Det problem Velfærdskommissionen har arbejdet på at løse har stået klart for økonomerne i 15-20 år, og været centralt i den langsigtede økonomiske politik lige så længe. Aldersfordelingenen om 10 år hænger ikke økonomisk sammen, sådan som samfundet er skruet sammen nu. Da jeg i sin tid var studentermedhjælp på institut for nationaløkonomi var der stadig tid til at forestille sig at man kunne nå at omstrukturere fra et velfærdssamfund til et forsikringssamfund*, og der kunne vi sagtens ende alligevel - men vi er der ikke i 2020, ihvertfald ikke pga. en veludført plan. Regeringen Nyrup planlagde efter det, og regeringen Fogh også - men uden selvfølgelig helt at ville indrømme det. Der blev sparet op, for evt at kunne spare ned igen i 2020, men forsøgene på centralt at ændre i forventningerne til velfærden er strandet hver gang; hvorfor alle er holdt op med at prøve på den slags. Det er ligesom diskussionen om "de fremmede". Man kan kun tabe - eller markere sig som nicheparti - ved at være på den modsatte side af "nej til forandringer". Det har været kronede dage for antiforandringsparti nr 1, Dansk Folkeparti.

Men forandringer kommer der, og nu bliver det spændende hvilken forandring det så bliver. Der er kun to mulige løsninger: Man kan enten løse det finansielle problem eller det demografiske problem. At løse det finansielle problem kan ikke rigtig lade sig gøre uden at sænke servicen a la hvad Velfærdskommissionen foreslår. Regnskabet bliver for surt i de fremtidige generationers disfavør hvis man bare hæver skatten. Alternativet er at løse det demografiske problem med aldringen - altså at åbne sluserne for en større tilvandring af unge til arbejdsstyrken. Ligemeget hvad: En DF mærkesag går på gulvet. Enten den med serviceniveauet eller den med de fremmede.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig hvem de andre tabere bliver, for der vil være flere. Og om vi allesammen taber lidt imens, fordi partierne kæmper for deres magt mens forandringerne sker.

* I velfærdsmodellen - den vi har nu - betaler de, der arbejder nu, for de der har brug for service nu. I forsikringsmodellen sparer man selv op til den service man har brug for senere.