Claes Kastholm, der af nogle opfattes som intellektuel, har haft brug for i en flad kronik at hylde nogle "folkeelskede" forfattere, primært for at kunne sige at eliten nu "foragter folket", og pydaføj det må man ikke.
For det første er det noget vrøvl, og har været det i hundrede år, at der skulle være en dominerende kultur, der har haft det som sin specifikke hensigt at kaste nogen af, men vinde anseelsen alligevel. Hvis man skal sige noget om den kultur, der kaldes folkefjendsk, så er det snarere at den nægter at være spidsborgerlig, men vil noget bredere. Den skriver om almindeligheder i stedet for det forgyldte, den designer hverdagsting og ikke kongeligt porcelæn. Det nye bliver så et sammenstød mellem tingenes almindelighed, og tidligere anonyme, naturligt opståede kulturhistorie og de intellektuelle der griber fat i almindelighederne og disse intellektuelles (helt igennem borgerlige) forventning om anseelse og anerkendelse om signatur på hverdagstingene.
Pludselig ved vi hvem der har lavet det tilsyneladende anonyme; og provokationen er åbenbart at man signerer noget der kunne have været anonymt.
Forsåvidt som motivverdenen var byen og kroppen - selv for avantgardister som Broby-Johansen m. Blod eller Wilhelm Freddie m. Sexparalyseappeal, så har selv avantgarden fat i materiale som alle og enhver kan forstå - uanset at man er uvant med at se det hevet frem som kunstobjekt. Det er ikke svært at forstå; udover ved det at det bliver talt om og signeret.

Forbrydelsen i 60erne var åbenbart at modernisterne lavede revy og TV og blandede sig i alt muligt uden for et traditionelt finkulturelt revir, eller uden spidsborgelige meninger om hvad det er opbyggeligt at skrive om. Seeberg skriver om at grave huller og om ikke at have råd til en dåse makrel, fordi man er gået i stå som forfatter. Hvad er det vanskelige eller folkehadende ved det?

Værst bliver det dog når vi kommer til værdidommen om hvorvidt kunsteren på den måde kommentatoren synes betjener folket ordentligt. Hvorfor i alverden bliver det kunstnerens opgave, hvis nu man ellers mener at samfundet slår folk for meget oven i hovedet i forvejen, må man spørge? Men bag ved det så er det også umuligt at blive fri for et 70-er deja vu. Den helt igennem ufolkelige Kastholms kritik af de ufolkelige kunstnere ligner en spejling af de helt igennem ufolkelige kommisærtyper i 70erne og deres kritik af borgerlig kunst, der simpelthen ikke var proletarisk nok. Forskellen er ens: Hverken Kastholm eller den radikaliserede venstrefløj havde selv nogen rod i noget som helst folkeligt. Det er det ondeste hykleri at bilde andre ind man taler på vegne af noget genuint folkeligt; og ligesom balletten og operaen og kirken og James Bond og James Brown og John Mogensen og Birthe Wilke havde et publikum i 70erne, så har det 20-århundredes "ufolkelige" dyrkelse af det industrielle samfund og det almindelige et publikum i dag, med det hvide gennemsnitsmodernistiske moderne samtalekøkken og med Den Kroniske Uskyld som standardvare i danskpensummet.