Skal man virkelig holde døren for sådan en vrissen gammel mand?

For et par uger siden - umiddelbart efter et Deadline indslag om Henrik Jensens kulturpessimistiske nye bog "Det ordentlige menneske" følte jeg mig kaldet til følgende indlæg på Facebook

Henrik Jensens "Ordentlige Menneske"-debat er noget fis. Hvis jeg kigger mig omkring og ser på dem der er 15-20 år yngre end mig selv så er de så ordentlige at det nærmest er det, der er problemet. Jeg er grundigt træt af selvopgør forklædt som generationsportrætter. So what, hvis Henrik Jensen er skuffet over sine børn og de valg de træffer. Og altså i retrospekt over sin egen generations selvrealiseringforsyndelser.

Ja, coachingkulturen er også noget fis, og der er bias i de mennesker jeg ser, der jævnt hen er gode borgerbørn, der gerne vil gøre et godt stykke arbejde, men Henrik Jensen taler jo bare om det samfund han selv har skabt, og tørrer skylden for det af på sine efterkommere. Ikke særlig ordentligt, egentlig.

I onsdags var der så landskamp. Det gik sgu ikke så godt. I et overstrømmende øjeblik - jeg havde også været til familiefødselsdag fyldt med gensyn og dåseøl - kom jeg til følgende konklusion om landsholdet: "Hvis det var nemt at holde af dem, så var det jo ikke ægte kærlighed."

Og her er det spørgsmålet om Henrik Jensens ordentlighed melder sig på banen. For helt ærligt: Where's the love? Hvor ligger det ordentlige i at brokke sig over alle de andre; at fastholde sig selv som udenforstående kritiker; fra 70ernes marxistiske sådanne til den nu aldrende konservative ditto. Hvor er det lige næsten og kærligheden og det ordentlige er henne i den rolle?

Mit svar er: Ingen steder.

Undskyld, men lige så gerne jeg nok skal betale for Henrik Jensens plejehjem, lige så lidt vil jeg have det dårligt over at jeg ikke gider holde døren for en sur, gammel mand, der går og råber af os andre.

Posted by Claus at September 11, 2009 12:41 PM | TrackBack (0)