En af mine yndlingsaversioner på internettet er ham her. For starters, taler han dansk, men handler om "winners" og "high performance". Når jeg hører "winners" og "high performance" afsikrer jeg min pistol, som Göring (næsten) sagde.
Det næste er grundpåstanden i hans videoer: "talent findes ikke, det er knofedt det hele". Gu' er det da røv. Jeg har omkring 40 udfordringer til Rasmus Ankersen han godt lige må klare først, hvis han vil bevise det modsatte* Og, forresten, viljen til at slide sig stenhårdt frem til sejren er et af talenterne.
Men selvfølgelig skal talentet dyrkes.
Og ja, vores perception af udfordringers størrelse er som regel pivforkert, og den kan påvirkes med opdragelse og den måde vi bliver udfordret på. F.eks. er det enormt frigørende at brænde sine broer og indstille sig på at den eneste måde at komme hjem på, er at løse opgaven. Og på at der ikke kommer andre og gør det for en. Og ja, det er en af de svære opgaver i sig selv at finde det store i sig selv og se det i øjnene. At gøre det bedste man kan, uanset de begrænsninger man må prøve at gøre det under.
Til gengæld kan jeg ikke forestille mig noget mere ondskabsfuldt end at narre folk til at satse helt vildt på noget som de aldrig vil blive gode til. Jeg spørger mig selv om Rasmus Ankersen nogen sinde har hørt en person, uden talent for det, men med 10 år investeret i at blive god, spille violin? Det manglende talent vinder, kan jeg oplyse.
Det er fucking garanteret ulykke for alle parter, at insistere på at vi alle kan blive verdensmestre i det hele. Vi kan blive verdensmestre, lige præcis, hvis vores talent gør at det hårde slid fører nogen steder hen. Det er den gode gamle arv vs. miljø. Er du født med din fremtid i dig, eller er du bare modellervoks, der skal behandles rigtigt, så du kan blive alt det du gerne vil? Hverken det ene eller det andet er rigtigt.
Hvad er så det værste man kan lære børnene? Virkeligheden har vi jo ikke lyst til at lære dem - at rigtig mange af dem bliver buschauffører, kassedamer og rengøringsassistenter og ikke mega-super-power-vindere. Vi kan heller ikke lave en skæbneskole af demokratiske årsager; alle skal have en chance. Talentet kan vi jo ikke påvirke alligevel, så vi kan lige så godt satse på at lære folk at de kan kæmpe sig til sejren. Det lader til at være tanken. Man kunne også gøre noget helt tredie. Finde ud af hvor det er det rykker for den enkelte, og så sætte påvirkningen specifikt ind der, istedet for lam general nonsense "du kan godt!"-coaching. Sådan lidt a la det Claus Buhl snakkede om på et tidspunkt.
* Coach uspolerede børn frem mod følgende opgaver
Bevis/modbevis Higgs-bosonens eksistens
Løb hurtigere end Usain Bolt
Debuter på den Kongelige Opera.
Løs et af Millenium Prize problemerne
[...og 36 mere ...]
Udfordringen virker sådan her: Jeg udpeger 20 præskolebørn for hver udfordring, vi kan også starte med ufødte hvis det er, og Rasmus Ankersen leder en skole, der træner dem frem til udfordringerne. Ankersen vinder hvis mere end 75% af børnene løser opgaven.
[Addendum]
Ah, dejlig bekræftelse fra Wired nogle år senere.
Det ser ud som om den gode Rasmus rigtig har fået læst Gladwells Outliers...
Posted by: emme on October 15, 2009 10:51 AMJa. En bog, der, saavidt jeg ved, mangler det helt basale reality check at spoerge sig selv hvor mange ikke-genier, der har proevet at bruge 10000 timer paa at blive virkelig gode til det de ikke er gode til, uden altsaa rigtig at blive gode.
Man må formode at der også er mennesketyper som autister og endda mongoler der bruger 10000 timer på et eller andet, uden at de springer ud som fantastiske genier af den grund...
Posted by: emme on October 15, 2009 2:56 PMJeg tror ikke du skal laengere vaek end ganske almindelige mennesker som dig og mig og den uendelighed at ting vi ikke er gode til, for at finde modeksempler. Einstein ville sikkert have vaeret en ret middelmaadig footballspiller, selv hvis han havde oevet sig.
Posted by: Classy on October 15, 2009 4:47 PM