" spørgsmål til alle og enhver) er at man kun skaber en sykofantisk reproduktionskultur på den måde, ikke dynamiske nybrud; og hvordan man end vender og drejer det, så har alt den kultur vi nyder idag, hvor konventionel den end virker, skurret i øret engang i fortiden.