For en uge siden var jeg i Malmø for at høre Adam Greenfield tale om "networked urbanism", altså den fremtidige refleksive by, der er fyldt med data som vi kan interagere med. Det er en slags videreudvikling af hans tidligere interesse i ubicomp til en mere specifik setting, hvor det er byen der er ubikvitær rundt om dig.

Du kan se foredraget her.

Det foregik på Minc, et væksthus på havnen i Malmø, hvor bl.a. mine gode venner i Polarrose holder til, ligesom et hav af andre små virksomheder. Malmø (og Lund) er i det hele taget rigtig godt bestykket med startups.
Dagen før min smuttur til Malmø havde en CEPOS-mand ment i computerworld at "det danske system" forhindrer succeser i Bill Gates klassen herhjemme. Nu kan man starte med at spørge om det virkelig passer - Navision/Damgaard er da vel nok en ægte kassesucces, og Skypestifterne har da i det mindste mødt hinanden i København.... Når det nu er sagt, så snakkede jeg fredagen forinden med Nikolaj, Imity-cofounder og Polarrose-boss, og hans klare oplevelse er at dynamikken bare er en helt anden i Sydsverige end på den anden side af broen, her i København.
Her løber CEPOS's forklaringsevne jo tør. Sverige er lige så hårdt beskattet som Danmark, velfærdsstaten er lige så tryg. Og alligevel så er der åbenbart en kulturforskel der får unge svensker til at mene at de er den virkelige motherfucker, ham der skal gå hele vejen, og ikke bare forsøge sig som konsulent eller mellemleder og se hvad der sker.

Er det er spørgsmål om vaner og netværk? Er Sverige bare et par år foran, eller er der en central forskel vi skal have importeret til København?