(vi får se om jeg når op til konferencens 15 inden den slutter)

Mens de taler, så må man jo dykke lidt ned i materialet. Der er flere spørgsmål at undersøge.

Vil det virke at gøre noget? Her er Paul Krugman om hvorvidt de markedsmidler man har er istand til at fungere overhovedet. Indsatsen mod syreregn tilbage i 80erne brugte de samme midler, og det endte faktisk med at virke. Det vi har at satse på i den forbindelse er, at det kræver højtudviklede og meget regulerede industrisamfundt at bruge energien også - det vil sige, de regulatoriske mekanismer, der skal være på plads for at styre de klimaøkonomiske virkemidler, er på plads der hvor CO2en primært produceres.
Det der arbejder imod er at opvarmningen er en langt mere sammensat effekt end syreregnen. Alt fra sod på polernes iskapper, til kosmisk stråling og vulkanudbrud, fra sammensætningen af husdyrenes foder til farven af vejbelægningen, spiller ind. Der er så mange effekter, alle belagt med usikkerhed, at nettoeffekten stort set er uforudsigelig, hvad modellerne da også viser.

Er omkostningerne ved indsatsen uspiselige? Jeg kan ikke huske at have læst hos Lomborg nogle studier af den økonomiske effekt af f.eks. indsatsen mod syreregn, eller udfasningen af CFCer. Det er i virkeligheden det vi har brug for, en virkelighedsbaseret vurdering af hvad et kvotesystem gør. Har svovlkvoter f.eks. bare flyttet industrien væk fra vesten? Altså reddet det nordamerikanske og europæiske skove ved at ødelægge nogle andre? Gik industrierne under pga kvoterne. Jeg vil lede efter nogle papers om det.

Tager IPCC i tilstrækkelig grad stilling til konkurrerende teorier om det globale klima? Det svageste ved hele klimadebatten er at den består af politik, baseret på samfundsøkonomiske betragtninger, der henter deres sagsbaggrund i naturvidenskaberne. Rationalitetskrav, sandhedskrav og motivationer er vidt forskellige i de tre verdener. Politisk ræson har desværre ikke plads til naturvidenskabelig ræson. Naturvidenskabsmanden sandsynliggør, men han ved godt at han kun spiller på oddsene.
Det har den politiske logik ikke helt nerver til - og det er der vanskelighederne opstår. Det er helt givet usundt for videnskaben, at klimapolitikken har brug for at der ikke er nogen tvivl.

Men hvad så? Ja jeg er da helt bestemt selv i tvivl. Nogle lægger et absurd Pascalsk væddemål henover debatten, ud fra den idé at JORDEN GÅR UNDER hvis ikke vi gør noget, så en hvilken som helst pris for at undgå undergangen er fin nok. Det gør jorden ikke. Naturen heller ikke. De der har et klimaproblem er os, kun os, og ikke andre end os. Og om vi kan lide det eller ej, så dør mennesker også i dag i milliontal af problemer vi kunne gøre noget ved.
Undergangsretorikken er skinger, simpelthen. Til gengæld, så dukker alle omkostningerne ved en CO2-baseret klimapolitik jo ikke op i år. Hvis yderligere 10 års forskning viser at menneskeskabt CO2 alligevel ikke kan tilskrives så store virkninger som vi troede, så kan CO2-politikken jo rulles tilbage.